Kære politiker

'Systemet' burde sættes noget mere ind i, hvad det vil sige at være plejefamilie. De skulle ha´lov til at leve mit liv, bare en uge

Klokken er 5.30, og mit vækkeur ringer. Jeg står op, lister ud på badeværelset og gør mig klar til en ny dag som plejemor.

Dagbog af Ingeborg Christensen, Familieplejer, redaktionen@sl.dk
Illustration: Mai-Britt Bernt Jensen

Det er tirsdag, og Maria skal med bussen til SFO kl. 6.10. Maria er 10 år, infantil autist og svært retarderet og hun blev anbragt, da hun var syv måneder. Alt skal være ’som det plejer’, så da jeg er klar selv, pakker jeg skoletaske, tænder for min radio – Maria vågner langsomt til de vanlige lyde – og laver kaffe, dækker morgenbord og lister ind til Maria.

Hun skal lige nusses lidt og står så glad op. Ud på toilettet, ren ble, en varm vaskeklud diverse steder og en meget hurtig tandbørstning (da det eventuelt kan starte en konflikt), tøj på, ud i gangen og i fodtøj og jakke.

Som regel passer tiden, så vi går direkte ud til bussen – Maria spiser morgenmad i SFO’en. Altid en glad chauffør, som modtager os, ind og spændes i sikkerhedsselen og ’ha’ en god dag’ – vinker og går ind til resten af familien, som nu gerne må komme frem.

Hvis ’de andre’ er oppe om morgenen, vil det nemlig ødelægge hele Marias dag, for så er det ikke ’som det plejer’ – og dét er hele hendes liv...

Vi spiser morgenmad, Henrik kører på arbejde kl. 6.55, og jeg kalder på vores egen søn, Jonas på  12 år. Han kommer op og i bad, spiser sin morgenmad, og imens spørger han mig om sin dag og spørger også lidt til min.

Jeg fortæller ham, at jeg skal have et møde med Anne, kuratoren fra Kommunen, som har anbragt Maria for 10 år siden. Jonas spørger ind til mødet, for vi har ikke haft aflastning til Maria siden juli. Hun har ellers været i aflastning på det samme sted siden august 2003, men pludselig meddelte de – midt i vores sommerferie – at de ikke magter hende mere.

At vi ikke har haft aflastning i tre måneder,
har stor betydning for Jonas. Det betyder, at vi pludselig ingenting kan sammen mere bare os, for vi har ikke fri mere.

Så Jonas ved godt, at det, at Anne kommer, enten kan betyde, at vi fortsætter uden fridage, eller det kan komme til at betyde, at vi igen har fri hver anden weekend.

Jeg ved godt, hvad han håber – og alligevel tildeler jeg ham i tankerne en af mine utallige guldmedaljer, fordi han er så fleksibel, som han er omkring Maria.

Jonas bliver klar, og jeg vinker til ham, da han kører på sin cykel. Går ind og begynder at bage boller, rydder op og væk, så her er ’pænt’ til Anne kommer.

Tænker undervejs igen for tusinde gang: Bare der snart sker noget! Hvor mange i dagens Danmark ville arbejde ’gratis’ i nu tre måneder – endda uden at få den store tak for det? Anne sæt ter ganske vist meget stor pris på vores arbejde, og fortæller det også. Men selvom Kommunen sparer en masse penge, når Maria ikke kommer på aflastning mere, så skal vi sandelig ikke tro, at der af den grund kommer flere penge i vores lønningspose, selvom vi nu er på non stop.

Kommunen har ikke nogen aflastningsfamilie til os, så vi har selv prøvet at finde nogen, men det bliver nogle hovsa-løsninger, som alligevel ikke giver mig fri. Det vil jeg snakke med Anne om i dag. Prøve at beskrive, hvad det gør ved os ikke at have fri.

Jeg glæder mig altid til Anne kommer, for hun er god til at lytte og komme med gode input – og man skal jo lige huske, at det ikke er Anne, som sidder på ’lønningerne’.

’Systemet’ burde bare sættes noget mere ind i, hvad det vil sige, at være plejefamilie, tænker jeg, mens jeg former boller. De skulle ha’ lov til at leve mit liv bare en uge – mon nogen vil bytte?

Jeg tror det ikke, for nu har jeg har oplevet, hvor svært det er bare at finde barnepiger til Maria. Det er jo ikke hvem som helst, der vil made et barn på 10 år, skifte ble med både stort og småt, blive revet til blods af hende som ’tak for hjælpen’ og blive råbt af med lyde, når hun ikke bliver forstået (hun har ikke sprog). Så nej, barnepigerne står ikke i kø...

Anne ved det godt, tænker jeg, og sætter kaffen over – jeg har bare brug for lidt ros. Tror det kommer i dag.

Kommer pludselig i tanke om, at jeg ikke hørte fra det forhåbentligt kommende aflastningssted
i går. Jeg ringede ellers til dem for at høre, hvor Maria stod på ventelisten.

Præcis kl. 9 er jeg klar med nybagte boller, kaffe og diverse tilbehør, pæn i tøjet og et ryddeligt hus og fem minutter senere kommer Anne. Dejligt at se hende og få snakket.

Jeg fortæller, at jeg har ringet til aflastningsstedet, og at vi med møje og besvær fik Henriks 50 års fødselsdag til at hænge sammen ved at få familien til at tage Maria, mens vi ’omrokerede’ vores hus: Vi havde inviteret 70 mennesker for en måned siden i håb om, at nu ville vi da have aflastning. Hendes primær-pædagog tog hende med hjem fra skole indtil kl. 20 den dag, Henrik havde fødselsdag, og kom så her med hende. Maria var så med til fødselsdag i en times tid, indtil hun ikke magtede mere og blev lagt i seng. Sammen knoklede vi om torsdagen, for at huset var ryddet igen, til Maria kom hjem fra skole. Jeg fortalte også, at vi havde fået samme pædagog til at passe Maria her i vores hus om søndagen, hvor vores barnebarn havde fødselsdag.

Anne sætter stor pris på, at vi får tingene til at hænge sammen for Marias skyld, og hun ved godt,  at det er en sejtrækker for familien. Vi snakker om, hvad pokker vi skal gøre, for nu bliver der altså nødt til at ske noget. Vi sidder og vender diverse muligheder med forskellige venner og familie, da telefonen ringer...

Det er aflastningsstedet, og jeg får mig en god snak med dem – og dog: Den munder ud i, at jeg får at vide, at Maria står som nummer fem på ventelisten til stor støtte, og at der kan gå fra tre måneder til op til et år, inden hun kommer ind...  Der røg min sidste optimisme – godt Anne var her, for ellers tror jeg, at jeg havde stortudet...

Men nu skal der altså ske noget, for så længe kan vi ikke klare uden aflastning. Anne og jeg aftaler, at vi – igen igen – skal overveje, hvad vi vil, og så kontakte hende. Vi planlægger desuden de næste samvær med Marias forældre, for dem har vi så også fået pålagt igen. Næste dato til møde med Anne bliver også valgt.

Hun kører, jeg rydder op og får mig en snak med Jonas, som i mellemtiden er kommet hjem fra skole. Han spørger med det samme: ’Hvad sagde Anne?’ Og igen igen kan jeg kun sige til ham: ’ikke noget bestemt’. Der er stadig ikke kommet noget på plads, og vi får så heller ikke den halve efterårsferie, som vi plejer at have.

Han bliver lidt ked af det, men som altid går det hurtigt over. Jeg lover ham, at vi nok skal lave noget spændende, mens Maria er i SFO i uge 42, og at moster har lovet at passe hende, hvis det bliver nødvendigt.

Jeg laver kaffe, til Henrik kommer, og han får også hele historien. Han er også ved at være træt af, at der ingenting sker og bliver lidt overrasket over, at der kan gå så lang tid med aflastningsstedet.

Klokken er pludselig 16.15, og Maria kommer hjem. Hun er lidt oppe og køre, så vi tager lige et par konflikter med det samme. Hun mener helt bestemt, at hun skal have cola i sit glas, og det mener jeg ikke, og i sådanne konflikter ryger vores støjniveau op over 100 decibel med Marias råb og skrig.

Henrik og jeg beslutter så, at jeg skal køre over til en i byen, som vi har i kikkerten til aflastning, da det nu pludselig er blevet meget aktuelt. Så går Maria helt amok og hiver og river i mig, hun vil med. Det er bare ikke så smart, synes jeg, når det er hende, vi skal snakke om. Beslutter dog alligevel, at hun må køre med, men hun får klar besked på, at hun skal blive i bilen, og at jeg ikke vil have, at hun sidder og råber og skriger.

Vi finder autostolen frem, og hun stiger glad ind i bilen. Det tager to minutter at køre derhen, og hun har hørt, hvad jeg sagde til hende – dejligt.

Jeg snakker ganske kort med Bo, manden fra det ægtepar, der er en mulig aflastningsfamilie, og han lover at snakke med sin kone og så ringe  tilbage ret hurtigt, om det i det hele taget er noget for dem. Vi havde dem i kikkerten, da vi ved, at hans kone, Gitte, arbejder med voksne med samme handicap som Maria. Så nu er det – igen igen – bare at vente...

Der falder ro over Maria, og hun ser på, at jeg laver mad. I dag er det ok, nogle dage skal maden serveres med det samme, for ellers bliver hun bare gal. Det er så hyggeligt, at hun gider stå stille ved mig og bare se på, hvad der sker. Vi skal have risengrød, da jeg ikke lige havde husket at tage mad op af fryseren. Intet problem for ungerne, da de elsker mælke-mad.

Da maden er ved at være færdig, går Maria hen og åbner skuffen med kanelsukker og tager det op. Vi har over 30 skuffer i vores nye køkken, og hun ved, hvilken skuffe kanelsukker er i, selv om det ikke bliver brugt hver uge. Det kan løfte ens humør, når hun gør sådan en ting.

Hun bliver utålmodig, da grøden er mega varm, jeg hælder det om på tallerkener, skyller i koldt vand, hælder om igen, og imens står hun og småhyler ved min side. Hun er altså nok lige ved at dø af sult, tror hun da...

Hun får det serveret, og jeg beslutter, at hun skal prøve at spise selv, og det gør hun meget flot, og mit humør stiger endnu flere grader. Hun bliver også siddende pænt ved bordet, så det er jo bare super.

Jonas skal til gymnastik, og Henrik skal ud til min mor og aflevere borde og stole fra fødselsdagen imens, så Maria og jeg er alene hjemme. Vi rydder væk efter maden, hun render lige i rumpen på mig og siger lyde hele tiden.

Min telefon ringer, og det er Emilie, vores datter på 23 år, hun ville lige høre, hvordan det var gået i dag, og jeg fortæller hende det. Men allerførst er jeg lige nødt til at fortælle om kanelsukkeret, og at hun har spist selv, og Emilie bliver også glad. Til gengæld bliver hun gal over, at der stadig ikke sker noget omkring aflastning. Som hun siger: ’Det er altså for nemt for Kommunen, du må råbe noget mere op, mor. Hvad ville de gøre, hvis du pludselig blev alvorligt syg, og du kan heller ikke blive ved med at holde til det’.

Det er svært, for Emilie har jo ret (og vil også gerne forsvare sin mor), og alligevel hører jeg pludselig mig selv forsvare Kommunen. Det er mega svært med de forbandede følelser.

Jeg prøver at lave et skift i samtalen, og det lykkes at høre om Emilies dag. Mens jeg har snakket, har jeg ryddet væk og skal nu i gang med at smøre madpakker. Maria følger lidt med i TV-Avisen, som jeg har tændt for i håb om bare at høre lidt af det.

Ti rundtenommer bliver smurt (de fem til Maria), morgenmad og frugt bliver gjort klar til Maria, hun skal huske at have bleer med, og det er nok også snart tid til termostøvler og skitøj, tænker jeg.

Maria har skidt i bukserne, så vi går på badeværelset og får hende renset og puttet i bad. Det er blevet noget nemmere at bade hende, efter hun er blevet klippet korthåret, hun bliver tørret og puttet i en ny frisk ble og nattøj. Tænderne bliver børstet, dog ikke uden protester – sender vores tandlæge en venlig tanke, for han er rigtig god til at rose os for at holde hendes tænder.

Hun får lov at blive lidt oppe endnu, hun bærer sin ble ud til døren, så den kan komme i skraldespanden. Hun sætter sig lidt i stolen, er måske ved at være træt, men så ringer min mor og vores store søn for lige at høre, hvordan det var gået i dag. Så måtte jeg et par gange til fortælle og høre, at ’nu må der da også snart ske noget’...

Klokken bliver 20, og Maria skal i seng, og det sker som oftest i god ro og orden, især når vi er alene. Så skal jeg lige ha’ skrevet i hendes bog (kontakt mellem skole og hjem) og ha’ ryddet det sidste vasketøj væk.

Jeg går og spekulerer over mit dilemma: Jeg vil så gerne ha’ min aflastning igen og samtidig kommer jeg nogle gange til at forsvare Kommunen. Tror måske, jeg er ved at være der, hvor jeg var, da vi i sin tid startede med at have aflastning: Det bliver svært, men vi er nødt til det, hvis vi vil ’overleve’.

Det er bare så svært, jeg bruger meget krudt på at gå og spekulere på at gøre alle godt tilpas, og så glemmer jeg måske lidt mig selv? Tror jeg vil overveje det lidt mere: Hvad vil jeg helst?

Jeg sætter kaffe over og går selv i bad. Klokken 20.30 kommer Henrik og Jonas hjem, og jeg skal lige høre lidt om hans gymnastik, inden han skal i seng. Efter lidt til maven og tandbørstning siger Jonas godnat.

Klokken er nu 21.15 og Henrik og jeg har lige lidt alenetid. Vi snakker om, hvad Bo og Gitte mon siger, og hvem pokker vi skal finde på at spørge, som de ’næste ofre’. Vi ser lidt tv, venter på nyhederne og begynder at blive lidt trætte i øjnene. Kl.
22.45 går jeg på toilettet og så kalder min dyne på mig. Godnat og sov godt til vækkeuret ringer klokken 5.30 onsdag morgen og jeg står op og…

Et lille indblik i en plejemors liv en ganske almindelig tirsdag… Hun går jo ’bare’ hjemme…

Navnene på alle personer er ændret og stednavne er udeladt af hensyn til plejebarnet og som følge af reglerne om tavshedspligt.