Kære politiker

Skal brugerne selv klare toiletbesøg, måltider og aktiviteter?

Det er dagen derpå – dagen efter at vi i samlet ﬂok har fået at vide, at vi på Aktivitetscentret skal spare seks procent – tre procent fra i år og tre procent fra næste år.

Dagbog af Sidsel Marie Nielsen, Aktivitetscentret, Ikast-Brande Kommune, redaktionen@sl.dk
Illustration: Mai-Britt Bernt Jensen

I år har vi sparet på engangsbeløb. Det er åbenbart som at tisse i bukserne – dejlig varmt først, men nu er det iskoldt! Derfor skal vi også ﬁnde de tre procent igen sammen med de ’nye’ tre procent.

Der er gået mange tanker igennem hovedet, siden vi ﬁk beskeden. Forslaget lyder på, at pengene skal spares på lønkontoen. Det svarer til ca. 24 timer pr. uge eller ca. 200.000 kr.

Vi er alle frustrerede. Hvorfor er det, at vi inden for pædagogfaget er så gode til at sige ja og amen, når der kommer nedskæringer? Vi ﬁnder os i det, og så løber vi bare lidt hurtigere i hverdagen, for det skal jo ikke gå ud over vores brugere, så giver vi hellere lidt mere af os selv.

En kollega foreslår, at vi ﬁnder pengene ved at sælge brugernes stole og borde, så de må sidde på gulvet, når de er på arbejde. Det må da kaldes serviceforringelse, og mon ikke politikkerne vil reagere på billeder af brugere, der sidder på gulvet, fremfor utilfredse personaler, som er nødt til at løbe endnu hurtigere i hverdagen?

Der kom også mange andre gode forslag på bordet – bølgerne gik højt rundt om bordet mandag eftermiddag.

Men nu er det tirsdag, og en ny dag sammen med brugerne skal begynde. Vi møder ind som sædvanligt. Vi bliver enige om at mødes samme eftermiddag for at snakke nye ideer og muligheder igennem.

Vi møder brugerne næsten som vi plejer. Energiniveauet er ikke helt så højt, som det ellers er, men dagsprogrammet overholdes på bedst mulige måde.

Der fokuseres ikke på de tre handleplaner, som skal laves inden ugen er omme. Hjernen kører på højtryk for at ﬁnde muligheder, så sparerunden ikke skal ramme vores lønkroner.

Jeg er stolt af at være på en arbejdsplads, hvor hovedparten af personalet er ansat på 37 timer.

Det er værd at kæmpe for.

Brugernes arbejdsdag slutter, og personalet mødes som aftalt. På dette møde deltager områdelederen for at informere os om, at vi SKAL spare de seks procent på vores lønkonto – vi SKAL nednormeres.

Stemningen rundt om bordet er dalende. De ﬂeste af vores forslag – såsom aﬂysning af et forældre- og pårørendearrangement, Skovbjerg-fest og motion, brugernes skiture med bo-grupperne og diverse arrangementer sammen med brugerne – falder fuldstændig til jorden.

Grunden til, at vi bliver informeret om nednormeringen pr. 1. januar 2010 på nuværende tidspunkt er, at vi selv kan være med til at bestemme, hvorledes timerne skal spares.

Frustrationen vokser. En kollega spørger ind til denne nednormering, og om der følger en plan med, hvor politikkernes serviceforringelse beskrives. Det er jo let at kalde det en serviceforringelse, men hvad er det i det daglige, vi så ikke skal lave?

Skal vores dokumentation i form af skriftligt materiale såsom dagsprogrammer, støttesystemer, metodeplaner eller ugeplaner droppes? Skal vi ikke lave de lovmæssige handleplaner? Skal brugerne selv klare toiletbesøg, måltider eller aktiviteter? Hvad forestiller politikkerne sig egentlig?

Når så frustrationen over nednormeringen er en kendsgerning, skal vi vel diskutere, hvorledes den udformes i dagligdagen. Altså ﬂere brugere pr. personale. Skal vi til at tænke i medicinering af brugerne for at undgå konﬂikter og magtanvendelser i det daglige?

For at gennemføre nednormeringen/serviceforringelsen i det daglige skal der skæres i vores timer. Vi skal blive enige om, hvordan vi vil skæres. Er det solidarisk? Hytter hver mand sine timer? Hvordan pokker kommer det til at gå?

Vi bliver jo hver især frustrerede over forskellige forslag og argumenter, fordi de kan ramme os selv temmelig hårdt. Skal barselsvikaren gå fra 37 til 36 timer, så hun kun kan få understøttelse op til de 36 timer, når vikariatet slutter?

Det rammer altså ikke kun nu, men også fremadrettet.

’Av det gør ondt, det er lige der, ikke røre, kan du så la’ vær’...’

Hun falder hele tiden ned mellem stolene, hvorefter vi samler hende op

Jeg arbejder som socialpædagog i KFUK’s sociale arbejde Reden i Århus. Reden er et døgnåbent værested for kvinder i en svær livssituation, oftest med misbrug og prostitutionsproblematikker.

Håber, at de børn, næste gang vi er sammen med dem, får de nærværende voksne, de bør have

Så blev det mandag med et brag. Efter en rolig weekend med lidt Asti, gode veninder og en meeeget afslappende søndag, viste mandag sig at blive noget ganske andet.

Jeg tænker over ærlighed kontra det at komme til at udstille menneskers fremfærd og følelser

På mit arbejde snakker vi tit om, hvor meget pædagogisk arbejde vi får lavet i dagligdagen, samt hvor meget vi får snakket og reﬂekteret over os selv og hinanden. Da jeg så opfordringen i Socialpædagogen til at skrive dagbog for en dag, bestemte jeg mig for at fortalte ikke mine kollegaer noget, hvis det nu ville prøve det. Jeg havde på forhånd valgt datoen, jeg påvirke vores ‘snak’ og arbejde i løbet af arbejdsdagen. Efterfølgende kan jeg se, at det vist er en meget typisk dag på min arbejdsplads – og egentlig er jeg meget godt tilfreds. Vi reﬂekterer, over os selv – for at udvikle os selv og hinanden, forhåbentlig til gavn for beboerne.

'Systemet' burde sættes noget mere ind i, hvad det vil sige at være plejefamilie. De skulle ha´lov til at leve mit liv, bare en uge

Klokken er 5.30, og mit vækkeur ringer. Jeg står op, lister ud på badeværelset og gør mig klar til en ny dag som plejemor.

Jeg går ofte hjem fra arbejde og tænker, at det, der skal til, er flere hænder

Jeg er så heldig at arbejde i et paragraf 108-tilbud. Det har jeg gjort i 10 år og glæder mig stadig til at møde på arbejde. I den bolig, hvor jeg arbejder, er jeg så heldig, at borgerne næsten lige er ﬂyttet i nye ﬁne lejligheder. Hver borger, fem med vidt forskellige handicaps, har deres egen, dejlige lejlighed.

Du kan blive ved med at være den, du er, og hvis du føler, jeg/vi overskrider din grænse, skal du endelig sige til

Min dag starter med en løbetur, hvor tankerne blandt andet beskæftiger sig med dagens program. Ved siden af mit faste arbejde, på en døgninstitution, er jeg hjemmevejleder for to klienter, og den ene skal vi holde handleplansmøde for her til formiddag.

Faglig fantasi er nøgleord i mit arbejde

Faglig fantasi er et nøgleord i mit arbejde! 7.51 møder jeg på Aktivitets- og samværstilbudet Linden som den første – ordner de daglige rutiner. To af mine øvrige kollegaer kommer, og vi mødes til lidt snak og modtagelse af brugerne.

På et tidspunkt går han hen bag ved min stol og slår mig oven i hovedet

Jeg arbejder, som vikar, på en institution, hvor 30 udviklingshæmmede mennesker har deres hjem. Institutionen er delt op i fem enheder – jeg arbejder i den enhed, hvor borgerne på det tidligste udviklingstrin bor. Der bor fem borgere i alderen 37 – 57 år (fysisk alder), men kognitivt fungerer de som babyer under et år.

Noget i mig forbereder sig på, at han kan være død, da han er så stille og bleg

Jeg starter min dag, som altid, på kontoret. Klokken er syv morgen, og en kollega har allerede tændt for kaffemaskinen i køkkenet, sat brød i ovnen og dækket morgenbord til 16. De ﬂeste morgener kommer der dog ikke så mange og spiser morgenmad, men det betyder jo ikke, at man ikke skal forsøge.

Se flere

Dette nummer 22/09

30. oktober 2009

Download som PDF

Socialpaedagogen