Kære politiker

Du kan blive ved med at være den, du er, og hvis du føler, jeg/vi overskrider din grænse, skal du endelig sige til

Min dag starter med en løbetur, hvor tankerne blandt andet beskæftiger sig med dagens program.
Ved siden af mit faste arbejde, på en døgninstitution, er jeg hjemmevejleder for to klienter, og den ene skal vi holde handleplansmøde for her til formiddag.

Dagbog af Hanne Lillie, Struer, redaktionen@sl.dk
Illustration: Mai-Britt Bernt Jensen

Mødet går i al sin enkelhed ud på at sikre selvbestemmelse/ medbestemmelse, og at vi ikke går over de grænser, der er for at  være et individuelt menneske, der må leve, som man har lyst til.

Min klient bor i en beskyttet bolig ved et ældrecenter. Hun har været med til at skrive handleplan, hvilket har været en lærerig og spændende oplevelse for mig. Mejse lever i flyttekasser, for som hun siger, ’hvis det rigtige tilbud kommer, så er jeg klar til at flytte’.

Det giver nogle problematikker, da vi gerne vil hende det bedste og gerne vil skabe ordnede forhold for hende. Vi er nået dertil, hvor ordnede forhold for Mejse ikke er de samme, som for mange andre.

Men det er, hvad hun vil, og de ønsker og behov, hun har i hverdagen, skal vi tilgodese.

Efter mødet fik hun og jeg en snak, og på spørgsmålet om hvordan hun syntes det gik, svarer hun: ’I vil jo gerne bestemme over mig, men det er ok, for hvad kan jeg gøre’. ’Du kan blive ved med at være den, du er, og hvis du føler jeg/vi overskrider din grænse, skal du endelig sige til’, svarede jeg. ’Jeg har en hjerneskade, men jeg kan da godt passe på mig selv og er ikke umyndiggjort’, sagde hun så.

Dette er helt rigtigt, og det er en problematik vi er nødt til  at forholde os til og handle på, så vi sikrer hende selvbestemmelse, men ikke overlader hende til sig selv.

Det skal være svært, og der skal være problematikker, der kan udvikle os – både klienter og personale – efter min bedste overbevisning.

Vi sluttede formiddagen af med at aftale et tidspunkt, hvor jeg skulle hente hende, og vi ville køre i skoven og nyde efteråret.

Derefter kørte jeg op på mit arbejde, hvor den første time gik med handleplansmøde om en ung udviklingshæmmet mand  med udadreagerende adfærd. Sagsbehandleren, vores daglige leder, hans mor og to kontaktpersoner, hvor jeg er den ene, er til mødet. Han har ikke selv været med til at lave handleplanen, og han deltager ikke altid selv. På en god dag ville han kunne kapere at deltage i slutningen af mødet.

Det blev til et godt og konstruktivt møde, hvor vores kommende flytning – vores døgninstitution flytter til november – var hovedemnet. Hvordan fortæller vi om flytningen, hvilke ønsker har vi på beboerens vegne omkring flytningen, hvordan tackler vi det? Beboeren kan ikke magte at vide tingene før i sidste øjeblik, derfor er det ikke altid ligetil. Vi snakkede om en ’køreplan’, som vi alle kunne gå ind for.

Efter mødet kører vi – den daglige leder, moderen og jeg – over for at se det nye sted, se, hvor langt de er kommet med istandsættelsen, og lige snakke  om, hvordan vi vil indrette det. Beboeren er ikke med, da han først skal orienteres om flytningen på tirsdag.

Da vi kommer hjem, sover beboeren, han har lige været i svømmehallen med sin dagbeskæftigelse, og så gør det godt med en lille lur bagefter. Jeg finder kaffe til hans mor, ham og mig. Han bliver som altid glad for at se sin mor. Det bliver til en hyggelig stund, inden det er tid for moderen at køre hjem. Det kan godt være lidt af et problem, når han skal sige farvel, men i dag klarer han det super flot. Vi går med ud og vinker.

Da vi kommer ind, er han lidt mørk i humøret, det sker ofte, når han ikke helt kan finde ud af det, og han ville jo allerhelst, at hans mor blev her, eller tog ham med hjem.

Han får så et par valgmuligheder til, hvad vi skal lave, og det er enten at komme i skuret og arbejde med træ – noget af det bedste han ved – eller vi kan  køre en tur. ’Så vil jeg godt køre en tur’, hvilket vi gør.

På turen skjuler han noget, det vil sige, han finder en cd frem fra lommen, men gemmer coveret i hylden på døren, sniger cd’en i musikanlægget, og pludselig drøner den danske nationalmelodi ud af højtaleren. Jeg kommer sådan til at grine, at han helt glemmer at være i skidt humør, og han griner også. Jeg spørger, hvor han har den fra, han svarer ’fra min mor’. Det er et for ham gængs svar, når han har ’lånt’ noget fra andre.

Vi hører melodien flere gange, og til sidst kan vi endda synge den uden cd. Da vi kommer hjem, er der aftensmad.

Efter aftensmaden, hvor han er i bad, tager jeg cd’en og gemmer væk. Hvis jeg skulle have cd’en fra ham, ville det give problemer, der kunne ende med en magtanvendelse. Det er en problematik, vi er vant til, og vi har lavet notat på proceduren,  samt strategier, så det er godt gennemdiskuteret.

Det viser sig, at han har ’lånt’  cd’en, da han var i svømmehallen, den er leveret tilbage.

Dagen med beboeren slutter af med hygge ved aftenskaffe, godnatlæsning og -sang. En dag uden de store konflikter og uden magtanvendelser er en god dag for os alle.

To handleplansmøder – med vidt forskelligt indhold. Den ene med stor deltagelse fra klienten, den anden uden deltagelse. Begge møder har været konstruktive og udviklende.

Jeg er utrolig glad for mit arbejde, både de udviklingshæmmede, deres pårørende og alle mine kollegaer, der hver på deres måde giver utrolig feed back og er medvirkende årsag til et spændende arbejdsmiljø.

Navnene på de personer, der optræder i dagbogen, er ændret.