Dobbeltdiagnose

Livskvalitet til psykisk syge

Projekt Dobbeltdiagnose i Skanderborg Kommune skal få systemerne til at tale sammen i en tværsektoriel, koordineret indsats med udgangspunkt i den enkelte, psykisk syge misbruger. Formålet er at få nedbrudt de barrierer, der kan forhindre en målrettet og individuel indsats

Af Kurt Balle Jensen, redaktionen@sl.dk
Foto: Rasmus Baaner

Det er den gamle historie: Psykiatrien vil ikke have dem, fordi de er misbrugere, og misbrugscentre vil ikke have dem, fordi de er psykisk syge. På den måde skubbes de dobbeltdiagnosticerede borgere, psykisk syge misbrugere, ofte rundt mellem systemer og tilbud, og deres misbrug kan give dem en adfærd, der lukker flere døre, end der åbnes.

I Skanderborg Kommune går de den anden vej i et tiltag, der slet og ret kaldes Projekt Dobbeltdiagnose. Projektet skal løfte de dobbeltdiagnosticeredes livskvalitet, og et hovedformål er at udvikle de færdigheder og kompetencer, som medarbejdere i de enkelte sektorer har på området. Det skal blandt andet ske gennem sparring, kurser og konferencer.

Projektet skal medvirke til at fjerne de barrierer, der hindrer en koordineret indsats med udgangspunkt i den enkelte psykisk syge misbruger. En hjørnesten er opbygning af fællesteams med deltagelse af alle de aktører, der er omkring  den enkelte bruger: Egen læge, sagsbehandler, en repræsentant fra Jobcentret osv.

–Vi starter ikke med at sige til brugerne, at de skal lave sig om, før vi kan gøre noget for dem, siger socialpædagog Henrik Dannevang, der er en af ildsjælene i projektet og tovholder i den praktiske del af det.

Han er selv tidligere misbruger og har, som han siger, 'haft nålen i armen'. Det giver ham gode forudsætninger for at arbejde med dobbeltdiagnosticerede, mener han selv:

–Ja, jeg plejer at sige, at jeg har 25 års erfaring: De syv år på gaden og resten gennem mit arbejde, hvor jeg de seneste år har beskæftiget mig med dobbeltdiagnosticerede. Den røde tråd i det nye projekt er, at der skal arbejdes mere på tværs af sektorer, og at vi skal trække på de ressourcer, den psykisk syge misbruger stadig har. For de er der jo, ressourcerne. Det kan være, når der spilles musik, det kan være i samvær med andre. Der er altid noget, der kan bygges på. Det handler bare om at finde det.

Projektets målgruppe er ikke kun misbrugere med en diagnose. Tværtimod er en af pointerne i Skanderborgprojektet, at brugerne godt kan få hjælp på trods af, at de ikke har en diagnose.

Hvad skal gøres, hvornår og hvordan? 
I Skanderborg Kommune menes der at være omkring 100 personer i målgruppen, der dog er svær at afgrænse. Henrik Dannevang rykker efter aftale med samarbejdspartnere både ud til kendte og 'nye' i systemet. I sidste tilfælde er der ofte tale om en slags ambulanceudrykning:

–Min vigtigste opgave er at motivere til hjælp. Det kan være en læge, der ringer og siger: 'Jeg har en patient, jeg er bekymret for'. Så rykker jeg ud  og laver en vurdering: Hvad fylder mest, er det misbruget eller de psykiske problemer? Hvad er der behov for her og nu? Når det er kendte, der i forvejen har bostøtte, kommer jeg på banen, når der for eksempel ikke lukkes op for bostøtten, måske fordi et misbrug er eskaleret. Jeg kan så give sparring til bostøtten, der ofte har brug for at vide, at det, der gøres, er godt nok. I disse tilfælde går jeg ved siden af eller bag ved, mens jeg går foran i de akutte tilfælde med nye brugere, der ikke i forvejen er inde i systemet, siger Henrik Dannevang.

Hvis der er behov for det, kan Projekt Dobbelt-diagnose medvirke til, at der bliver lavet en  social udredning eller en psykiatrisk udredning. Herefter skal fællesteamet sørge for, at der lægges en plan: Hvad skal gøres, hvornår og hvordan? 

Et projekt for dem der kæmper på to fronter Socialpædagogerne spiller en central rolle i Projekt Dobbeltdiagnose i Skanderborg Kommune, der skal koordinere indsatsen ved at opbygge tværgående teams omkring de enkelte brugere. Projektet skal på den ene side arbejde langsigtet og på den anden side løfte den psykisk syge misbrugers livskvalitet her og nu. Men projektet skal også i sin form tilpasses målgruppen, siger dets leder, Henrik Andersen, der er cand. mag. i musikterapi og sociologi: –Det er en sårbar, anderledes og speciel målgruppe, der ikke uden videre kan presses ned i normalitetens kasser. Derfor er det nødvendigt med nytænkning, hvis vi skal hjælpe dem bedre. Og derfor vil vi kombinere anerkendt videnskabelig viden med kreative, musiske tiltag, hvor vi inddrager brugerne. Og det skal kolleger og samarbejdspartnere opleve, når vi samler dem til temadage og konferencer. Der er ikke sat nogen tidsbegrænsning på projektet, der er i en indledende fase med prøveforløb og opbygning af samarbejdsstrukturer på tværs af sektorerne. Målgruppen er bred forstået på den måde, at den også skal hjælpe misbrugere i gråzonen, hvor de har psykiske problemer men ikke nødvendigvis en diagnose.

–Udgangspunktet er ikke, at man skal ud af sit misbrug, før der kan gøres noget i forhold til den psykiske lidelse – eller omvendt. Vi mener godt, at der kan ske behandling af begge dele på samme tid, og det er også erfaringen hos vore samarbejdspartnere i Team for Misbrugspsykiatri i Århus, siger Henrik Dannevang, der håber, at projektet vil få fat i mange af dem, der befinder sig i gråzonen:

–Der er jo alle dem, hvor vi ved, at de har en diagnose som psykisk syg, og hvor misbruget er erkendt som en følge deraf og oven i købet nærmest ses som slags undskyldning: 'Han hører stemmer, så er det klart, at han drikker'. Men der er jo også alle dem, der ikke har en diagnose, men som har psykiske problemer sideløbende med et misbrug. Så er det i sig selv ligegyldigt, om for eksempel angst er opstået på grund af misbruget, eller om det er omvendt. Det afgørende er ikke, om de har en diagnose, det afgørende er, at der  både er et misbrug og en psykisk lidelse, og at vi får fat i disse mennesker, så de kan blive hjulpet.

Mens fællesteamet koordinerer og et forløb bliver planlagt og sat i gang, skal den enkelte brugers livskvalitet have et løft. Det skal kunne ske omgående, og brugerne vil blive tilbudt bostøtte, hvis de ikke har det i forvejen. Desuden vil der blive oprettet en fredagscafe med en række aktiviteter som fisketure, musik, drama, foto og video.

Den bedst mulige støtte
Projekt Dobbeltdiagnose skal ikke overtage de sager, projektet involveres i. Det skal hjælpe samarbejdspartnerne, men ikke tage over.

Bakkehuset i Hørning er en af Projektets Dobbeltdiagnoses samarbejdspartnerne. Det er et dagtilbud for borgere med sindslidelser, og huset har værksteder, musikrum, computerrum, hyggelig opholdsstue og en stor have.

Stedet har 28 brugere, og Rene Dørr er en af dem. Han er 35 år, har en diagnose som svær maniodepressiv og er misbruger med periodiske tilbagefald:

–Jeg begyndte at ryge hash, da jeg gik i 7. klasse i Odense. Siden kom de hårde stoffer, som jeg tog hver dag. Sådan er det ikke mere, men det sker, at jeg falder i, og når jeg har dummet mig, kommer der en periode, hvor jeg gemmer mig væk og ikke vil se nogen mennesker. Men så begynder jeg at komme her i Bakkehuset igen, og jeg undrer mig hver gang over, at der er nogle mennesker, der står klar og stadig vil mig det godt, siger Rene Dørr.

Når han 'har dummet sig' tager Bakkehuset og Henrik Dannevang affære i tæt samarbejde, så Rene igen kan begynder at bruge Bakkehuset. Det er en af funktionerne i det nye projekt. Og det er netop sådan, Bakkehuset kan bruge det: 

–Vi ved jo, at mange med psykiske problemer selvmedicinerer sig. De er ikke påvirkede, når de kommer her, og det er heller ikke tilladt, men vi kan ikke i alle tilfælde kontrollere, om en bruger er påvirket af medicin eller euforiserende stoffer. Misbruget hos de meget få virkelige misbrugere, vi har her i huset, foregår andre steder, og oftest er konsekvensen, at de ikke kommer her, før de er helt stoffrie igen. Vi støtter dem i forhold til arbejdet med deres misbrug i samarbejde med dobbeltdiagnoseteamet, siger socialpædagog Martin A. Hansen.

Plejer Ulla Bay:

–Vi er et tilbud om aktiviteter og ikke et behandlingstilbud, og vi vurderer i samarbejde med brugeren, hvordan vi i det enkelte tilfælde kan støtte bedst muligt. Når der kommer brugere her, hvor vi kan se, at der også er tale om noget misbrug, kan vi trække på Projekt Dobbeltdiagnose. Så kan der gøres en indsats i et samspil mellem brugeren, projektet og os.

I Bakkehuset har de det således godt med at have Projekt Dobbeltdiagnose i baghånden: Når brugere ikke kommer som sædvanligt, kontakter de projektet. Det samme er tilfældet, når et misbrug hos brugere får nogle konsekvenser, så de ikke mere kan tackle det i Bakkehusets regi. På den måde skubbes brugere med dobbeltdiagnose ikke bare ud, der er tværtimod mulighed for at sætte ekstra ressourcer ind. Der er i disse tilfælde et tæt samarbejde mellem Bakkehuset og Projekt Dobbeltdiagnose.

For Rene Dørr er det vigtigt at kunne komme i Bakkehuset og møde andre mennesker. Han er motiveret til at komme videre med sit liv. Han er maniodepressiv, og nogle gange falder han i, som han siger. Men det er han godt og grundigt træt af, og han vil gerne helt ud af misbruget. Han er en af mange, der må kæmpe på to fronter. Han er en af dem, som Projekt Dobbeltdiagnose skal være med til at give en chance, så der åbnes flere døre, end der lukkes.

Undervisning og vidensdeling Hvis systemerne skal kunne arbejde bedre sammen, er det vigtigt med vidensdeling, undervisning og sparring på tværs mellem forskellige medarbejdergrupper. Derfor er konferencer, kurser og temadage en vigtig del af Projekt Dobbeltdiagnose, og her kan centrale temaer være: Hvordan virker de forskellige rusmidler ind på psyken? Hvordan kommunikerer man med et menneske, der har et misbrug? Hvordan kan man hjælpe brugere til at begå sig bedre socialt? Hvornår kan man sige, at der er tale om et misbrug? Alle skal med andre ord vide mere på tværs af sektorer: Psykiatrien skal vide mere om misbrugere, og dem, der arbejder med misbrugere, skal vide mere om psykisk syge.