Kære politiker
Jeg tænker over ærlighed kontra det at komme til at udstille menneskers fremfærd og følelser
På mit arbejde snakker vi tit om, hvor meget pædagogisk arbejde vi får lavet i dagligdagen, samt hvor meget vi får snakket og reflekteret over os selv og hinanden. Da jeg så opfordringen i Socialpædagogen til at skrive dagbog for en dag, bestemte jeg mig for at fortalte ikke mine kollegaer noget, hvis det nu ville prøve det. Jeg havde på forhånd valgt datoen, jeg påvirke vores ‘snak’ og arbejde i løbet af arbejdsdagen. Efterfølgende kan jeg se, at det vist er en meget typisk dag på min arbejdsplads – og egentlig er jeg meget godt tilfreds. Vi reflekterer, over os selv – for at udvikle os selv og hinanden, forhåbentlig til gavn for beboerne.
Dagbog af Gitte Vedel Braaby, Region Syddanmark, redaktionen@sl.dk
Illustration: Mai-Britt Bernt Jensen
Men her er min dagbog den 5. oktober 2009:
4.45 – vækkeuret ringer, sover rigtig dårligt, når det er mig der møder på afdelingen først og afløser nattevagten! Nattevagten sidder i køkkenet – der har været roligt hele natten, ingen har været oppe! Tjekker hurtigt computeren og registreringsskemaer, for at se, om der er sket noget eller om der er specielle hensyn, jeg skal forholde mig til.
Klokken er nu 6.20, John skal hjælpes i bad. Han er vågen, det går nemt med at komme på badeværelset. Jeg overvejer om det er mig, der har ændret adfærd? Før var det til tider meget svært at komme på badeværelset – måske var det min usikkerhed, han spejlede? Tænker derefter: Eller måske er vi bare inde i en god periode? Hvem ved, tolkninger, tolkninger og...
Hører nu dørklokken, de to næste kollegaer møder. Finder kalenderen frem, sammen sætter vi os og planlægger hvem af os, der skal lave de forskellige opgaver i løbet af dagen. Kalenderen er ikke overtegnet – så opgaverne skal ikke planlægges minutiøst. Vi snakker om weekenden – hvor jeg har haft vagt lørdag og søndag.
Ret hurtigt rejser vi os. Jeg hjælper Jette i bad, hun er stået op, tænker samtidig, at Jette kan mange ting selv, hvis jeg guider tydeligt – samtidig overvejer jeg, hvor god jeg egentlig er til at ’sidde på mine hænder’ – jeg tænker på, hvad mine kollegaer gør, når de hjælper Jette.
Går i køkkenet, det er mig, der står for morgenmad og medicin i dag. En efter en – efterhånden som de enkelte beboere har været i bad, kommer de ud i køkkenet og spiser deres morgenmad.
Efter morgenmaden hjælper vi beboerne med at få tasker pakket og finde overtøj, nogle skal med bussen på arbejde, andre går. En beboer er hjemme efter sin operation, hun bliver hjulpet i gang med sit broderi.
Nu skal huset ordnes, og der skal hentes penge og papirer på administrationen. Først får vi en kop kaffe, klokken er halv ti – vi sidder og snakker om etik, og om hvor vigtigt det er både at være fysisk og psykisk tilstede, når vi er på arbejde. Vores beboergruppe reagerer med det samme, hvis vi ikke er ’tilstede’.
Vores afdelingsleder kommer, sætter sig og deltager i snakken – vi fortæller hver især om oplevelser eller episoder, hvor vi kan se, at beboerne har reageret på vores adfærd.
Samtidig fortæller en kollega om et kursus, hun engang har deltaget i, hvor kursuslederen havde sagt, at negativitet, dårligt humør og psykisk fravær skulle hænges på en knage uden for hegnet i den børnehave, hvor hun på daværende tidspunkt arbejdede.
Synes det er en rigtig god tanke og fin betragtning, men lidt efter bliver jeg ramt af mig selv, og tænker tanken lidt længere... Jeg synes jo det er rigtigt, men samtidig tænker jeg: Hvad gør man så? Og hvordan ville jeg reagere hvis min kollega ringede og sagde: ‘Jeg kommer ikke i dag, jeg er sådan lidt småsur’ Hmm – ideologien er fin, men tror alligevel, at jeg også selv ville blive lidt småsur, hvis min tid så skulle bruges til at finde en vikar.
Alle ’skal gøres’-tingene bliver gjort – vasketøj, ordne værelser osv. – og så kommer turen til pengekasserne. Jeg er ikke nogen haj til det, derfor får jeg min kollega til at hjælpe mig!! Tænker bagefter – bare vi har gjort det rigtigt.
Telefonen ringer nogle gange i løbet af formiddagen. De ringer fra Jettes arbejde og siger, at hun kommer hjem til middag fordi hun er så træt.
De første begynder at komme hjem nu hvor klokken er 11.45 – i alt fire beboere. De spiser frokost efterhånden som de kommer ind af døren.
Jette vil gerne i seng – så det får hun hjælp til. En enkelt beboer skal afsted igen og får hjælp til det.
En håndværker kommer for at reparere en lås. Han vil gerne have den gamle lås, som altså af en eller anden årsag er pillet ud. Jeg aner ikke hvorfor, og kan ikke finde den.
12.45. Vi bliver ringet op – om vi vil hente Per, han vil ikke være på arbejdet mere. En kollega og jeg henter ham! Tænker, at det er mærkeligt. Det er ikke sket før, ikke mens jeg har været ansat – tænker om der er sket noget, noget som måske gør ham utryg? Jeg tolker igen!
Tilbage i huset. Snakker fortroligt med mine kollegaer – tænker, at det er dejligt at kunne vende nogle tanker med dem, det letter.
Klokken er 13, og min ene kollega har fri nu. Jeg hjælper Per, mens min anden kollega gør klar til overlap. Der laves kaffe, det sidste vasketøj ordnes, og vasketøj kommer retur fra vaskeri, dette lægges delvis på plads.
Mens jeg hjælper Per, tænker jeg på, hvorfor han reagerede sådan på sit arbejde, men han kan jo også være småsur eller have ’glemt at hænge’ alt det negative udenfor! Skriver bagefter en mail til hans kontaktteam og orienterer om forløbet.
Lidt i to kommer de to næste kollegaer, vi fortæller om dagens begivenheder, hvem der er hjemme, hvem der sover og så videre.
Klokken 14 kører jeg hjem. I bilen tænker jeg på personalemødet på onsdag, og hvilke punkter jeg selv har skrevet på dagsordenen. Jeg tænker over, hvad der er god etik, når der skrives og læses på bostedsystemet – jeg tænker over ærlighed kontra det at komme til at udstille menneskers fremfærd og følelser.
Jeg parkerer ved børnehaven. Min søn har set mig, han sidder i et træ! Han råber: ’Hej mor’ og vifter med en kæp. Min arbejdsdag er slut.
Navnene på de personer, der optræder i dagbogen, er ændret.