Kære politiker

Noget i mig forbereder sig på, at han kan være død, da han er så stille og bleg

Jeg starter min dag, som altid, på kontoret. Klokken er syv morgen, og en kollega har allerede tændt for kaffemaskinen i køkkenet, sat brød i ovnen og dækket morgenbord til 16. De fleste morgener kommer der dog ikke så mange og spiser morgenmad, men det betyder jo ikke, at man ikke skal forsøge.

Dagbog af Anja Sika Simonsen, Pædagog, Fjordvang, Guldborgsund, redaktionen@sl.dk
Illustration: Mai-Britt Bernt Jensen

Andre kollegaer er allerede i gang med at se i kalenderen, hvad der er planlagt for dagen, og i meddelelsesbogen om der er noget vigtigt, vi skal vide fra morgenstunden. Vi uddelegerer dagens opgaver samt beboerne imellem os. Vi forsøger så vidt det er muligt at dele det op ud fra, hvem der er kontaktpersoner for hvem. Det virker godt i forhold til relationer og det at have en feeling for, hvor beboeren er lige nu.

Selvom jeg nu har fået en del opgaver, ved jeg godt, at der kan dukke meget mere op undervejs, og det er jo også det, der gi’r krydderi på arbejds dagen. Jeg kan godt lide lidt uforudsigelighed.

En beboer står i døren og hilser godmorgen. Han vil gerne have udleveret sin morgenmedicin. Andre kommer også op i køkkenet og beder om morgenmedicin og bliver tilbudt morgenmad og kaffe. Der er hygge i køkkenet nu, og snakken går om vind og vejr mellem beboere og personale over morgenbordet.

Selv går jeg til en beboers værelse og banker på. Jeg må låse mig selv ind, da hun som regel sover meget tungt. Jeg må ruske hende en del og sige meget højt godmorgen, før hun vågner, og det virker egentlig lidt grænseoverskridende på mig, men da hun endelig får øjne, sender jeg hende et varmt smil. Jeg er bevidst om, at det vil give hende en god og tryg følelse indeni.

Hun spørger mig, hvad dag det er, om hun skal på arbejde, og om hun kan få cigaretter. Kvinden er alkoholdement, og det er de samme spørgsmål, hun stiller hver dag. Jeg ved, at det giver hende ro og tryghed at mærke, at jeg godt vil hendes spørgsmål og hende, og at hun  kan stole på, at jeg husker det hun har glemt.

Tilbage mod køkkenet banker jeg på en anden dør. Også her må jeg selv åbne døren på klem og sige godmorgen. I en seng på værelset hiver en beboer dynen over hovedet. Jeg fortæller ham, at det ville være hyggeligt, hvis han havde lyst til at komme ud til morgenbordet.

På et andet værelse kalder en beboer på mig. Han vil gerne hjælpes i bad. Han forsøger at rejse sig fra sengen, og jeg vurderer efter lidt tid, at han motorisk er meget dårlig i dag. Nogle dage vil han slet ikke op af sengen, og sover dagen væk lige meget, hvor meget man forsøger at motivere ham. Andre dage, som i dag, beder han selv om hjælp.

Det er meget forskelligt, hvor meget hjælp han behøver. Sådan er hans hjerneskade. Han bliver dog dårligere og dårligere, og vi må hele tiden se på, hvad hans behov er.

Jeg henter en kørestol til ham og hjælper ham med at finde rent tøj frem. Der er ikke meget plads på hans lille værelse til at komme rundt med kørestolen.

Han har ikke sit eget badeværelse, men deler med syv andre beboere, men heldigvis er der ledigt.

Beboeren er glad efter badet og viser alle sin nybarberede hage.

En af beboerne på første sal skal indlægges og er bange. Det kommer til udtryk ved, at hun skælder ud på alt og alle. Jeg går op til hende og hjælper hende med at overskue situationen.

Hun ved godt, at den er helt gal, hun har smerter i hjertet, og hun har været i situationen før. Hendes infektionstal er skyhøjt, og der venter hende en masse antibiotika intravenøst.

Tiden på et hospital føles lang, og hun får sværere ved at skaffe sig stoffer. Jeg fortæller hende, at hun nok skal få sin metadon, mens hun er der. Hun har lige fixet speed, hun sveder enormt og taler uafbrudt og uden sammenhæng. 

Da hun ser en anden beboer på gangen, bliver hun pludselig meget vred og skælder ham højlydt ud med mange grimme udtryk. Jeg grænsesætter hende og fortæller hende, hvad jeg ser.

Jeg oplever, at det i virkeligheden handler om hendes egen utryghed ved situationen, og hun bekræfter det.

Jeg tilbyder en studerende at køre med til hospitalet efter at have spurgt beboeren først.

I bilen taler beboeren uafbrudt om ønsket om at flytte i egen bolig og at stoppe med at fixe med det samme.

Jeg fortæller hende, at det, jeg hører hende fortælle mig, er, at hun er bange for at være syg og at kunne dø af det, og
at hun ønsker sig noget bedre med tilværelsen. Vi taler lidt om det, men inden længe er hun tilbage i, at hospitalet skal finde hende en egen bolig, og at hun vil stoppe med at fixe med det samme.

Der er lidt ventetid på hospitalet, og beboeren har det svært med det. Den studerende og jeg bliver hos hende imens. Hun klager højlydt over smerterne og ventetiden og græder lidt. Så vælger hun pludselig at tage cigaretter og fixepung frem og derefter finde et toilet. Jeg vælger, at vi bliver og venter på hende. Hun kommer tilbage samtidig med, at en sygeplejerske kommer, og jeg føler, vi får lavet en god og tryg overlevering.

På vej hjem taler jeg med den studerende om, hvordan det føles at være sammen med en, der har det så dårligt. Den studerende kan godt mærke det i maven.

Vi taler om, at beboeren får det bedre på lånt tid, hvis hun kan projicere nogle af sine følelser over på os i stedet, men at det også er det, der gør at man brænder ud som pædagog. Det er alt for hårdt at skulle bære rundt på. 

Vi snakker om, hvordan man kan være opmærksom på det, passe på sig selv, samtidig med at man viser omsorg og støtter beboeren. Det er en svær opgave, da man som pædagog bruger sin medmenneskelighed og sin indlevelsesevne. Heldigvis føler jeg mig godt klædt på gennem kurser og videreuddannelse.

Hjemme igen er det blevet frokost, og nogle kollegaer sidder og spiser med de beboere, der har valgt at komme eller  som kunne motiveres. Jeg vil ikke forstyrre, så jeg går en tur rundt om bygningerne. Det er dejligt vejr, og vi har en skøn natur på stedet.

I en anden bygning åbner en mand vinduet og råber truende efter mig og kalder mig en led kælling. Andre gange har han nu råbt værre ting efter mig. Jeg tager det ikke personligt. Jeg ved godt, at manden er meget syg og har det rigtigt skidt, men ikke kan være på psykiatrisk plejehjem, fordi han er for udadreagerende.

Jeg kan ikke lade være med at undre mig over, at der ikke er noget tilbud til en mand som ham, og være ærgerlig på mandens vegne. Så selvom jeg ikke tager hans udbrud personligt, rører oplevelsen mig alligevel – men på mandens vegne.

Tilbage på Fjordvang går en beboer hvileløst rundt. Jeg  går hen og hilser på ham. Han fortæller mig, at han ønsker at komme videre i dag. At han ikke vil bo her mere, og at han gerne vil have eventuelle papirer, vi måtte have med hans navn på.

Jeg sætter mig over for ham og spørger ham, om han har tænkt på, hvor han så vil tage hen. Han sætter sig også ned og siger, at han ikke ved, hvor han vil hen, men bare gerne vil væk. Jeg spørger til, hvad der kunne være af muligheder, og han fortæller om steder, han har boet, venner, han har haft og de tanker, han har gjort sig på det sidste, om vennerne mon stadigvæk bor de gamle steder.

Vi taler lidt om, at det godt kan være, at de ikke er der mere efter så mange år. Han fortæller mig om oplevelser, og samtalen udvikler sig til en hyggesnak om gamle dage.

Efterfølgende taler beboeren ikke om at flytte, men går dog stadigvæk lidt rundt. Jeg mærker, det er en opgave at sætte noget i stedet for det, han savner. Hans misbrug har været dalende i en tid, og han er blevet meget mere social.

Der er en del beboere, der ikke har ønsket frokost, og som heller ikke er kommet efter deres middagsmedicin. Jeg går til en beboer med hans medicin og et glas saftevand. Hans dør står på klem, og jeg kan se, han ligger i sin seng.

Noget i mig forbereder sig på, at han kan være død, da han er så stille og bleg, men så kan jeg alligevel se brystkassen bevæge  sig en smule. Jeg banker på den åbne dør, og han kvitterer med et ’skrid’.

Jeg kan se, han har tisset i bukserne, så jeg fortæller ham, at jeg kan se det, og spørger ham, om han vil have lidt hjælp til at finde noget rent. Han svarer mig ikke. Jeg siger til ham, at jeg tænker, at det ikke er rart at have våde bukser på, og at
jeg gerne vil hjælpe ham. Han beder mig igen om at skride.

Jeg siger, at han kan finde mig nede i køkkenet, hvis han skulle ombestemme sig, og at han kan hente sin medicin på kontoret.

Da jeg ikke får noget svar, bliver jeg stående lidt i døren, og  siger så til ham, at jeg bekymrer mig for ham. Han åbner øjnene, kigger på mig og spørger, om jeg ikke vil hente en kop kaffe. Det vil jeg gerne, og efterfølgende får vi en snak, mens han drikker kaffe, får sin medicin og får tørre bukser på.

Da jeg går fra værelset tænker jeg på, at han – da han sagde ’skrid’ til mig – faktisk spurgte mig, om jeg virkelig ville ham. Jeg er glad for, at jeg har haft tid til at være tålmodig.

Efterfølgende på kontoret vender vi dagens oplevelser med de kollegaer, der er mødt ind til aftenvagt. En kollega har i løbet af dagen konfronteret en kvindelig beboer med hendes voldsomme adfærd over for personalet. Han oplevede, at det egentlig handlede om, at hun ikke havde det godt med, at hendes kæreste var fraflyttet dagen i forvejen. Selvom beboeren havde slået kollegaen i brystet, følte han alligevel, at det havde været en god omsorgssamtale.

Jeg følte, at det var godt, vi fik talt episoden igennem. Jeg syntes, det sværeste i mit arbejde er vold. Både over for mig selv, mine kollegaer og beboerne imellem.

Dagen slutter med valg af tillidsrepræsentant i et af mødelokalerne. Selv har jeg besluttet at stille mig til rådighed som suppleant, og da jeg kører hjem, er jeg valgt. Det er jeg glad for, fordi jeg godt kan lide, at min arbejdsplads er mere end min afdeling, fordi jeg tænker, at der er udfordring og læring også for suppleanten, og fordi jeg føler en faglig stolthed.

Mine største ønsker for min arbejdsplads er en konstant udvikling af tilbud, der matcher behovet, og derfor måske en dag også endnu en udvidelse af min egen afdeling, der ellers lige er blevet udvidet med det dobbelte antal værelser.

Men jeg ved, der er mange af de svageste i samfundet derude endnu, som ville have stor glæde af en bolig som dem på min arbejdsplads.

Fjordvang er et botilbud i Guldborgsund Kommune for misbrugere med særlige plejebehov.