Prik

Der er grænser for hvad fagligheden kan tåle

Når jeg læser diverse besparelsesforslag fra kommuner, der mangler økonomi til at yde den service, amterne tidligere gav mennesker med udviklingshæmning i de specialiserede tilbud, må jeg græmmes.

Af Sytter Kristensen, Formand for Landsforeningen Lev, redaktionen@sl.dk
Illustration: Peter Hermann

Da tv i 2007 viste skræmmebilleder fra flere bosteder, var alle forargede – der blev debatteret stolpe op og stolpe ned, og der blev skreget på faglig kompetence, udvikling og synlig  ledelse. Her i 2009 er det svært at få øje på, at der er satset på kompetenceudvikling og synlig ledelse. Lederne er blevet pålagt mere administrativt arbejde. Og det halve personale kan klare opgaverne, ja, der pålægges sågar flere opgaver – for eksempel rengøring.

Med mindre politikerne tror, at alt personale sidder på deres flade og drikker kaffe hele dagen, som vi desværre også så på tv, må politikerne indrømme, at serviceniveauet er forringet. også nogle steder forringet så meget, at grænsen for anstændighed er nået.

Eksemplerne på den manglende anstændighed er talrige:

Det er ikke anstændigt, når pædagoger kan fortælle, at de ikke har mulighed for at udføre deres pædagogiske arbejde, fordi de mange praktiske gøremål skal løses først. Det er ikke anstændigt, når en pædagog siger, at det ikke er muligt at overholde serviceloven. Det er ikke anstændigt, når en pædagog fortæller, at arbejdsglæden er svær at få frem, fordi den dårlige samvittighed over manglende samvær med beboerne hele tiden træder frem. Det er ikke anstændigt, når pædagoger fortæller, at færdigheder hos beboerne med al tydelighed forsvinder. Det er ikke anstændigt, når  pædagoger fortæller, at de må sige nej til aktiviteter udenfor huset, fordi der mangler hænder. Tilbage i 2007, var alle enige om, at den eneste måde, man undgik omsorgssvigt, var at fokusere på videreuddannelse og gode faglige miljøer. Det ser ud til at være glemt.

Som leder er man ansvarlig over for de rammer, arbejdsgiveren, altså kommunen, udstikker. Det kan være meget konfliktfyldt – ikke mindst når loyaliteten over for arbejdsgiveren gør det meget vanskeligt, om ikke umuligt at leve op til sine forpligtelser over for personale og beboere.

Jeg har kun ros til overs for alle jer ledere og medarbejdere, der på trods af dårlige arbejdsforhold og manglende anerkendelse, fortsat gør en kæmpe indsats for at få hverdagen til at blive så positiv som mulig for de mennesker, der er i jeres varetægt. Men jeg frygter, at grænsen nogle steder er nået for, at i kan blive ved.

Når man taler om, at et område er specialiseret, ved man, at der skal en særlig viden/ kundskab til at udføre sin gerning. tænk for eksempel på speciallæge-området. Sådan er det også, når man arbejder med mennesker, der har svært ved at kommunikere, svært ved at begå sig og så videre. Skal den rette hjælp gives, skal en vis indsigt være til stede hos personalet. Jeg kan frygte, at de specialiserede tilbud bliver så udsultet rent fagligt, at man som pædagog  ikke længere kan lægge navn til arbejdet.