Generalforsamling Sydjylland
Ro, besindig vrede - og ung valgsejr
Sydjyllands generalforsamling blev afviklet i klassisk god ro og orden – medlemmerne bakkede op med overvældende flertal. Kampvalg sendte 31-årige Jan Vestergaard i Hovedbestyrelsen
Af Nina Møller, redaktionen@sl.dk
Illustration: Peter Hermann
Formand Michael Madsen åbnede sin beretning med at kalde sig selv en vred ung mand, fordi han op til kommunalreformen havde problematiseret, at kommunerne skulle overtage specialområdet. Men vreden var berettiget, konstaterede han. Og vrede gennemsyrede beretningen, hvori han rettede nogle gevaldige slag mod politikerne.
Tonen i vestjysk vrede er besindig, så man skulle lytte godt efter ordene: Det kommunale selvstyre er sat ud af kraft, for kommunerne holdes i finansministerens skatteskruestik. Derfor er der intet politisk råderum.
Michael Madsen krævede visioner af kommunalpolitikerne og spiddede dem:
–Er det blot lokale administratorer for Christiansborgpolitikken, vi skal hen og vælge den 17. november, spurgte han.
Den kraftfulde tale fik dog ikke debatten op i det røde felt, og egentlig diskussionslyst kom ikke til udtryk i forsamlingen. Medlemmerne bakkede dog fuldt ud op om bestyrelsen og stemte alt igennem med stort set enstemmigt flertal aftenen igennem.
En af de få indignerede stemmer kom fra Connie Simonsen, som sagde, at de fysisk og psykisk handicappede næsten er udgået af den offentlige debat.
Kredsen arbejder netop på at få specialområdet på dagsordenen med debatindlæg med sydjysk fokus på forbundets kampagne om tidlig anbringelse af børn og om anstændige handicapboliger.
For at imødegå kommunernes nedprioritering af området, har kredsen også arbejdet med at synliggøre faget overfor politikere og offentlighed, blandt andet med faglige arrangementer op til AIEJI-kongressen i maj. Det roste forbundsnæstformand og AIEJI-præsident Benny Andersen, som i sin tale sagde:
–I sydjyder var – uden sammenligning – dem, der formåede allerbedst og allerflottest at markere socialpædagogerne og det socialpædagogiske område.
Ung tillidsrepræsentant vandt over moden leder En smule drama opstod, da der efter middagen var valg til Hovedbestyrelsen, for fire kandidater var opstillet til tre pladser.
Det var første gang, der skulle holdes valg, siden kreds Sydjylland blev dannet i september 2006. Den nuværende bestyrelse og de delegerede har i kraft af en overgangsordning haft en treårig periode.
Formanden var selvskreven, den faglige sekretær ligeså, og så stod det egentlige valg mellem den unge fællestillidsmand, 31-årige Jan Vestergaard fra Døgncenter for Børn og Unge i Esbjerg, og den modne afdelingsleder Thomas Petersen fra forsorgshjemmet Overmarksgården i Kolding.
Thomas Petersens mærkesag var at samarbejde med de andre faglige organisationer. I sin præsentationstale nævnte han, at han ikke kan være tillidsrepræsentant, netop fordi han er leder. Måske var det netop hans akilleshæl, for vinderen, Jan Vestergaard, fremhævede i sin præsentationstale, at han som fællestillidsrepræsentant har kontakt til 11.000 medlemmer, heraf de 866 på sin egen arbejdsplads. Hans mærkesag er, at SL skal følge med tiden og sine medlemmer og derved stå stærkere end de såkaldte gule fagforeninger.
Jan Vestergaard blev valgt ind i Hovedbestyrelsen med en margin på bare fem stemmer, 61 mod Thomas Petersens 56.
Efter valget bad Socialpædagogen ham give sit bud på, hvad der havde givet ham marginalfordelen:
–Jeg tror, det er fordi jeg ikke er leder; fordi jeg er gulvmand og har den rolle, jeg har som fællestillidsrepræsentant. Jeg ved ikke, om alder spiller ind, men det kunne da være, folk mente, det var tid til noget forfriskende, gættede han.
Valg
105 stemmeberettigede medlemmer deltog på generalforsamlingen. Formand Michael Madsen blev genvalgt uden modkandidater. Ind i Hovedbestyrelsen blev foruden Jan Vestergaard og kredsformand Michael Madsen valgt faglig sekretær Poul Flack-Jensen. Som anden faglig sekretær blev valgt Charlote Vallø Nielsen. Se valgresultater og læs mere om generalforsamlingen kredsens hjemmeside på www.sl.dk/sydjylland