Dagbog fra Katmandu

Syv en halv dag i Nepal

Børns rettigheder, undervisning, forskning og starten på en socialpædagoguddannelse – der er masser af arbejde, der skal gøres i Kathmandu

Af Namita Lamsal , redaktionen@sl.dk
Foto: Mikkel Østergaard / Scanpix

Namaste!! Hilsener fra Nepal. Lad mig lige fortælle lidt om mit land: Nepal hedder officielt Den Føderative Demokratiske Republik Nepal og er også kendt som den yngste republik i verden efter afskaffelsen af monarkiet for et års tid siden.

Nepal er et lille land på 147 kvadratkilometer – tre en halv gange så stort som Danmark, men uden adgang til havet. Det er et land med meget forskellige landskaber: Himalaya, de lavere bjerge og sletterne. Også befolkningen på 28 millioner mennesker er meget sammensat. Kathmandu, hvor jeg bor, er hovedstaden, en rigtig storby og en smeltedigel for forskellige kulturer.

Liver her er på mange måder helt, helt anderledes fra den hverdag, jeg så i København. Men arbejdstiderne er ikke så forskellige fra mange andres, synes jeg: I Nepal har vi fri om lørdagen, og den officielle arbejdstid for regeringsansatte er fra 10 til 17, mens privatansatte normalt arbejder mellem 9 og 17, selvfølgelig afhængigt af ens arbejde.

Om ICRS Institute for Child Rights Studies, Instituttet for Børnerettighedsstudier, har følgende hovedmål: At arbejde for børnerettigheder som en selvstændig disciplin på det akademiske område og som en del af uddannelsen af socialarbejdere og andre med berøring med børneområdet. At bidrage til udviklingen og styrkelsen af effektive, akademiske og faglige menneskelige ressourcer om børns rettigheder ved at øge vidensgrundlaget (materielle ressourcer, metoder og processer). At gennemføre undersøgelser og forskning på forskellige tematiske områder for børns rettigheder og børn samt om status for den praktiske anvendelse af principperne og bestemmelserne i FN’s Børnekonvention (CRC), og med mandat fra staten deltage i FN's konventionsarbejde. At være fortaler for og påvirke de politiske processer på forskellige niveauer og med bemyndigede institutioner for at vedtage love og politikker og deres gennemførelse for fremme af børns rettigheder. At arbejde med dokumentation (indsamling, analyse og korrelation) og formidling (publicering og deling) af data og informationer om børns rettigheder blandt relevante organisationer og aktører inden for og på tværs af landet, samt understøtte brugen af denne viden i kampen mod krænkelser, særligt med fokus på alle børns helt grundlæggende rettigheder. At bidrage til at udvide vidensgrundlaget og støtte udviklingen af en kritisk tilgang, der kan være med til at realisere børns rettigheder i landet (herunder deres tilvejebringelse og forvaltning).

Siden jeg kom tilbage fra AIEJI-kongressen i København, har jeg arbejdet med børn og deres livsvilkår. Jeg lægger de fleste af mine kræfter og min tid i arbejdet med børns rettigheder. Jeg arbejder på Instituttet for Børnerettighedsstudier, ICRS, der er en ikke-statslig, non-profit organisation, der både arbejder praktisk med – og forsker på – området. ICRS arbejder med udviklingen af uddannelsesprogrammer og kurser om børns  rettigheder til de videregående uddannelser. Det gør vi tæt samarbejde med uddannelsesinstitutionerne, og vores mål er at samle og formidle viden om børns rettigheder gennem systematisk forskning, dokumentation, uddannelse, oplysningskampagner og politisk arbejde.

Hvilke kanaler og værktøjer, vi bruger varierer fra sag til sag.

Udover mit arbejde så dyrker jeg min hobby: undervisning. Jeg elsker simpelthen at undervise! I øjeblikket er jeg tilknyttet Indira Gandhi Open University, hvor jeg underviser både på bachelor-og master-niveau.

Jeg er sikker på, at jeg kan tilskrive min egen viden og min lyst til at undervise og lære det videre mine oplevelser på St. Xavier’s College – det var der, hele fundamentet for mit arbejde i dag, blev lagt. Bacheloruddannelsen i socialt arbejde startede der tilbage i 1996 på initiativ af den legendariske jesuitermunk Charles Law. Vi er ham dybt taknemmelige for hans bidrag til opbygningen af den sociale sektor i Nepal, og lige siden har St. Xavier’s fungeret som en mentor for en lang række forskellige uddannelsessteder.

Nu til dagbogen for en uge, der måske ikke er helt typisk, for det meste af tiden var jeg underviser på et kursus, som ICRS holdt. 

Men den første dag var dog helt typisk: Op om morgenen og af sted 9.15 med bussen til arbejde. Sådan er det de allerfleste dage, og på kontoret går jeg i gang med dagens opgaver.

Det arbejde, jeg har nu, er for en stor dels vedkommende skrivebordsarbejde: Jeg analyserer informationer og rapporter, forsker og formulerer forslag til vores organisations arbejde.

Jeg holder selvfølgelig også møder, hvor jeg sammen med kollegerne diskuterer problemer og dilemmaer. Vi lytter til hinandens tilgang til tingene og prøver at lære af hinanden – at tage det vigtige med os.

For det meste holder vi en længere pause ved 15-tiden, arbejder videre og gør opgaverne færdige, inden vi tager hjemad.

Og det kan godt være lidt af en udfordring: Offentlig transport er ikke nogen nem sag i Nepal. Normalt fungerer den efter Darwins princip om ’survival of the fittest’… Men efter en hård kamp om pladserne når jeg hjem.

I dag tog jeg til Bhaktapur for at undervise på et kursus for lokale socialpædagoger eller børnesagsarbejdere, som skulle have ny viden om området. Vi tog af sted til tidligt om morgenen kl. 8, og morgentrafikken er ok i Nepal, så vi nåede frem til kursusstedet i tide til, at vi kunne pakke ud, sætte vores ting op, så kurset kunne starte til tiden. Jeg løb for en god ordens skyld dagens program igennem, før vi gik i gang.

Kurset handlede om beskyttelse af børn. Eksperter fra forskellige felter holdt et oplæg, kom med eksempler og lavede øvelser med deltagerne.

Deltagerne var børnesagsarbejdere fra fjerntliggende distrikter, og det var et internatkursus, hvor deltagerne har undervisning mellem 8 og 17.

Efter undervisningen sætter undervisere sig ned og evaluerer forløbet, så det kan rettes ind i forhold til programmet for den følgende dag.

Før middagen var der underholdning og hygge, og deltagerne havde muligheder for at optræde for hinanden. Det udviklede sig til et møde mellem forskellige nepalesiske traditioner og kulturer, kursisterne lærte hinanden bedre at kende, og det kan være med til at danne grundlag for et stærkt netværk. Bagefter var der middag, og så gik jeg tilbage til mit værelse for at have lidt tid alene.

Kurset varede seks dage, og den sidste dag var der en afslutningsceremoni, hvor kursisterne fik en lille gave som påskønnelse af deres deltagelse og et kursusbesvis.

Lørdag – og tid til at dyrke min hobby: undervisning. Hver lørdag morgen tager jeg hen og undervise og hjælper de masterstuderende på Indira Gandhi Open University. Jeg er der halvanden lektion, og det er dels undervisning, dels vejledning af de studerende, der kommer fra forskellige felter inden for det sociale område.

Det betyder, at man kan skabe netværk på tværs og arbejde solidarisk.

Universitetet er en mulighed for både studerende, der har arbejde ved siden af, og for fuldtidsstuderende, og vi har også studerende, som sprang fra deres uddannelse for mange år siden, men nu har fået mod på at fuldføre den.

Det er altså en sammenbragt flok, og det giver mulighed for at møde folk med mange forskellige konkrete erfaringer inden for socialt arbejde, og det giver et godt netværk, som man også kan trække på i sit arbejde efterfølgende.

Og så er det endelig blevet tid til at tage hjem og nyde min fridag.

Min deltagelse i AIEJI-kongressen og som medlem efterfølgende har virkelig givet mig mange muligheder og skabt nye perspektiver: Det har styrket mig rent fagligt, og det har giver mig mulighed for at udvikle et netværk med folk, der arbejder inden for det samme område.

Det har betydet, at jeg har udvekslet viden og erfaringer, og det har jeg haft glæde af i mit  daglige arbejde. Og jeg har selvfølgelig sørget for at sprede information om AIEJI alle de steder, jeg er kommet i forbindelse med mit arbejde.

Jeg er også meget glad for at være blevet tov-holder for AIEJIs Sydøstasiatiske afdeling. Det hele er netbaseret, og kolleger fra Sri Lanka og Pakistan har vist interesse for at være med. Selv er jeg nu også personligt medlem af AIEJI, og det ville være godt, hvis de andre sydøstasiatiske medlemmer kom med i vores netværk – det ville gøre det stærkere, hvis vi alle hjalp hinanden med at sætte fokus på de udfordringer, vi har her i Sydøstasien, så vi sammen kan arbejde med problemerne.

Hele denne her måde at arbejde på er som et spædbarn, og vi skal nære det og drage omsorg for det, hvis det skal vokse sig stort og stærkt.

Men jeg er også involveret i en række andre ting: Lige nu er jeg også – som ekspert i socialt arbejde – involveret i udviklingen af grundlaget for en diplomuddannelse i socialt arbejde i Nepal. Arbejdet skrider pænt fremad, og vi regner med, at uddannelsen kan starte fra næste år.

En sådan uddannelse vil give folk i Nepal langt bedre muligheder for at udvikle solid faglig viden om socialt arbejde, og den vil kunne være med til at hæve den faglige standard for socialarbejdere på alle niveauer.

Jeg har også haft mulighed for at undervise på uddannelsen af børnesagsarbejdere i Det Centrale Børnevelfærdsråd, der får støtte fra UNICEF og Plan Nepal. Målet er at styrke de regionale og lokale velfærdsråd og øge kompetencen hos børnesagsarbejderne. I den sammenhæng har jeg  været med til at udvikle en manual eller håndbog, de kan bruge i deres daglige arbejde.

Min ambition er, at alt det skal føre til, at vi her i Nepal får et forskningscenter for socialt arbejde, som kunne udbrede og styrke det sociale arbejde. Vi har udarbejdet ansøgninger og lovmæssige dokumenter, så vi skal nu i gang med at registrere navnet og oprette centret. Vi håber at få et samarbejde med en organisation, der som mentor kan hjælpe os med komme i gang med arbejdet – det ville være en stor hjælp til at forbedre det sociale arbejde og forholdene for socialpædagogerne i Nepal.