Kære politiker

Jeg går ofte hjem fra arbejde og tænker, at det, der skal til, er flere hænder

Jeg er så heldig at arbejde i et paragraf 108-tilbud. Det har jeg gjort i 10 år og glæder mig stadig til at møde på arbejde.
I den bolig, hvor jeg arbejder, er jeg så heldig, at borgerne næsten lige er flyttet i nye fine lejligheder. Hver borger, fem med vidt forskellige handicaps, har deres egen, dejlige lejlighed.

Dagbog af Anita Heinecke, Aktiv-Bo, Lolland, redaktionen@sl.dk
Illustration: Mai-Britt Bernt Jensen

Vores dag starter kl.7, hvor vi skal hjælpe de fem borgere op og i bad. Alle hverdage er vi glade for, at vores kollegaer fra dagcenteret møder ind kl. 7 og hjælper med at klare morgensituationen.

Det sværeste i min hverdag er at være nærværende nok for alle fem, da jeg ofte er alene med dem.

Jeg havde sammen med den borger, jeg er primærpædagog for, håbet på, at jeg kunne støtte  hende i at lave mad i sin egen lejlighed. Så hun selv kunne bestemme menuen, være med til at handle og lave maden. Dette kan dog meget sjældent lade sig gøre (to gange på tre år har hun lavet pandekager), da de fire andre også skal have mad og kærlig omsorg.

Jeg kommer dog på den sværeste prøve, når jeg er alene på arbejde, og nogle af borgerne får det dårligt og ikke kan overskue deres liv. Dette kan ofte ende i udadrettet adfærd, og så bliver alle borgerne meget urolige.

Så kommer mine pædagogiske evner virkelig på prøve.

Jeg har for eksempel en borger, som har særtakst i dagtilbuddet, men når han kommer hjem, forventer man åbenbart, at han har en anden adfærd,
da han ikke kan få særtakst i boligen. Hvorfor mon ikke? Det kan undre mig.

Jeg går ofte hjem fra arbejde og tænker, at det, der skal til, er  flere hænder. Så ville borgerne få en bedre livskvalitet med flere tilbud og muligheder.

Borgerne har vidt forskellige ønsker og behov. For eksempel har en lyst til at fiske, en anden elsker at se fodbold og en tredje vil meget gerne i biografen. Det kan bare ikke lade sig gøre, da der ikke er personaleressourcer til det. Det er ellers meget værdifuldt med disse én til én-kontakter, hvor personalet kan koncentrere sig fuldt ud om den enkelte borger, og det er oplevelser, som vi kan bygge videre på i hverdagen, og som borgerne kan leve højt på længe.

Det er svært at flytte rundt på personaletimerne, da vi er fem fuldtidspersonaler til de fem borgere.

Da vi har et godt arbejdsklima og arbejder med ’Det anerkendende blik’, er vi fem personaler, der løber stærkt for at få tingene til at hænge sammen, for vi vil det her.

Mit største ønske er, at borgerne kunne få den individuelle vurdering og tildeling af timer, som Serviceloven og menneskerettighedskommissionen foreskriver. Dette sker ikke, og det har jeg meget svært ved at forstå og kunne godt tænke mig at få et forståeligt svar.