Efterværn

"Det må da være indlysende, at tidligere anbragte har brug for støtte"

Som student hører 20-årige Le Lyrstrand med blandt de allermest ressourcestærke af tidligere anbragte. Alligevel synes hun, det var benhårdt at klare sig uden efterværn

Af Maria Rørbæk, mrk@sl.dk
Foto: Jakob Carlsen

Når huslejen var betalt, havde gymnasieeleven Le Lyrstrand 300 kroner tilbage af SU'en. Til mad, tøj, bøger, busbilletter, gaver, byture og cykelreparationer.

Hendes SU blev nemlig reguleret efter forældrenes indtægt, selv om hun ikke længere havde kontakt med dem. Og selv om hun havde været anbragt fra hun var 16 til hun var 18.

-Dengang klagede jeg ikke, men set i bakspejlet burde kommunen ikke bare have overladt mig til mig selv. Jeg burde have fået en eller anden form for hjælp.

Den nu 20-årige kvinde har ikke lyst til at få offentliggjort den familiemæssige baggrund for, at hun som 14-årig stak af hjemmefra og på skift boede hos venner og familie. Og at Københavns Kommune efter et efterskoleophold sagde ja til at anbringe hende i et hybelprojekt med kontaktpædagog. Men som hun siger:

-Der er jo ingen, der bliver anbragt for at blive anbragt. Der ligger altid en historie om omsorgssvigt.

P å egne ben
På ét punkt ligner Le Lystrand det helt store flertal af tidligere anbragte:

20 år gammel står hun helt alene uden nogen form for kommunalt efterværn. Støtten holdt op, da hun et halvt års tid efter sin 18-års fødselsdag flyttede ind i en lejlighed sammen med en veninde.

Jo, kontaktpædagogen sagde, at hun da altid kunne ringe, men hun fik ikke noget at vide om, at loven faktisk forpligter kommunen til at 'tilbyde hjælp til unge i alderen fra 18 til 22 år, når det må anses for at være af væsentlig betydning af hensyn til den unges behov for støtte'.

Så Le stod helt på egne ben.

I første omgang med et kæmpe økonomisk problem.

På hyblen gik det fint. Huslejen var betalt, og Le fik penge nok til at klare sig.

Men nu stod den på en SU, der på grund af forældrenes indtægt var nedsat til 3300 kroner om måneden. Le kunne ikke se andre udveje end arbejde.

Fredag og lørdag nat stod hun i garderoben på et diskotek.

Om eftermiddagen gjorde hun tit rent i private hjem.

-En periode havde jeg fire steder, og i en lang periode havde jeg tre, fortæller Le.

Så var der også råd til et almindeligt ungdomsliv med biografture og fester.

-Jeg ville ikke gå glip af noget socialt. Overhovedet. Jeg havde besluttet, at det i hvert fald ikke var pengene, der skulle gøre, at jeg sad og blev ensom. Og sådan blev det så heller ikke, fortæller Le.

'Dengang klagede jeg ikke, men set i bakspejlet burde kommunen ikke bare have overladt mig til mig selv. Jeg burde have fået en eller anden form for hjælp'

Lige ved at segne
Til gengæld var Le lige ved at segne under det store pres: Stile. Tekster. Oversættelser.

Kombineret med støvsugning. Gulvvask. Rengøring af køleskabe.

Og et lavt selvværd, der fyldte hende med negative tanker og gjorde det svært at koncentrere sig om lektierne.

-Du klarer den ikke. Du kan ikke. Du er en fiasko. Du kan ikke elskes, lød den indre stemme. Samtidig med at Le tjente penge på at gøre rent, flød alting mere og mere derhjemme.

Fyldte askebægre. Tøj på gulvet. Stabler af opvask. Og noter fra timerne, der lå og flød rundt omkring i stuen og aldrig nåede ind i de rigtige mapper.

Tit endte hun med at sidde oppe om natten og kæmpe med en aflevering, og i timerne faldt hun ofte i søvn. Bogstavelig talt. Med hovedet på armen.

-Jeg var bare altid så træt, så træt, så træt. Og så sov jeg faktisk meget bedre henne i klassen, hvor der var andre mennesker omkring mig, end når jeg lå alene derhjemme med mine tanker og bekymringer. Jeg havde en historielærer, der havde sådan en beroligende stemme. Rigtig far - agtig. Jeg følte mig så tryg, når jeg hørte ham tale, og så faldt jeg i søvn, fortæller Le.

Andre gange kom Le for sent – eller også nåede hun slet ikke i skole.

Fraværsprocenten voksede og voksede og voksede, og en dag stod hendes navn på tavlen over dem, der skulle have en skriftlig advarsel hos fraværsinspektøren.

-Da følte jeg mig godt nok ensom og alene. Jeg tænkte, at hvis jeg skal op i fuldt pensum, så går det ikke. Det er helvede nok, som det er, fortæller Le.

 

'Jeg har været rigtig heldig [...] men jeg synes ikke, det burde være et spørgsmål om held. Det må da være indlysende, at tidligere anbragte har brug for støtte, for der skal jo rigtig meget til før, man overhovedet bliver anbragt'

Lån i banken
I samråd med studievejlederen på gymnasiet fandt Le ud af, at det simpelt hen ikke gik med alt det erhvervsarbejde. I stedet besluttede hun sig for at tage et banklån på 30.000 kroner.

-Og da jeg stod dernede og forklarede situationen for bankrådgiveren, da følte jeg mig godt nok lille. Jeg tænkte: Jeg er slet ikke gammel nok til at skrive under på de her papirer. Jeg forstår dem jo slet ikke, husker Le.

Når Le tænker tilbage på 3.g, synes hun næsten, at det er at mirakel, at hun kom igennem.

-Og jeg ville i hvert fald ikke byde mig selv, at gøre det én gang til på de betingelser, fastslår hun.

I Les øjne er der én væsentlig grund til, at hun alligevel endte med at hoppe jublende rundt i kantinen på Nørre G med den hvide hue på hovedet.

Han hedder Jens, og var hendes kontaktlærer (en form for klasselærer, red.) på gymnasiet.

-Jeg tror i hvert fald at jeg var nede hos ham en eller to gange om ugen, hvor vi bare drak kaffe og snakkede. På den måde fik jeg noget af den voksenkontakt, jeg havde så stor brug for, fortæller Le.

Helt konkret hjalp han hende med at få fraværet ned ved at sende en SMS hver eneste morgen i en periode på tre måneder.

Hvis Le ikke svarede tilbage, at hun var stået op og på vej i skole, ringede han.

-Det er helt ubeskriveligt vigtigt at møde sådan en som Jens. Jeg kunne – og kan – mærke, at han holder af mig, sådan som man holder ordentligt af et andet menneske. Jens bakkede mig op. Jeg tror mindst, han 100 gange har sagt til mig, at jeg ville klare den. At jeg kunne klare at blive student. Og når jeg var rigtig, rigtig ked af det og tudbrølede og ikke troede, jeg kunne noget som helst, vidste jeg, at jeg kunne ringe til Jens. Lige gyldigt hvad klokken var, fortæller Le, der stadig har tæt kontakt til Jens.

Støtte i Baglandet
Et par måneder efter studentereksamen fandt hun også en anden måde at få hjælp.

Hun var på café med en veninde, der tilfældigvis opdagede et go-card-kort med information om Baglandet – et støtte- og rådgivningscenter for tidligere anbragte, der bliver finansieret med midler fra satspuljen.

Her får hun det sikkerhedsnet, som hun også havde brug for i gymnasiet. Både psykisk, fordi hun møder andre unge voksne, der ligesom hende selv har en haft en vanskelig opvækst, og rent praktisk. Eksempelvis har Baglandets sagsbehandler hjulpet hende med at søge – og få – økonomisk støtte til psykologhjælp.

-Jeg har været rigtig heldig. Både fordi jeg mødte Jens, og fordi jeg fandt Baglandet, men jeg synes ikke, det burde være et spørgsmål om held. Det må da være indlysende, at tidligere anbragte har brug for støtte, for der skal jo rigtig meget til før, man overhovedet bliver anbragt, siger Le.

I hendes eget tilfælde ville hun ønske, at der var blevet lagt en plan for, hvordan hun kunne gennemføre gymnasiet under nogle rimelige rammer.

Og at kommunen havde tjekket, at hun havde en voksen, der kunne hjælpe, hvis det brændte på.

-Selv manglede jeg mest økonomisk hjælp, fordi jeg jo var så heldig at få menneskelig støtte og opbakning af Jens – men hvad med dem, der ikke har held og ressourcer til at få det?

I Les øjne burde alle tidligere anbragte have ret til støtte.

-Så kan man tage imod det eller lade være – det ville under alle omstændigheder være en anerkendelse af at: Hey, vi ved godt, at du har nogle hårde odds at kæmpe imod. Nu prøver vi at hjælpe dig.