Debat-Dilemma

I al fortrolighed: Jeg slog min søn

Med udgangspunkt i en konkret, fiktiv case, har medlemmerne af Socialpædagogens Facebook-gruppe diskuteret, hvornår og hvordan man bør handle, hvis man som socialpædagog får kendskab til, at et barn måske mistrives. Ankechef Henrik Horster giver også sit bud

Af Maria Rørbæk, mrk@sl.dk
Illustration: Peter Hermann

Hvad ville du gøre, hvis du oplevede følgende situation: Du er socialpædagog på et behandlingssted for misbrugere. Her har du mødt Kim, der for tre år siden var i behandling for et alkoholmisbrug. I har holdt en løbende kontakt og opbygget en rigtig god relation. Kim siger selv, at det er samtalerne med dig, der i meget høj grad hjælper ham til at holde sig ædru.

–Uden dig, tror jeg sgu, at jeg var faldet i. Dig kan jeg stole på, siger han tit.

For et år siden døde Kims kæreste, så han nu er alene med sønnen Peter på to år.

En dag ringer Kim til dig, og spørger, om du har tid til at tale med ham om noget vigtigt.

I er alene i mødelokalet på misbrugscenteret, da Kim stærkt oprevet fortæller dig, at han har svært ved at klare at være alene med sin søn, og at han i går kom til at slå ham. Drengen kom ikke alvorligt til skade, men fik mærker på armen, som Kim har forklaret vuggestuen med et fald.

Pludselig ser Kim på dig.

–Du fortæller det da ikke til nogen, siger han.

Sådan lyder det dillemma, som deltagere i Fagbladet Socialpædagogens Facebook-gruppe har diskuteret de sidste uger.

Alle Facebook-debattørerne er enige om, at der bør handles – men ikke hvordan.

–Jeg ville ikke fortælle andre om situationen, for Kim har vist mig den tillid, fordi han stoler på mig, skriver på den ene side Leah Rose.

–Selvfølgelig skal det fortælles til nogen! Det har man pligt til – i og med at Kim klart og tydeligt fortæller, at barnet har brug for mere støtte end han kan magte at give det selv.

Barnet kan jo ikke selv reagere ved at bede om hjælp, skriver på den anden side Karen Scott.

Det siger loven om underretningspligten § 154 Den, der får kendskab til, at et barn eller en ung under 18 år fra forældres eller andre opdrageres side udsættes for vanrøgt eller nedværdigende behandling eller lever under forhold, der bringer dets sundhed eller udvikling i fare, har pligt til at underette kommunen § 153 Velfærdsministeren kan i en bekendtgørelse fastsætte regler, hvorefter personer, der udøver offentlig tjeneste eller offentligt hverv, skal underrette kommunen, hvis de under udøvelsen af tjenesten eller hvervet får kendskab til forhold, der giver formodning om, at et barn eller en ung under 18 år har behov for særlig støtte. Læs mere på www.ast-tagsignalernealvorligt.dk

Vil ikke gå bag om ryggen
Leah Rose mener, at hendes rolle er at støtte Kim på bedst mulig måde.

–Og det gør jeg ikke ved at gå bag om ryggen på ham med en indberetning. Men der må tages affære, inden det går yderligere ud over drengen, og der kan jeg være en nøgleperson, når Kim har valgt at fortælle lige netop mig om situationen. I princippet kunne han have holdt sin mund. Jeg vil spørge Kim, hvad han selv mener, han har brug for af hjæl,p og lytte til ham, skriver hun.

Leah Rose vil foreslå, at Kim søger hjælp – for eksempel ved at tale med en psykolog eller psykoterapeut om kærestens død, eller ved at få noget familie til at hjælpe med af og til at passe Peter. Hun har slet ikke en anbringelse i tankerne.

–Og det vil jeg meddele Kim, så han hele tiden ved, hvor han har mig som person og fortrolig, skriver hun.

Karen Scott tror heller ikke umiddelbart at en anbringelse kommer på tale.

–Jeg har endnu aldrig hørt om, at et barn bliver fjernet grundet ét tilfælde af ét slag… men man svigter både barn og Kim ved ikke at reagere på dette. Hvad Kim har brug for af støtte, må man afklare. (…) Forældre, der bliver magtesløse, hjælpes ikke ved, at vi tier det ihjel i årevis, skriver hun.

Karen Scott påpeger, at der er risiko for, at Kim bliver vred og føler sig forrådt.

–Men hvis man i en årrække har arbejdet således, at Kim nu tror, at man er venner – så har man måske glemt personlig privat-profesionel overvejelserne undervejs, skriver hun.

Pligt til at reagere
Lena Wohlert ser det som sin fornemste opgave, at Kim beva rer tilliden til hende, og at hun hjælper ham med at 'bære det svære'. Samtidig slår hun fast, at vi ikke kan komme uden om lovgivningen:

–Vi er som pædagoger og almindelige borgere forpligtet til at henvende os til kommunen, hvis vi oplever eller bliver bekendt med, at et barn lider overlast. I casen er der ikke umiddelbart tale om misrøgt, men der kan sættes spørgsmålstegn ved, om det er omsorgssvigt. Her mener jeg ikke af grov karakter, men dog af en karakter, som bekymrer Kim, skriver hun.

Når Kim føler sig rolig og parat, vil hun spørge, om han har lyst til, at de sammen tager hjem til Peter, så hun kan se, hvordan han har det.

–Jeg vil fortælle Kim, at man ikke fjerner et barn på det omtalte grundlag, men at det vil være bedst, hvis han taler med sin sagsbehandler om oplevelsen. Jeg vil selvfølgelig tilbyde Kim at tage med til sagsbehandleren, skriver hun.

Socialpædagogen har også bedt ankechef Henrik Horster fra Den Sociale Ankestyrelse om at forholde sig til dilemmaet. Han er også klar i spyttet, og ville uden at ryste på hånden underrette kommunen.

–Jeg ville fortælle Kim, at jeg som fagprofessionel har pligt til at underrette – og at det ikke er fordi, jeg vil gøre noget dårligt for Kim, men fordi han og Peter skal have den støtte, de har behov for. Jeg ville sige: 'En underretning er ikke ensbetydende med, at Peter bliver fjernet – men med at du får støtte i at være forælder. Jeg fortæller det ikke til kommunen for at straffe dig, men for at du skal have den hjælp, som jeg kan høre, du beder om'.