Synspunkt

Barnets Reform må ikke kvæle døginstitutionerne

Barnets Reform skal forbedre vilkårene for de cirka 15.000 udsatte børn og unge, der ikke bor sammen med deres biologiske familie. Et af de centrale temaer i Barnets Reform, der netop er forhandlet på plads, er, at flere børn skal anbringes i familiepleje, og det medfører implicit, at færre anbringes på døgninstitution. Ønsket for børnene er, at de skal opleve trygge og stabile relationer i en plejefamilie sideløbende med, at de beholder kontakten til søskende, bedsteforældre og venner fra det familiære netværk.

Af Inger Thormann, psykolog, redaktionen@sl.dk
Illustration: Peter Hermann

Således ligger der mange gode tanker bag Barnets Reform, men politikere og embedsmænd må forstå, at vi ikke kan undvære døgninstitutionerne. Det er nemlig ikke altid, at det er bedst for et barn at blive anbragt i plejefamilie. Nogle børn viser så alvorlige problemstillinger, at selv erfarne plejeforældre må give op.

Først på året fik vi for eksempel inden for en måned anbragt to børn, der kom fra hver sin plejefamilie. Der var ikke tale om, at børnene havde haft ophold i dårlige plejefamilier. Det var opgaven, der udviklede sig anderledes end forventet. Ingen af børnene var grundigt beskrevet, og således var den  opgave, der skulle løses, ikke tilstrækkelig tydelig for de plejeforældre, der påtog sig opgaven. Begge børn kom, efter de brudte forhold, til Skodsborg – og det var godt.

Der vil som nævnt altid være en gruppe af børn og unge, der i en kortere eller længere periode af deres liv har brug for at opholde sig på en døgninstitution. Derfor må det være i samfundets interesse at sørge for, at vi fortsat har døgninstitutioner, som kan ‘levere varen’, altså sikre børn den optimale omsorg og beskyttelse – for eksempel sikre børns trivsel efter at de er født abstinente eller hjerneskadede som følge af moderens narkotika- eller alkoholmisbrug under graviditeten. Nogle af disse børn kan anbringes i en plejefamilie, men mange er helt afhængige af den ekspertise, der findes på en specialinstitution for behandlingskrævende små børn. Det viser vores mangeårige erfaringer.

Det kan også dreje sig om for tidligt fødte børn med helt særlige behov, for eksempel at få at få tilført mad gennem sonde, det kan dreje sig om spædbørn mistænkt for at have oplevet seksuelle krænkelser, og hvor observation og behandling af et tværfagligt sammensat personale opleves som en nødvendighed. Det kan også dreje sig om børn, der har været udsat for vold, med forskellige fysiske  og psykiske symptomer til følge, børn der er afhængige af en hel særlig omsorg suppleret med fysioterapeutisk, psykologisk og pædiatrisk behandling.

For disse nævnte grupper af små børn gælder det, at de efter et ophold på døgninstitution, der indebærer udredning, en grundig observation og behandling suppleret af en beskrivelse af den opgave, der skal løses, kan anbringes i en plejefamilie med god mulighed for at kunne blive der til de er fyldt 18 år, eventuelt længere.

Det kan også dreje sig om børn, der er to, tre, fire eller fem år, når de anbringes på døgninstitution. Flere års massivt omsorgssvigt har sat sit tydelige spor på børnene. Det er børn, der har manglet den mest fornødne omsorg og beskyttelse, børn der for eksempel har været omsorgsgivere for deres egne psykisk syge eller misbrugende forældre, børn der har lært, at de ikke kan stole på andre end sig selv, børn som ikke har dannet tilknytning, fordi de ikke på noget tidspunkt i deres liv har turdet hengive sig følelsesmæssigt til noget menneske. Det er børn, der på grund af de voksnes generelle ressourceknaphed, ikke er blevet inviteret til en følelsesmæssig relation.

Kun mennesker, der er fortrolige med omsorgssvigtets karakter og ødelæggelse af det lille menneske vil forstå den saglige argumentation for, hvorfor kassetænkning ikke kan anvendes, når omsorgen for Danmarks mest sårbare små børn skal sikres

Disse børn er på vagt overfor alle velmenende mennesker, og deres grundlæggende angst for at blive svigtet igen, giver sig  udslag i udadrettet og voldsom adfærd. De kan også være indadvendte, og befinde sig i en form for depressiv tilstand.

Vi må som samfund sikre os, at vi bliver ved med at opretholde et beredskab, der kan imødekomme disse specielt udsatte børns behov for en omsorg, der indbefatter en tværfaglig ekspertise. Først efter en grundig kortlægning af det konkrete barns behov for omsorg og behandling, vil det være muligt at finde og ansætte den plejefamilie, der kan løse opgaven på sigt.

Vi ser for øjeblikket det modsatte. Vi ser og mærker, at for eksempel Københavns Kommune ønsker at drive døgninstitutioner efter markedsøkonomiske forhold. Man ser ikke længere døgninstitutionen som et beredskab, der står klar, når behovet er der. Tilbuddet skal kun være der, hvis der er efterspørgsel, på kort sigt. Der tænkes ikke på, hvordan vi skal kunne tiltrække den faglige arbejdskraft. Allerede i 2005 blev den såkaldte aktivitetsbaserede budgetstyringsmodel (taxametermodellen) indført i forhold til Københavns Kommunes døgninstitutioner. Taxametermodellen går ud på, at kun med ‘kunder i vognen’ tikker taxameteret. Oversat til vores hverdag betyder det, at kun med børn i sengene, tilføres institutionen midler. Som døgninstitution får man herefter kun sine fulde budgetmæssige midler, hvis man har fuld belægning, og i det øjeblik man ikke har fuld belægning skæres der ganske simpelt i institutionens indtægter. Det er selvsagt et meget stort problem – ikke mindst fordi personalet skal have løn, uanset om institutionen har få eller mange børn.

Hvordan forestiller politikere og embedsmænd sig, at man på en døgninstitution skal kunne opretholde et godt og kompetent beredskab, hvis man i en periode får skåret i sit budget på grund af, at der ikke henvises børn til anbringelse – og samme kommune for øvrigt også fortæller os, at kvaliteten af døgnan bringelserne generelt ikke er tilstrækkelig god? Vi afkræves med andre ord kvalitet med den ene hånd, mens den anden hånd fjerner det økonomiske fundament for kvalitet.

Langsomt udsultes døgninstitutionerne økonomisk og den faglige ekspertise forsvinder, fordi personalet søger beskæftigelse andet steds.

Aktuelt har vores institution, Skodsborg Observations og behandlingshjem for små børn, ikke fuldt hus, og sådan er det. Sidste år havde vi heller ikke fuldt hus hele året, og resultatet er, at sidste års manglende indtægter begrænser vores økonomi meget kraftigt i år. Sådan er logikken i Københavns Kommunes Socialforvaltning. Det er utilfredsstillende, idet vi tilstræber kvalitet og altid har gjort det. Vi har fået nogle forslag af kommunen til, hvordan vi kan komme underskuddet til livs. Vi kan indskrive flere børn end vi er normeret til, eller vi kan lave større børnegrupper, så den enkelte pædagog skal tage sig af endnu flere børn, eller vi kan simpelthen skille os af med nogle medarbejdere.

Alle forslagene vil indebære en stærkt forringet kvalitet af den ydelse institutionen lever af at yde.

Rammen om vores institution er en gammel strandvejs-villa i Skodsborg. De fleste rum er forholdsvis små, og børnene  lever allerede tæt på hinanden. For eksempel deler fem spædbørn soveværelse. I grupperne, hvor de ældre børn bor, deler fire børn i alderen to-seks år soveværelse. At sætte en ekstra seng op kan synes enkelt, men sådan er det ikke. Hvert barn bærer på sit traume eller sine traumer, og hvert barn skal mødes og rummes af en voksen, der kan rumme barnets smerte og tilbyde sit nærvær. Derfor findes løsningen ikke i at sætte en ekstra seng op, ej heller i at bryde vægge ned og lade børnene bo i større enheder eller i at reducere personalet, som i forvejen løber stærkt. Endog meget stærkt.

Kun mennesker, der er fortrolige med omsorgssvigtets karakter og ødelæggelse af det lille menneske vil forstå den saglige argumentation for, hvorfor kassetænkning ikke kan anvendes, når omsorgen for Danmarks mest sårbare små børn skal sikres. Foruroligende, at hverken ansvarlige politikere eller embedsmænd rådfører sig med fagkundskaben og dermed får den fornødne indsigt, der må siges at være en forudsætning for at kunne lovgive og effektuere lovgivningen på det omsorgssvigtede barns præmisser.

Skodsborg, som vi kalder vores institution i daglig tale, har været et godt sted at være barn, og det har været et spændende sted at være medarbej der. Skodsborg er fortsat et godt sted at være for både børn og voksne, men spørgsmålet er, hvor længe det vil vare. Hvor længe kan vi blive ved med at sikre kvalitet i anbringelsen, hvis vore muligheder for at skabe kvaliteten fortsat begrænses?

Vi sikrer børnenes kontakt til deres søskende, bedsteforældre og øvrige netværk, og vi støtter børnenes kontakt med deres nærmeste også under svære vilkår. Vi ledsager børnene til samvær i fængsler og på hospitalsafdelinger, og når børn flytter til en plejefamilie, gør vi, hvad vi kan for at den etablerede kontakt med netværket fortsætter. Hvorfor skal Skodsborg og andre døgninstitutioner drives som var de almindelige kommercielle forretninger? Kan nogen forestille sig at politi, brandvæsen eller sygehusvæsnet for den sags skyld blev drevet efter samme model?

Vi har på mange måder været foregangsinstitution for andre, der arbejder professionelt med omsorgssvigtede små børn. Vi har beskrevet vores kvalitetsmål, før andre gjorde det, og før det pludseligt blev et krav, at alle skulle gøre det. Vi har lavet effektmålinger og deciderede forskningsbaserede undersøgelser af udskrevne børn. Vi har udgivet bøger og forskningsrapporter, ligesom adskillige dokumentarfilm fortæller om vores arbejde. Interesserede kan låne bøger og film på biblioteker og på Statens Filminstitut.

Velkommen til en reform, der har til hensigt at forbedre livet for de af Danmarks børn, der vokser op uden for eget hjem. Sker der imidlertid ikke en kvalitetssikring på døgninstitutionsområdet, herunder et opgør med den absurde økonomitænkning, vil de mest sårbare af Danmarks børn, i stedet for kvalitet desværre komme til at opleve det stik modsatte.

Inger Thormann har i en årrække været ansat som psykolog på Skodsborg Observations og behandlingshjem for børn mellem 0 og 6 år.