Dagbog fra Barcelona

Faglige input og nabostridigheder

Nabokonflikter er der masser af i La Mina-kvarteret – og så det godt at få nye faglige input og møde kolleger og gamle venner på en stor kongres. Dagbog om nogle spændende og hektiske dage i Barcelona og omegn…

Af Miriem Solsana, redaktionen@sl.dk
Mikkel Østergaard / Scanpix

Efter Aieji I maj kom verden til København, da den internationale organisation for socialpædagoger, AIEJI, holdt verdenskongres. 600 socialpædagoger og aktivister deltog. På denne og de følgende sider kan du læse, hvordan den socialpædagogiske hverdag tager sig ud for to af de udenlandske gæster, der nu er vendt hjem til henholdsvis Barcelona og Kathmandu.

Jeg kommer egentlig fra en lille landsby, der ligger 130 km fra Barcelona – men nu bor jeg her i Barcalona, og det er den bedste by i Europa, synes jeg.

Jeg arbejder med boligsocialt arbejde for ENTORN, en non-profit organisation i Barcelona, der udvikler og styrer sociale og pædagogiske projekter i en række sammenhænge.

Mit projekt og arbejde er i et kvarter, der hedder La Mina – et boligkompleks med høje etageejendomme og mange mennesker på lidt plads. Der er typisk 40 lejligheder i en opgang på 10 etager – og der er mange konflikter i sådan en opgang!

I Spanien er der i det hele taget mange af den slags nabokonflikter, og da særligt i kvarterer som La Mina, hvor folk bor tæt, og hvor mange beboe­re er presset socialt og økonomisk. Der

er mange arbejdsløse, der er splittede familier, problembørn og mange enlige ældre.

Vi arbejder to og to, og jeg har ansvaret for 11 opgange, hvor jeg er en slags ankerperson, som de kender og har tillid til – og min makker har så ansvaret for andre 11 opgange.

Vi har direkte beboerkontakt, men først og fremmest er vi en slags rådgivere og støttepersoner for boligselskabets egne folk.

Det er et gammelt projekt, der har kørt i syv år. Det er lykkedes at være med til at løse en lang  række af de grundkonflikter, der var i kvarteret, og projektet slutter her ved årsskiftet. Jeg ved dog godt, hvad jeg så skal lave…

Men til dagbogen, der handler om fem spændende og lidt usædvanlige dage i slutningen af november – fra torsdag til mandag.

Torsdag-fredag var jeg i Vic, en by, der ligger 60-70 kilometer fra Barcelona. Det er en gammel universitetsby, og her kan man læse

socialpædagogik. Jeg var der på grund af den første kongres for de catalanske socialpædagoger – og det var ligesom til AIEJI-kongressen i København som deltager.

Kongressen var arrangeret af kommunen, universitetet i byen og af vores fagforbund, CEESC (El Collegi d’Educadores i Educadors Socials de Catalunya).

Jeg ansøgte først midt i november om at komme med. Vi har en del af vores arbejdstid til uddannelse, og jeg havde ikke så meget tilbage, men den organisation, jeg arbejder for, ville gerne betale. Og jeg synes, det er godt at deltage i den slags – det er et privilegium at møde mennesker og lære nyt om udvikling af metoder og sådan. Socialpædagogik er jo et meget bredt fag, og her i Spanien arbejder vi med mange forskellige problemer.

Vi var 400 deltagere på kongressen – både praktikere, forskere og studerende – og det var ikke kun socialpædagoger: Kongressen var for alle, der arbejder inden for området, og i mit arbejde er det tværfaglige aspekt rigtig vigtigt.

Det overordnede tema på kongressen var ’socialpædagoger for et inkluderende samfund’, og det blev så diskuteret og debatteret i forhold til tre pinde: For det første: Hvad er det for et medborgerskab, vi taler om? Hvilke rettigheder er det, der er på spil? For det andet: Hvad er det for en faglighed og profession, vi ønsker? Hvad er det for en uddannelse, der skal til? Og for det tredje: Hvilke konkrete bud har vi? Hvad er det, vi går efter i vores daglige praksis?

Lige som på AIEJI-kongressen var der masser af oplæg og workshops. Der blev fremlagt rapporter og ’papers’ ved stande, men der var også forskellige aktiviteter og flere præsentationer af konkrete projekter. Mange workshops var netop værksteder, hvor man kunne arbejde med tingene i praksis, få demonstreret en metode og selv deltage – og det synes jeg godt om. Det giver mere at tage med hjem til sin egen praksis, når man ikke bare har hørt om tingene, men har prøvet dem. Det betyder, at jeg også kan se, hvordan jeg kan bruge ting og metoder, der eller ikke direkte har noget med mit daglige arbejde at gøre.

Vi var vel i gennemsnit 30-40 mennesker i de aktiviteter, jeg deltog i – og det var meget svært at vælge. Men jeg synes især godt om to af de aktiviteter, jeg var med til: en teaterworkshop og en, der handlede om storytelling.

Den sidstnævnte først: På førstedagen af konferencen efter åbningen fortalte en socialpædagog, der arbejder på en skole i det sydlige Catalonien om sit arbejde. Det er i en belastet bydel som der, hvor jeg selv arbejder, og hun er ansat af forvaltningen til at arbejde med blandt andet konfliktløsning. Sammen med en skuespiller får hun børnene i for eksempel en konfliktfyldt klasse eller gruppe til at være med til at udvikle en historie, som tager afsæt i konflikten, men som kredser om begreber som respekt, tolerance og rummelighed.

Efter frokost var der oplæg i plenum om de tre pinde, og derefter deltog jeg i en workshop, hvor en pædagog fortalte om sit arbejde med socialpædagogik i Alaska. Det var sjovt, men ikke så relevant for mit arbejde.

Torsdag aften var jeg ude og spise med venner fra studietiden og mine venner i byen, og om fredagen var der først den her teater-workshop. Det var en kollega fra min egen del af Barcelona, der fortalte om sit arbejde med roma-kultur og med roma-børn fra de mellemste klassetrin i grundskolen.

Han arbejder med Paulo Freires ’de undertryktes pædagogik’: Her tager han udgangspunkt i den konkrete virkelighed, roma-børnene kender fra hverdagen, og gennem teater kan de så komme til at tale om og, ja, forandre deres eget syn på deres livssituation.

Det var meget stærkt, og fik socialpædagogik, magt og politik til at hænge sammen, og det fik mig til at tænke over den tydelige forskel, jeg så, da jeg var i København: I de nordiske lande handler socialpædagogik meget om handicap, mens det i de spansktalende lande også handler om handicappede, men har meget større fokus på sociale problemer: fattigdom og undertrykkelse.

Det var også det, som den sidste plenumdebat handlede om: Om internationale og europæiske traditioner og definitioner, og om hvad vi vil og kan sammen i europæisk sammenhæng.

Kongressen blev lukket af et par klovne, som brugte en masse af de udsagn, der var kommet i løbet af de to dage, ironiserede over dem og vendte dem på hovedet – det er svært at forklare, men det var hylende morsomt.

Jeg synes, jeg fik en masse med hjem. Måske ikke direkte anvendeligt, men masser af viden, basale ideer og input, der kan oversættes til min hverdag – både fra teater- og storytelling-work-shoppen. Og så er det altid godt med et afbræk, hvor man møder masser af kolleger og studiekammerater.

Så jeg var både glad og træt, da jeg fulgtes hjem til Barcelona med en ven, som jeg ellers ikke havde set, siden vi mødtes i København. Vi fik os lige en kop kaffe, og så var det ellers hjem i seng.

Lørdag havde vi nemlig en konference på mit arbejde – ja, den var faktisk startet om fredagen, mens jeg var væk.

Den blev holdt i det lokale bibliotek, en meget flot ny bygning, der giver mange muligheder for lokalsamfundet. Der er for eksempel et konferencelokale med plads til 100 mennesker – og det var der, vi afholdt workshoppen

I forbindelse med workshoppen var der også arrangeret en fotoudstilling, som var blevet åbnet med en lille reception om fredagen. Her blev vist billeder af bydelen fra gamle dage, nutiden og givet bud på, hvordan den kan se ud i fremtiden. Altså fotos fra 1970’erne, hvor den blev opført og til nu – taget af både beboere, fotografer fra lokalaviserne og fra de lokale arkiver.

Om lørdagen var jeg så med til den sidste del af workshoppen, hvor vi havde indbudt bestyrelsen for bydelsrådet. Vi holdt et oplæg, hvor alle præsenterede sig og fortalte om deres arbejde, og  derefter satte vi fokus på konfliktløsning, altså det, som jeg arbejder med til daglig.

I en workshop-del tog vi afsæt i en række konkrete cases fra lokalområdet, hvor små ting og skærmydsler har udviklet sig til alvorlige konflikter: skænderier om renovation og henstillen af skrald, om brugen af fællesrum til private formål. For eksempel har vi haft en sag, hvor nogle beboere havde stillet cykler eller gamle møbler i det fællesrum, hvor alle vandmålerne sidder. Og det havde altså udviklet sig til en større konflikt i en af opgangene i blokkene.

Søndag havde jeg fri – skønt! – men mandag var det tilbage til virkeligheden: Vi startede med en evaluering af vores workshop, og jeg fortalte om mine oplevelser på kongressen. Det er altid godt at videregive den slags oplevelser – man får bedre styr på, hvad det egentlig er, man kan bruge fremover, synes jeg.

Så var det om at bliver opdateret om forskellige sager. Mens jeg havde været væk, var det flere, der havde ringet og havde haft brug for hjælp, så der skulle laves aftaler med dem.

Jeg gik også i gang med at forberede halvårsrapporten til organisationen og til os selv i teamet. I rapporterne kigger vi på, hvordan vi står i forhold til de mål, vi satte os, og fremlægger de resultater, vi har opnået. På den måde kan vi hvert halve år justere indsatsen – både for os selv og overordnet for hele projektet.

Men som sagt: Projektet afsluttes her ved årsskiftet, og når vi har lukket det ned, skal jeg i gang med en ny opgave:

En af blokkene i kvarteret skal rives ned, og beboerne i 240 lejligheder skal flytte. I det næste år skal vi så arbejde med deres genhusning. Vi skal hjælpe dem med at finde det rigtige sted: Hvor skal de bo, og hvordan kan det foregå, så det skaber færrest muligt konflikter?

Der bliver masser af arbejde!

 

Míriem Solsona skriver om forskellen på nordisk og spansk forståelse af socialpædagogik: Den første har fokus på handicap, mens man i de spansktalende lande har mere fokus på de sociale forhold. Hvordan synes du om den definition – har dansk socialpædagogik for lidt socialpolitisk ’bid’? I artiklen "Syv en halv dag i Nepal" har Namita Lamsal taget skridtet fra daglig praksis til udviklings- og forskningsorienteret arbejde. Hvordan ville du selv have det med at tage det skridt – kunne du se dig selv som ’skrivebordsarbejder’? Hvis du selv skulle ud og bruge din faglighed i internationalt arbejde, hvor ville du så gerne lægge din indsats?