Uddannelsesstart

Jeg er blevet mere ydmyg

20 års pædagogerfaring har ændret Karen Scott. Hun er blevet mere ydmyg. Mindre skråsikker. Og med en større forståelse for mennesket

Af Maria Rørbæk, mrk@sl.dk
Foto: Annette Jønsson

Karen Scott husker tydeligt den første psykologitime på seminariet i Gentofte. ‘Tænk på det lille nyfødte menneske. Det ligger herinde – hvad gør det’, spurgte læreren.

Ja, hvad gør det, tænkte Karen Scott. Hvad gør det? Hvad gør det? Hvad gør det? Rådvild så hun rundt i hesteskoen med nye studiekammerater. Ingen turde komme med et bud.

-Jeg forestillede mig, at svaret måtte være meget avanceret. For mig var seminariet et tempel af viden, som jeg lige var trådt ind i, fortæller Karen Scott.

Så lod læreren svaret springe:

-Dét spræller.

Godt 20 år efter ler Karen Scott en befriet latter.

Alt hvad du gør dig af nye erfaringer, udvikler dig jo, og det gælder i endnu højere grad, når du som pædagog arbejder med mennesker. Ofte bliver du nødt til at spørge dig selv: Hvad skete der lige der? Hvordan opstod dén situation? Og kunne jeg have gjort noget anderledes?

-Der var ikke nogen af os, der forestillede os, at dét kunne være svaret. Vi troede alle sammen, at det var noget meget, meget svært – vi var jo på Seminariet, husker Karen Scott – og for hende var uddannelsen i sig selv et stort spring. Hendes far var bryggeriarbejder, moderen fabriksarbejder, og der var bestemt ikke tradition for at tage en boglig uddannelse.

-Men jeg havde altid været glad for at læse, også avis, og gennem forskelligt ufaglært arbejde i daginstitutioner, var jeg kommet på sporet af pædagoguddannelsen, fortæller Karen Scott.

Når den første psykologitime i dag står lysende klart for hende, er det ikke kun på grund af mindet om hendes egen usikkerhed.

Det er også fordi læreren, der også var rektor på seminariet, gav hende og studiekammeraterne en modgift.

-Anne Lise Jørgensen, som hun hed, satte en ære i at kende alle de studerende på hendes seminarium, derfor tog hun altid selv de første timer i udviklings-psykologi. Den første time var en introduktion, hvor hun begyndte ved den spæde begyndelse og i overskrifter gennemgik det normale barns udvikling i de første tre leveår. Og så fortalte hun os, at menneskebarnet faktisk er ret robust. Det kan klare ret mange ting. Og den modgift fik vi brug for, når vi som kommende socialpædagoger siden skulle høre og opleve alle de mange forfærdelige ting, et menneske kan blive udsat for. Som socialpædagog er det vigtigt, at man kan blive ved med at bevare håbet, siger Karen Scott.

I rejsens anden ende
Fagbladet Socialpædagogen har sat hende stævne for at kigge tilbage.

Anledningen er alle de nye studerende, der i denne uge begynder livsrejsen ind i pædagogfaget.

Hvordan ser det ud i rejsens anden ende?

Når man som Karen Scott nærmer sig sit 20 års jubilæum. På hvilken måde adskiller den 50-årige Karen Scott sig fra den 28-årige Karen Scott, der sad på seminariebænken og overvejede, hvad spædbarnet gør?

Karen Scott smiler.

Det er ikke lige så let at svare på. Men én ting er sikker:

Noget er forandret.

-Allerede på seminariet kan jeg huske, at vi grinede lidt af bekendtgørelsen for den socialpædagogiske uddannelse, hvor der stod, at uddannelsen skulle virke personligt udviklende. For kunne man forestille sig, at man kunne gå igennem en 3-årig uddannelse uden at blive udviklet personligt? Alt hvad du gør dig af nye erfaringer, udvikler dig jo, og det gælder i endnu højere grad, når du som pædagog arbejder med mennesker. Ofte bliver du nødt til at spørge dig selv: Hvad skete der lige der? Hvordan opstod dén situation? Og kunne jeg have gjort noget anderledes?

I dag arbejder Karen Scott som opholdsstedskonsulent i Vordingborg Kommune. Tidligere har hun arbejdet tre år på en døgninstitution, elleve år på Døgnkontakten i København og tre år som konsulent i Landsforeningen af Opholdssteder, LOS.

Endvidere er hun (ulønnet) vicepræsident for FICE-Danmark, der er den nationale gren af den internationale organisation FICE, der primært har til formål at varetage anbragte børn og unges interesser.

Undervejs er det også blevet til en hollandsk master i komparative socialstudier.

-Folk, der kender mig, vil måske nok grine lidt, når de læser det her, men faktisk synes jeg, at jeg har forandret mig på én måde: Jeg er blevet lidt mere ydmyg. Lidt mindre skråsikker, siger Karen Scott.

Lidt af en rejekælling
Karen Scott er et udadvendt menneske. Latteren høj. Armbevægelserne store.

Undervejs i samtalen strør hun om sig med navne på filosoffer og pædagogiske forskere.

K. E. Løgstrup.

Gustav Jonsson.

Morten Ejrnæs.

-Du må tænke på, at min baggrund jo er, hvad jeg plejer at kalde Københavns absolut sidste proletarfamilie. Der var overhovedet ingen tradition for at tage en boglig uddannelse. Så min vej frem har nok været at virke endnu mere sikker. Kombineret med, at jeg som person har været så frembrusende, at jeg allerede som 5-årig blev kaldt ‘rejekælling’ af min morfar. Men som socialpædagog har jeg lært, at du ikke altid kan være så sikker. Du er nødt til at få nuancerne med, siger hun.

I anonymiseret form genfortæller hun nogle af de mange oplevelser på krise- og rådgivningscenteret Døgnkontakten, der har lært hende, at du

tit må dykke ned under overfladen for at forstå et andet menneske. ‘Kristina’ var for eksempel længe en gåde for Karen Scott.

Psykologerne testede hende til at være stjernegodt begavet. Alligevel blev hun bare ved med at køre rundt i stjålne biler som 13-årig. Sagde nej, nej og atter nej til at alle tilbud om anbringelse.

Først da Karen Scott mødte hendes far, faldt 10-øren.

-Egentlig ville hun ikke lade mig og min makker møde ham, men så sagde vi, at det kunne hun ikke bestemme. Hun kunne bestemme om mødet skulle foregå på Døgnkontakten, hjemme hos faderen eller ude i byen, og hun kunne bestemme om, hun selv ville deltage eller ej. Men hun kunne ikke bestemme om, vi skulle møde faderen, fortæller Karen Scott.

Respekt for forældrene
Til sidst blev der sat et møde op på en café ude i byen, hvor Kristina ikke selv ønskede at deltage. Her viste det sig, at faderen var narkoman, og at Kristina faktisk passede ham. Hun sørgede for eksempel for at tage rugbrød, leverpostej og kaffe ud af Døgnkontakten for at give det til ham, og det var derfor, hun sagde nej til alle tilbud om anbringelse: Hvem skulle tage sig af faderen, hvis hun ikke gjorde det?

Faderen fortalte også, at han virkelig elskede Kristina højt. Karen og makkeren mødtes flere gange med ham og cyklede rundt med ham i København, og en dag sagde de til ham: ‘Hvis du virkelig elsker din datter, er du sgu nødt til at gøre noget. Du er nødt til at gå i behandling. Det er den eneste måde, hun kan komme videre på.’

-De gloede noget på behandlingsstedet, da vi kom trillende med faderen. Arbejder I ikke med unge, spurgte de. Og så måtte vi jo sige, at jo, men vi kan kun arbejde med pigen, hvis I arbejder med faderen, fortæller Karen.

Efterfølgende lykkedes det også Kristina at komme videre.

-Det betød meget for hende, at vi havde respekt for faderen som hun jo elskede så højt, siger Karen.

Dén og lignende oplevelser gør, at Karen Scott i dag er mere ydmyg, når hun står over for en far eller mor, der har omsorgssvigtet sit barn. Hun afskriver dem aldrig bare som ubrugelige.

-I andre sammenhænge kan jeg stadig være hurtig på aftrækkeren, når jeg for eksempel læser noget i avisen og siger: ‘Den dér socialminister, hun er da sindssyg’. Men når det gælder forældre, er jeg aldrig fordømmende. Uanset hvor meget man tænker, at hvor har de dog svigtet de børn, så er der jo ikke nogen forældre, der tænker: Nu gør jeg alt, hvad jeg kan for at skabe et rigtigt dårligt liv for mine børn. Forældre bærer ofte på en stor sorg, hvis de ikke har magtet opgaven at tage sig af deres børn, og det er vigtigt at være åben og respektfuld. For børn kan ikke få andre forældre end de forældre, de har, og forældrene er oftest de nærmeste kærlighedspersoner, siger Karen Scott.

Fokus på egne holdninger og værdier
Det pædagogiske arbejde har også tit tvunget Karen Scott til at reflektere over hendes egne værdier og holdninger. Som dengang hun sad med en gruppe unge og diskuterede ærlighed. Hvornår skal man egentlig sige sin ærlige mening? Og hvornår skal man tie stille?

Hvis man kan se en venindes store, fede, grimme røv i et par bukser, så siger jeg det da til hende. Hvorfor skulle jeg ikke det, mente en af pigerne. Nej, sådan skal du ikke sige det, vurderede en dreng med arabisk baggrund, som i modsætning til de andre faktisk var opvokset med megen kærlighed og omsorg. ‘Sådan skal du ikke sige, for så ridser du hendes hjerte’, fortsatte han.

-Og den har jeg selv taget med mig, for tidligere havde jeg i høj grad den holdning, at tingene skulle siges ligeud. Men det skal de ikke altid. Man skal tænke over, hvad formålet er med at sige det, påpeger Karen Scott.

For Karen Scott har det socialpædagogiske arbejde ikke kun været en rejse i overført betydning – også helt konkret har hun krydset grænser og mødt kollegaer fra mange andre lande.

-Som pædagog er der masser af muligheder for at komme ud i verden, og jeg har selv fået mange fantastiske oplevelser gennem mit frivillige arbejde i FICE, hvor jeg har mødt spændende og engagerede mennesker fra hele verden. Så jeg vil da endelig opfordre pædagogstuderende til at gribe chancen og for eksempel rejse ud i praktikken, siger hun.

Når hun tænker tilbage, synes hun, at de 20 år i pædagog-faget har givet hende en større forståelse for det menneske, der som nyfødt bare ligger og spræller.

-Mennesket er en rigtig, rigtig kompliceret størrelse, der rummer mange flere sider end, jeg havde gjort mig klart, da jeg begyndte på seminariet. Som pædagog har jeg oplevet mennesket i ekstremerne – på godt og ondt. Jeg er blevet overrasket over, hvor meget nogle mennesker kan overkomme, hvor meget livskraft mennesket kan udvise på trods af all odds. Og jeg er blevet overrasket over, at mennesket kan være så rædsomt. Som den 25-årige mand, der uden skrupler tvang en 17-årig til at deltage i pornofilm og overhovedet ingen betænkninger havde ved at være den første, der jog en kanyle med stoffer i armen på hende.

Jeg er blevet overrasket over, hvor meget nogle mennesker kan overkomme, hvor meget livskraft mennesket kan udvise på trods af all odds. Og jeg er blevet overrasket over, at mennesket kan være så rædsomt. Karen Scott

Gode råd til sig selv
Hvis den ældre Karen Scott kunne give et råd til den unge Karen Scott, ville hun råde hende til at være åben og ydmyg.

-Den måde, mennesker tænker og agerer på, er ofte en sum af en helt masse oplevelser, begivenheder og erfaringer, som du kan have uendeligt svært ved at sætte dig ind – bare sådan. Derfor er du nødt til at være tålmodig, og hvis du er for skråsikker og for hurtig til at drage konklusioner, kan det faktisk forhindre dig i at komme tættere på, siger hun.

Hvis rådet også skal omfatte de nye studerende, vil hun tilføje, at de skal se deres eget pædagogiske arbejde i en større, samfundsmæssig sammenhæng.

-Der er mange sociale problemer, som du ikke kan løse med pædagogik – kun med politik. Og hvis du ikke hæver blikket, og derfor tror, at din egen indsats kan gøre det hele, ja, så er der fare for, at du brænder ud, advarer hun.

I det hele taget opfordrer hun de unge til at være varsomme med at brænde alt for meget.

-Livet skal også indeholde meget andet end socialpædagogik, så det er også vigtigt, at du kan holde fri. Det er også noget, jeg selv er blevet bedre til med årene, siger hun.

Og ellers vil hun bare gerne ønske de grønne studerende velkommen:

-Tillykke! Det er et fedt fag!

Den pædagogiske livsrejse I denne uge begynder mere end 3500 studerende på pædagoguddannelsen. I overført betydning står de i afgangshallen – parate til at begive sig ud på en faglig og personlig rejse, der kan føre dem vidt forskellige steder hen. Mød tre af dem, der her fortæller, hvorfor de har valgt studiet – og hvad de forventer af livet som pædagog. Men mød først en erfaren rotte i faget, Karen Scott, der mere end 20 år efter seminariestarten fortæller, hvordan det at blive og være pædagog har udviklet hende som menneske. Red.

Facebook for pædagogstuderende - og de mere erfarne Fagbladet Socialpædagogen samler input fra pædagogstuderende – både nye og gamle. Hvorfor vil du være pædagog? Hvad glæder du dig til? Hvad bekymrer du dig for? Fortæl om dig selv på vores Facebook-gruppe ”Fagbladet Socialpædagogen”. Vi vil også meget gerne høre fra jer, der ligesom Karen Scott er nået langt på den pædagogiske livsrejse. Hvilke råd vil I give til pædagogstuderende og grønne pædagoger? Skriv, skriv, skriv…. Her finder du Facebook-gruppen