Prik

Er der da fattige i Danmark

Gennem de sidste 10 år er spørgsmålet i overskriften blevet stillet igen og igen. Det er som om, det ikke rigtigt trænger ind hos en betydelig del af os, at der er mennesker i Danmark, som er økonomisk fattige, og for flertallet i Folketinget har der været en vedvarende benægtelse af, at der var grund til at måle fattigdom på samme måde, som man gør i andre europæiske lande.

Af Preben Brandt, redaktionen@sl.dk
Illustration: Peter Hermann

Men jo, der er økonomisk fattigdom i Danmark, og der er mennesker, der bliver sat uden for det almindelige fællesskab på grund af manglende evne til at købe de goder, som vi anser for almindelige til at opretholde et godt liv. Det kan for eksempel være at købe sund mad og at betale for deltagelse i kulturelle begivenheder, eller det kan være at be­tale for, at ens børn kan deltage i skolerejser eller at have råd til at holde deres fødselsdage.

Nogle vil kalde det luksusproblemer, men det synspunkt kan man kun fastholde, hvis man fordrejer enhver forståelse af, hvad et rigt velfærdssamfund må have som forpligtelse over for sine borgere.

Andre gør forsøg på at ændre fattigdomsbegrebet til det, der er blevet kaldt den ’nye fattigdom’, hvor fattigdommen måles på mangel af socioøkonomiske ressourcer. Det vil sige, at fattigdom skal måles ud fra svagt socialt netværk, manglende uddannelse, lavt selvværd, langvarig arbejdsløshed, dårligt helbred og lav indkomst

Men lad mig slå fast, at fattigdom i den mest grundlæggende betydning af ordet handler om,at man selv og ens eventuelle børn af økonomiske grunde ikke har adgang til de goder, der opfattes som almindelige, altså god, sund kost, ordentlige  boligforhold, den uddannelse, evnerne rækker til, og et godt helbred. Fattigdom er og bliver økonomisk fattigdom. Alt andet er udenomssnak.

Når jeg begyndte denne artikel med at henvise til de sidste 10 år, skyldes det, at de europæiske statsledere ved topmødet i Lissabon i 2000 blev enige om, at de næste 10 år skulle bruges til at tage afgørende skridt til fjernelsen af fattigdommen og social udstødelse i EU. Allerede på det tidspunkt var antallet af fattige i Danmark stigende, og siden er det ikke blevet bedre. Fra 2000 er andelen af fattige – målt efter antallet dem, der har en indtægt, der er lavere end 50 procent af indkomsten hos den person, som ligger lige midt i indkomstfordelingen – vokset fra fire procent til nu mere end fem procent af hele befolkningen.

Nogle er selv ansvarlige eller i hvert fald medansvarlige for egen fattigdom, andre har ikke mulighed for at komme ud af fattigdommen selv. De sidste, og deres børn, er også dem, der lider under social ulighed i sundhed, i uddannelse og når det gælder livslængde.

Omkring en kvart million danskere er fattige eller truet af fattigdom, og mere eller mindre inkluderet i denne gruppe er der omkring 100.000 voksne og børn, der lider under social udstødelse. Langt hovedparten har ikke valgt fattigdommen selv.

Der er vi nået til ved indgangen til 2010, der dengang i 2000 blev erklæret som året, hvor fattigdom og social udstødelse skulle være radikalt reduce­ret.