Anmeldelse

Vejen ind i kriminalitet – og ud igen

Omfattende, overskueligt og lærerigt indblik i ungdomskriminalitetens natur – og i de unge mennesker, der har begået den

Af Torsten Erlandsen, Uddannelsespolitisk konsulent, Socialpædagogerne, redaktionen@sl.dk

For et par år siden bevilgede SL’s og BUPL’s Udviklings- og Forskningsfondmidler til et forskningsprojekt, hvor lektor ved DPU Inge Bryderup ville undersøge, hvordan unge oplevede og forholdt sig til kriminalitet, straf og behandling. Projektet voksede undervejs i omfang, metodiske overvejelser, praktiske problemer med at finde unge til interview, og få lavet aftaler, at udvikle metoder til analysen af interviewene, samt finde midler til en egentlig publikation. Heldigvis var Bryderup stædig, og resultatet af forskningsprojektet foreligger nu i bogform.

I kapitel 1 redegør Bryderup for, hvorledes definitionen og forståelsen af ungdomskriminalitet har udviklet sig i Danmark.

Endvidere gives en oversigt over, hvordan de socialpolitiske og retspolitiske forhold har udviklet sig i Danmark de sidste 100 år. Kapitlet sluttes af med en kort gennemgang af dansk forskning i ungdomskriminalitet.

I kapitel 2 redegøres for det metodiske grundlag. Bryderup tager udgangspunkt i grounded theory og vælger at anvende narrative, biografiske interview i dataindsamlingen. Kapitlet vil nogle nok springe over, men det vil være synd. Dels er der en glimrende redegørelse for grounded theory og dens oprindelse, styrker og svagheder. Dels er der nogle særdeles relevante overvejelser over dataindsamling og generalisérbarhed af kvalitative data.

Efter en kort præsentation af de interviewede unge i kapitel 3 redegøres for de unges opfattelse af deres opvækst og udvikling af kriminel adfærd.

I fortolkningen af de unges udsagn i dette og de følgende kapitler vælger Bryderup at indsætte længere citater fra de transskriberede interviews. Dette giver læseren lejlighed til at kigge forfatteren over skulderen og vurdere Bryderups fortolkninger.

Men det giver også læseren indblik i de tanker og oplevelser, de unge har haft – også hvad de undgår at snakke om.

Der er flere interessante konklusioner i kapitlet. Blandt andet er det gennemgående, at de unge er med på, at de selv har et ansvar for deres kriminelle adfærd. Samtidig skinner det tydeligt igennem, uden at de unge selv bemærker det, at de ikke har haft betydningsfulde fællesskaber i tilknytning til skolen.

Endvidere bemærker Bryderup, at bander og bandekriminalitet nærmest er fraværende i de unges udsagn.

Straf eller ‘ferie’?

Kapitel 4 er helliget de unges oplevelser af fængsel, ungdomssanktionen og andre socialpædagogiske foranstaltninger. Det er gennemgående, at de unge ikke oplever fængsel som en straf, selv om de anerkender, at de skal straffes, fordi de har gjort noget ulovligt. Flere betegner det nærmest som ferie, og et par stykker bruger faktisk fængselsperioden til refleksion over deres liv. 

Bryderup anfører, at forklaringen måske kan være, at deres hverdag er præget af kaos og uforudsigelighed, og at der bru ges meget energi på at navigere og overleve i hverdagens kaos.

Nogle af de unge har også siddet i isolation, og det opleves som meget voldsom og ubehageligt.

Kun et par stykker bekræfter, at man bliver mere kriminel af at være i fængsel. De fleste synes ikke det er tilfældet, selv om nogle faktisk lærte en hel del kriminelle færdigheder i fængslet.

Bryderup bemærker, at ingen kommenterer fængselspersonalet – hverken positivt eller negativt. Det er som om de unge kun ser dem som funktioner – ikke som personer.

I fase 1 i ungdomssanktionen på de sikrede afdelinger fylder de negative oplevelser meget. Her foretrækker de fleste unge fængsel. Flere af de unge har været på forskellige sikrede afdelinger, og noget tyder på, at en af dem har anvendt en slags adfærdsmodifikation, som i hvert fald ikke har virket positivt på de unge – tværtimod. De oplevede det som om formålet var at ydmyge og knække dem. Når der tales om ungdomssanktionen og øvrige socialpædagogiske foranstaltninger introducerer de unge to slags medarbejdere. Nogle, de omtaler som ‘voksne’, som vurderes negativt, fordi de opleves som straffende – nærmest krænkende. Og nogle, de omtaler som ‘pædagoger’, som vurderes positivt, fordi man kan snakke med dem. Faktisk er det gennemgående, at alle har stiftet bekendtskab med mindst en ‘pædagog’, som har været god for dem.

Vejen ud

I kapitel 5 er der fokus på de unges veje ud af kriminalitet samt de unges forestillinger om  fremtiden. Især forestillinger om fremtiden volder de unge vanskeligheder. De tænker mest i nuet. Men forestillinger om at få et arbejde og/eller en uddannelse synes at være det vigtigste.

Herefter tænker de på boligform, og hvor de skal bo. Endelig kommer forestillinger om at få en familie og forholdet til egne børn. Bryderup anfører, at de er meget realistiske i deres fremtidsønsker.

Vejen ud af kriminalitet har de unge to bud på. Nogle giver klart udtryk for, at de har fået afgørende indsigt i deres situation og deres muligheder gennem de socialpædagogiske indsatser og ‘pædagogerne’, mens andre siger, at de selv har kæmpet sig ud af kriminaliteten ved at de begyndte at tage ansvar for deres liv. Måske er der ikke den store forskel på disse to forklaringer.

De fleste unge opfatter det at få et arbejde som nødvendigt for at undgå kriminalitet. Og de er også helt med på, at vejen til arbejde går over en uddannelse. En kæreste angives også ofte som en væsentlig faktor, der har hjulpet. Et par stykker angiver også en religiøs erkendelse som årsag til, at de holdt op med kriminalitet.

Mangel på fællesskaber

I kapitel 6 spørges de unge om gode råd til politikere og socialpædagoger for at hindre andre i at komme ud i kriminalitet.

Især råd til politikere volder de unge vanskeligheder. De har nemmere ved at give råd til unge, som ligner dem selv, dengang de var på vej ind i kriminaliteten. De er også meget fokuserede på betydningen af skolegang og folkeskolen – i hvert fald skal deres børn ikke have samme forhold til folkeskolen, som de selv har haft.

Bryderup bemærker, at det er påfaldende, at de unge ikke har bemærkninger om betydningen af de sociale fællesskaber i skolen og fritiden. Dog peger de på klubber og især kontaktpersoner, som følger de unge gennem længere tid.

Når det gælder den socialpædagogiske indsats, peges der entydigt på ‘pædagoger’, der kan snakke med en, og som man tør åbne sig for. Det vil sige en, der – som Bryderup konkluderer – kan etablere en relation til de unge.

Flere unge efterlyser også, at unge med anden etnisk baggrund end dansk ikke altid omtales negativt i medierne. De anfører, at anden etnisk baggrund er et alvorligt handicap.

Ingen nemme løsninger

I kapitel 7 bindes forskellige temaer, som har været berørt, sammen. Det er for det første spørgsmålet, om der er tale om kriminalitet og afvigelse eller om sociale problemer.

For det andet, om der er sammenhæng mellem den tiltagende individualisering og de aktuelle socialpolitiske udviklingstendenser.

Og for det tredje behovet for samfundsmæssig integration og socialpædagogikkens funktioner og metoder. I behandlingen af disse temaer inddrager Bryderup både resultaterne fra projektet, men også anden forskning – herunder også forskning, som drager andre konklusioner.

Der er således flere lag i bogen. For det første ungdomskriminalitet i et samfundsmæssigt perspektiv. For det andet forskningsmetodiske overvejelser og metoder inden for samfundsvidenskaberne. For det tredje, hvad er gennemgående i de unges fortællinger? Og for det fjerne: hvad gør, ifølge undersøgelsen, en forskel for de unge i forhold til at komme ud af kriminalitet?

Alligevel lykkes det Bryderup af føre læseren sikkert rundt i denne komplekse struktur af socialpolitik, lovgivning, forskningsmetodologi, anden forskning, analyse af kvalitative data, og hvad vi kan lære og hvad vi må forske videre i – i forhold til ungdomskriminaliteten.

Bryderup har ingen nemme løsninger på spørgsmålet om ungdomskriminalitet. Men bogen sætter mange tanker i gang, og der er rigtig megen viden at hente – og der er god inspiration til socialpædagogiske overvejelser.

---

Inge M. Bryderup: Ungdomskriminalitet, Socialpolitik og socialpædagogik – Biografiske interview med unge om straf og behandling. Udkommet på Forlaget Klim. 193 sider, 269 kr.