Kære politiker

Håber, at de børn, næste gang vi er sammen med dem, får de nærværende voksne, de bør have

Så blev det mandag med et brag. Efter en rolig weekend med lidt Asti, gode veninder og en meeeget afslappende søndag, viste mandag sig at blive noget ganske andet.

Dagbog af Nina Jørgensen, Stursagergården, Viby J, redaktionen@sl.dk
Illustration: Mai-Britt Bernt Jensen

Jeg møder kl. 14.30 på mit arbejde, som jeg er super glad for. Efter at have sagt op i vuggestuen på grund af nedskæringer, har jeg nu fundet min rette hylde på en aflastningsinstitution for børn og unge med forskellige handicaps.

Klart er nogle dage bedre end andre, men selv efter sådan en mandag som denne, er jeg glad for mit arbejde. Selv på de svære dage får man smil og gode bemærkninger og har følelsen af, at man er med til at gøre dagen god for vores børn og unge. Dertil kommer, at vi er en stor hjælp for deres forældre, som trænger til den aflastning, vi giver dem.

Men tilbage til mandagen:
Jeg bliver som det første mødt af en småtosset afdelingsleder, der liiige skal spille noget musik for mig, som hans band har lavet.

Vi sidder og rocker lidt, inden det er tid til overlap med dagvagten, hvor de eventuelle vigtige informationer gives. Vores super dygtige studerende kommer også, og vi skal arbejde sammen med en vikar.

Denne aften skal vi ’låne’ et barn fra den anden afdeling, så alt i alt kommer der syv børn til os tre  voksne. Der er en ok normering i aften i forhold  til, hvad der nogle gange kan være. Vores normering hedder som udgangspunkt tre voksne (det være sig pædagoger, vikarer eller medhjælpere) til otte børn.

Vores børn har meget forskellige funktionsniveauer, så det siger sig selv, at tre voksne til otte kørestolsbrugere, eller andre ressourcekrævende børn, er en del hårdere end tre til otte super ’dygtige’ og selvhjulpne børn.

Ledelsen og vagtplanlæggerne gør et godt stykke arbejde for at tilrettelægge dagene, så de bliver bedst mulige. Men da de er underlagt såvel økonomiske rammer som forældrenes ønsker,
er det ofte meget svært at få det mest optimale. Dertil kommer, at børnene, ligesom alle andre, har både gode og dårlige dage, og uanset hvilket humør de er i, så har de krav på at have nogle voksne, der er nærværende og engagerede.

Børnene ankommer lidt efter lidt og bliver modtaget af mig og min kollega. Vi hører, om deres dag har været god, og om der er sket noget, vi skal vide fra skolen eller SFO.

Kl. 16 er vores vikar endnu ikke kommet, og jeg ringer uden held til ham. På dette tidspunkt er det umuligt at få en anden vikar, så min kollega og jeg stikker hovederne sammen og forsøger at strukturere os ud af situationen.

Grundet mange ressourcekrævende børn kan vi ikke få hjælp af den anden afdeling denne aften.

Aftensmaden starter lettere kaotisk med, at børnene skal guides til bordet og have en siddeplads. Nogle sidemakkere fungerer bedre end andre denne dag, og X finder hurtigt ud af, at han kan  drille Y, som er ti år ældre end ham, men som er rigtig sjov at drille, fordi hun bliver så sur. Efter lidt tid vi får ro på truppen og aftensmåltidet går fint. 

Så følger to hektiske timer, hvor der skal bades, snakkes, igangsættes aktiviteter for dem, der ikke selv kan det, findes tøj til dagen efter, udredes konflikter (jep, man kan nemlig sagtens drille også efter maden), gives ekstra væske, skiftes bleer og ja, jeg ku’ blive ved.

Heldigvis er min kollega og jeg ubevidst enige om, at det her klares med humor, ro på og en sørens masse tålmodighed, for netop sådan nogle dage er hårde, hvis man ikke kan det.

Denne aften er der flest teenagere, og det kan godt give lidt ekstra følelsesudbrud – og det sker da også denne aften. B er 18 år, men langt fra alderssvarende. Hun vil enormt gerne have voksenkontakt hele tiden og er meget snakkende og ikke så god til selv at finde på en aktivitet udover at snakke med de voksne.

Det siger sig selv, at på sådan en travl aften er det meget svært hele tiden at være nærværende og opfylde hendes behov.

Hun sidder i kørestol og ’kan følge efter en, når man suser forbi’, hvilket hun også gør denne aften. Jeg forsøger nogle gange at hjælpe hende med at komme i gang med en aktivitet, men lige så snart jeg er nødt til at gå videre og hjælpe et andet barn, er hendes fokus på aktiviteten også væk.

Det er sådan situationer, hvor man kan mærke, at den dårlige samvittighed viser sig, idet man godt ved, hvad der bør gøres, men muligheden ikke er der. Derfor beslutter vi, at B får et aftenbad, når de andre er kommet i seng, så hun har mulighed for at få fortalt alt det, hun har på hjerte, og så hun ikke føler sig overset denne dag. Det vil så betyde, at den anden kollega skal rende lidt  stærkere med de praktiske ting, men det er vi enige om, vi gerne vil. 

Skæbnen vil så, at en forælder ringer, mens jeg ordner det praktiske.

En stor del af vores arbejde er at snakke med forældre, idet institutionens primære opgave i bund og grund er at aflaste dem. Forældrene til vores børn har det rigtigt svært, og nogle af dem så svært, at blot noget mistet tøj kan vælte læsset på en dårlig dag. Derfor skal vi ofte ligge øre til knap så ’pæne ting’, trøste, berolige og komme med gode råd og forslag.

Denne mor har en del bekymringer over sin søn, og jeg kan høre på hende, hun har brug for at snakke. Hendes søn har været her et stykke tid og trives rigtig godt med stedet og er tryg ved de voksne. Dog er moren ikke helt tryg endnu og har nogle gange ’skældt os ud’ for ikke at mandsopdække hendes søn, miste en strømpe og deslige.

Denne gang er det dog for at lette sit hjerte – hvilket jeg gerne skal indrømme, jeg er glad for, for efter sådan en dag kræver det en del overskud at tage imod bebrejdelser. Jeg lytter, og hun får luft og ringer af.

Mig videre i teksten, og min kollega har imens fået lagt en glad B i seng. Vi sætter os ned på hver sin stol, kigger på hinanden og griner… Sikke en aften. Vi er fuldstændig færdige og meget, meget trætte. Bliver hurtigt enige om, at det er sådan nogle dage, man ikke skal have for mange af, for så bliver man udbrændt.

Alt i alt synes vi, at vi har klaret det godt under de vilkår, vi havde den aften. Børnene fik mad, bad og andre basale behov opfyldt – meeeeen vi er også enige om, at vi håber, at de børn, næste gang vi er sammen med dem, får bedre muligheder for at få de nærværende voksne, de bør have…