Kære politiker

Hun falder hele tiden ned mellem stolene, hvorefter vi samler hende op

Jeg arbejder som socialpædagog i KFUK’s sociale arbejde Reden i Århus. Reden er et døgnåbent værested for kvinder i en svær livssituation, oftest med misbrug og prostitutionsproblematikker.

Dagbog af Ann-Louise Wohlert, Reden i Århus, redaktionen@sl.dk
Illustration: Mai-Britt Bernt Jensen

Jeg arbejder som socialpædagog i KFUK’s sociale arbejde Reden i Århus. Reden er et døgnåbent værested for kvinder i en svær livssituation, oftest med misbrug og prostitutionsproblematikker. Vi har et nathjem med otte pladser samt det, vi kalder ‘Dag-Reden’. Her kan kvinderne få råd og vejledning, gratis mad, omsorg, gratis kanyler samt kondomer. Reden Århus er et helle, et frirum fra gadens rå miljø. Flere af kvinderne anser Reden Århus som deres nærmeste netværk.

Bib bib bib lyder det, da jeg lidt søvnig åbner døren og møder ind på Dag-Reden. Klokken er 07.40, og alarmen går i gang. Mærkeligt tænker jeg, jeg havde jo slået den fra. Jeg skynder mig til telefonen og får afblæst alarmen, inden politiet ankommer. Jeg lægger på, og straks går alarmen i gang igen – der er telefonfejl…

Da den er ordnet, kan jeg gå over på nathjemmet lige ved siden, her får jeg hurtigt overlap fra den vågne nattevagt, jeg tager lidt kaffe. Natten har været rolig, dog fik vi besøg af en 14-årig – meget sent og noget beruset. Den unge pige blev ikke lukket ind, da vi er for voksne 18+. Jeg tænker, vi må gøre noget, vi må kontakte de opsøgende medarbejdere på gadeplan. Jeg får en mærkelig smag i munden – kunne vi have gjort det anderledes?

Jeg går ind på værelserne, hvor kvinderne sover. En voldsom lugt rammer mig hver gang, jeg åbner en dør, en lugt af røg, sure tæer, alkohol, en lugt af mennesker i nød. På det ene værelse er en ung kvinde med sin hund. Den knurrer, da jeg træder ind, passer på sin herre.

Langsomt begynder kvinderne at vågne. En med kvalme, en med voldsomme abstinenser. En skal ringe til lægen, en skal kaste op, en skal i bad, en skal have sit Metadon, en vil køres på klinikken for at få udleveret medicin. Telefonen ringer, jeg tænker, at det er en sygemelding, men det er en kvinde, der bare lige vil sige godmorgen.

Lidt efter lidt kommer alle op, får lidt mad og kaffe. Vi lukker nathjemmet, det blæser og er koldt. Jeg går på Dag-Reden hvor vi starter med morgenmøde kl. 09.00. Reden har lukket nu og de næste to timer. Kvinderne sidder imens i vores gård og venter på, at vi åbner igen.

Der møder mere personale ind nu: En socialrådgiver, en autodidakt værestedsmedarbejder, vores leder samt en pædagogisk praktikant. Til morgenmødet vender vi dilemmaet med den unge pige fra i nat. Vi bliver enige om at ringe til Drivremmen (opsøgende rådgivning for udsatte unge, red.) og oplyse dem om hændelsen.

Næste punkt er en kvinde, der gennem 12 år dagligt er kommet på Reden, og tiltagende er blevet meget dårligere. Hendes misbrug er styrende, og det er tydeligt, hun nærmer sig den sidste tid. Kvinden har et hjem, men er for traumatiseret og angst til at opholde sig der. Vi forsøger på andet år at arbejde på et andet tilbud. Kvinden er fysisk, psykisk og efterhånden også socialt handicappet.

Jeg bliver frustreret, fordi der bare ikke findes noget tilbud, hun kan profitere af, hun falder hele tiden ned mellem stolene, hvorefter vi samler hende op. Jeg må da gøre noget, tænker jeg.

Det banker på døren, jeg åbner. Det er en 46-årig kvinde, der hoster og spørger, om hun ikke må komme ind og ligge på sofaen. Jeg siger ja, for det er tydeligt for mig, at kvinden har en lungebetændelse.

Kl. 11.00 åbner vi på Dag-Reden. Stille kommer kvinderne ind, vi har smurt mad og lavet frisk kaffe og the. Nogle nærmest løber over i sofaen og  sengen for at være sikre på en god og blød plads. Jeg er flere gange henne og tjekke vejrtrækningen på kvinden med lungebetændelsen. Synes, hun ser voksagtig, nærmest død, ud. Vi tilkalder en læge, som konstaterer lungebetændelse.

Jeg undrer mig over, at lægen kun giver hånd til mig som personale. Jeg undrer mig over, at lægen kun ser på mig, når han taler.

Lægen går igen, og grådkvalt fortæller kvinden mig, at hun netop blev mindet om, at hun bare er en skide junkie.

Det ringer på bagdøren, udenfor står en mand og beder desperat om et sæt kanyler. Han ryster og sveder. Øjnene er stirrende, han mangler tænder og næsen er brækket. Jeg må fortælle ham endnu engang, at vi ikke længere udleverer fixeudstyr til mænd grundet de mange naboklager. Han bander og siger, at han altid rydder op efter sig selv.

Jeg tænker, at Reden må gøre opmærksom på, at automaten med fixeudstyr i Klostergade ikke fungerer optimalt. Jeg får ondt af mændene.

Vi spiser frokost, det er hyggeligt, stemningen er god.

En kvinde bliver mindet på reglen om, at hendes hund skal være ved hende hele tiden. Kvinden bliver meget aggressiv, smider en kniv gennem rummet, smadrer glasset med mælk og går ud i gården til hunden. Jeg går efter, her kaster hun med en metalkasse fyldt med ejendele. Min kollega beder hende gå og komme igen om to dage, hvorefter det slår klik for kvinden. Hun vælter døren op til den rolige stue, tager en stol, som kastes gennem lokalet. Vi aktiverer vores overfaldsalarm.

Den kastede stol smadrer en loftlampe samt et gammel skab med glaslåger. Det hele går meget hurtigt. En kande er væltet, så saftevand drypper fra bordet.

En kvinde ligger forskrækket i en seng og spørger forsigtigt, om hun skal hjælpe med at rydde op. Jeg siger, hun skal ligge stille, da der er smadret glas overalt. Glemmer at sige tak, fordi hun ville hjælpe, øv, tænker jeg, jeg må samle op på hende senere.

Personalet samles på kontoret, hvor vi får snakket episoden igennem. Især er vi bekymrede for vores praktikant, men hun har det heldigvis okay.

Jeg tænker på, hvorfor kvinden mon blev så sur og aggressiv. Vi taler om det på kontoret. Kvinden  har ikke andre på denne jord end os på Reden – alle omkring hende er væk. Måske skaber den tætte relation en følelse i hende, hvor hun føler, at på Reden må hun gerne vise sin frustration. Vi ser det ofte som en del af arbejdet, at her er kvinderne trygge, her føler de sig hjemme, og hjemme viser man de ægte følelser.

Jeg får talt med de kvinder, der var i stuen, og som alle blev meget forskrækkede.

Der er stille nu på hele Reden, kvinderne sover eller ser tv, kun telefonen ringer en gang i mellem. En økonomisk sagsbehandler, en journalist, nogle 8. klasses elever, der har gruppearbejde om prostitution.

En kvinde ringer glad, blot for at fortælle, at hun har vasket tøj i dag. Vi taler meget i telefon, tænker jeg, rart at der er så mange, som finder Redens arbejde så spændende, at de ønsker vores kommentar og mening med.

Nogle bygningsarbejdere går forbi uden for vores vinduer, de råber højt ’fucking ludere’, de griner og går videre. Jeg ryster på hovedet.

Jeg finder vores bilnøgle og begiver mig af sted til Skejby Sygehus, hvor en kvinde er indlagt med en alvorlig infektion i hele kroppen. Hun bliver glad for besøget, og vi giver hinanden et stort kram. Vi taler om løst og fast. Jeg lover at tage kontakt til hendes misbrugsbehandler, få talt med Kriminalforsorgen, ringe til hendes mor samt at tage et brev med til hendes kæreste. Jeg kører mod Reden igen, tænker på, at det da i grunden er rigtig mange evner og ressourcer, denne kvinde har. Jeg smiler og håber på, at hun vælger en anden vej end stofferne. Håber på, at hun bliver 31 år.

Jeg låser døren op og kommer ind i gangen på Reden. Jeg hører en høj latter inde fra kontoret, der er stille i stuen, og personalet sidder på kontoret. Min kollega fortæller en sjov historie, og vi griner alle. Jeg skriver dagbog og NB-bog, krydser af i bogen, hvor vi noterer, hvor mange besøgende, der er dagligt. I dag rundede vi 16 kvinder og fem opkald samt to besøg ud af huset, alle kvinder i en svær livssituation.

Jeg tager bussen hjem, kører forbi Klostertorv. Kigger på de mange skæbner. Glæder mig dybt over at Århus har Reden, glæder mig over, at  vores kvinder ikke dagligt skal stå på Klostertorv.

Glæder mig over livet.

 

  • Hvad er for dig det mest slående, når du læser dagbøgerne? Det, du kan genkende, eller det, der er anderledes fra dit eget arbejde?

  • Hvis du selv tænker en arbejdsdag igennem, hvordan er dine muligheder så for at reflektere over dine faglige beslutninger, sådan som dagbogsskriverne gør?

  • Hvis du selv skulle lave en overskrift til en dagbog om din seneste arbejdsdag, hvordan ville den så lyde?
 

 

Så blev det mandag med et brag. Efter en rolig weekend med lidt Asti, gode veninder og en meeeget afslappende søndag, viste mandag sig at blive noget ganske andet.

Det er dagen derpå – dagen efter at vi i samlet flok har fået at vide, at vi på Aktivitetscentret skal spare seks procent – tre procent fra i år og tre procent fra næste år.

På mit arbejde snakker vi tit om, hvor meget pædagogisk arbejde vi får lavet i dagligdagen, samt hvor meget vi får snakket og reflekteret over os selv og hinanden. Da jeg så opfordringen i Socialpædagogen til at skrive dagbog for en dag, bestemte jeg mig for at fortalte ikke mine kollegaer noget, hvis det nu ville prøve det. Jeg havde på forhånd valgt datoen, jeg påvirke vores ‘snak’ og arbejde i løbet af arbejdsdagen. Efterfølgende kan jeg se, at det vist er en meget typisk dag på min arbejdsplads – og egentlig er jeg meget godt tilfreds. Vi reflekterer, over os selv – for at udvikle os selv og hinanden, forhåbentlig til gavn for beboerne.

Klokken er 5.30, og mit vækkeur ringer. Jeg står op, lister ud på badeværelset og gør mig klar til en ny dag som plejemor.

Jeg er så heldig at arbejde i et paragraf 108-tilbud. Det har jeg gjort i 10 år og glæder mig stadig til at møde på arbejde. I den bolig, hvor jeg arbejder, er jeg så heldig, at borgerne næsten lige er flyttet i nye fine lejligheder. Hver borger, fem med vidt forskellige handicaps, har deres egen, dejlige lejlighed.

Min dag starter med en løbetur, hvor tankerne blandt andet beskæftiger sig med dagens program. Ved siden af mit faste arbejde, på en døgninstitution, er jeg hjemmevejleder for to klienter, og den ene skal vi holde handleplansmøde for her til formiddag.

Faglig fantasi er et nøgleord i mit arbejde! 7.51 møder jeg på Aktivitets- og samværstilbudet Linden som den første – ordner de daglige rutiner. To af mine øvrige kollegaer kommer, og vi mødes til lidt snak og modtagelse af brugerne.

Jeg arbejder, som vikar, på en institution, hvor 30 udviklingshæmmede mennesker har deres hjem. Institutionen er delt op i fem enheder – jeg arbejder i den enhed, hvor borgerne på det tidligste udviklingstrin bor. Der bor fem borgere i alderen 37 – 57 år (fysisk alder), men kognitivt fungerer de som babyer under et år.

Jeg starter min dag, som altid, på kontoret. Klokken er syv morgen, og en kollega har allerede tændt for kaffemaskinen i køkkenet, sat brød i ovnen og dækket morgenbord til 16. De fleste morgener kommer der dog ikke så mange og spiser morgenmad, men det betyder jo ikke, at man ikke skal forsøge.

Se flere