Boællesskab

Heino er ikke alene

LEV har flere eksempler på, at udviklingshæmmede skal arbejde, hvis de vil blive boende i bofællesskabet. Heino Østergaard Nielsen er kommet i klemme i en pædagogisk opdragelse, lyder det fra en ekspert

Af Lone Marie Pedersen, lmp@sl.dk
Foto: Joachim Ladefoged

I artiklen på side fire fortæller vi, hvordan den udviklingshæmmede Heino Østergaard Nielsen bliver presset til at arbejde, hvis han vil blive boende i sit bofællesskab. Heino er desværre ikke alene om det problem.

Selv om der ikke lovgivningsmæssigt er dækning for at stille det krav, er det Landsforeningen LEV’s erfaring, at nogle udviklingshæmmede alligevel får den besked, at enten arbejder de, eller også må de flytte. Men det er heldigvis ikke så tit, at LEV støder på det problem, fortæller projektkonsulent Dan Schimmell.

– Det drejer sig typisk om de bedre fungerende udviklingshæmmede, der er i stand til at lave nogle reflektoriske valg om, hvad de har lyst til. De synes måske ikke, at det beskyttede værksted opfylder de behov, de har. De vil ofte gerne have et rigtigt arbejde, og jeg har hørt udsagn som: ‘Man bliver fandeme dum af det her’. Og de har måske nogle ressourcer, som ikke bliver udfordret nok på det beskyttede værksted.

– Når man har skruet på de samme ting i måske 10 år, er selve aha-oplevelsen ved at gå på arbejde måske ikke den samme mere, og måske er man mere kvalificeret end det, man bliver stillet i udsigt. Omvendt kan det jo være, at det beskyttede værksted netop anser den selvsamme person for at være en god arbejdskraft, når tingene skal ud af huset, siger Dan Schimmell.

– Jeg tror, der er behov for, at man begynder at redefinerer, hvad det er, den bedre fungerende gruppe kan. 

Men det er ikke kun en pædagogisk opgave, fastslår Dan Schimmell.

Kommunerne har også et ansvar for at betragte de handicappede som en gruppe, der godt kan deltage i arbejdslivet. Ifølge SFI’s undersøgelse (Beskyttet beskæftigelse – en kortlægning 2009) gør kommunerne ikke meget.

– Undersøgelsen viser, at under 10 procent af landets kommuner tænker udviklingshæmmede ind i en aktiv erhvervspolitik. Det betyder, at dem, der ligger på kanten til det almindelige arbejdsmarked, ikke får de rigtige muligheder for at få opgaver i samfundet, siger Dan Schimmell.

I klemme i pædagogopdragelsen

Heino Nielsen får førtidspension, og hvis han boede alene, ville han ikke blive stillet over for et krav om at arbejde. Men fordi han har brug for den støtte, han kan få i et bofællesskab, skal han arbejde. 

Heino er kommet i klemme i en pædagogisk opdragelse om det at gå på arbejde, mener en af dem, der herhjemme ved mest om mennesker med funktionsnedsættelse, dr. pæd. Birgit Kirkebæk, forfatter til utallige bøger om udviklingshæmmede og foredragsholder.

– Heino har ret til at få et beskæftigelsestilbud, men han har ikke pligt til at arbejde. Og når han ikke har bedt om arbejdspligten, hvorfor skal han så have den? Det handler jo ikke om, at stedet ikke kan fungere, hvis han ikke arbejder. Det minder om en noget-for-noget-logik.

Arbejde for enhver pris

Samfundsmæssigt har der altid været den holdning, at dem, der arbejder, er mere værd end dem, der er på overførselsindkomster, fortæller Birgit Kirkebæk.

Samme holdning kan man genfinde inden for særforsorgen. I de gamle åndssvageanstalter var der arbejdspligt for dem, der kunne arbejde. Øverst i hierarkiet lå de åndssvage, som både var arbejdsføre og underviselige. Al økonomisk overskud ved produktionen blev kanaliseret til deres afdelinger.

Herefter fulgte den gruppe, som kunne arbejde, men som ikke kunne lære noget. Nederst befandt asylisterne sig. De kunne hverken arbejde eller modtage undervisning, og det personale, der arbejdede med den gruppe, fik mindre i løn end de andre medarbejdere.

Selv om de gamle åndssvageanstalter for længst er erstattet af egen bolig i for eksempel et bofællesskab, så lever arbejdsånden fra dengang fortsat videre, mener Birgit Kirkebæk, og hun trækker et historisk rids tilbage fra 1970’erne, hvor det pædagogiske arbejde blev delt i to hovedområder.

– Den ene opgave var at træne folk op til at bo selv, gå på posthuset, betjene en vaskemaskine og så videre. Den anden var at lære dem at arbejde på for eksempel de beskyttede værksteder.

– I dag taler vi ikke længere om værdiguværdig, men den menneskelige værdighed er stadigvæk bundet op omkring arbejdsbegrebet, og vi skal alle yde til samfundet og fællesskabet, siger Birgit Kirkebæk og hun spørger:

– Må man lave noget andet, når man er under et offentligt system, eller er det fortsat den gamle tvangsarbejdsanstalt, der sniger sig ind? At folk er dovne, og derfor skal de tvinges til at arbejde.

Meningsfyldt arbejde for alle

Rent lovgivningsmæssigt har Heino og alle andre udviklingshæmmede ret til selv at bestemme over deres eget liv. Men i realiteternes verden er det  måske snarere sådan, at de bliver nødt til at indrette sig på bofællesskabets institutionslignende præg, mener Birgit Kirkebæk.

– Hvis interessen er at være hjemme og vande blomster, hvorfor må man så ikke det, spørger hun.

Hvem afgør, hvad der er bedst. Og hvornår bliver man i øvrigt så gammel, at man må bestemme over sit eget liv, også selv om man er afhængig af hjælp?

– Det handler om kommunikation og om at se Heino som den person, han er, og give ham støtten derudfra. Hvad er det, han får tiden til at gå med, og hvorfor er det så vigtigt for ham. Prøve at møde ham der, hvor han er, i stedet for hele tiden at få ham til at lave noget andet, siger Birgit Kirkebæk.

Hun mener, at der er brug for at tænke kreativt i det pædagogiske arbejde, så det bliver meningsfyldt for både beboere og medarbejdere.

– Der skal være plads til at se den enkelte beboer og bygge den hjælp op, som han eller hun har brug for. Frem for, som tendensen synes at være i dag, at bygge et institutionsmiljø op, som de udviklingshæmmede skal trænes op i at tilpasse sig.

– Vi må forholde os til, hvad der er folks hjem, og hvem, der kan mase sig ind på dem med krav, siger hun.

I klemme i systemfælden

Men det er ikke kun på grund af en kultur om, at alle skal i arbejde, at Heino bliver stillet over for et  arbejdskrav. Det giver problemer, hvis han bliver hjemme, for så kan det let kollidere med normeringer og ressourcer i både i bofællesskabet og på det beskyttede værksted. Og systemerne har meget svært ved at tale sammen. 

Det mener Henning Jahn, der har siddet på mange forskellige poster inden for området. Blandt andet har han været leder af et bo- og beskæftigelsestilbud og leder af udviklingsafdelingen inden for psykiatri og handicappede i Slagelse Kommune.

I dag er han formand for EUSE (European Union of Supported Employment), der blev dannet i 1993 med det formål at få mennesker med nedsat funktionsevne ind på det almindelige arbejdsmarked. Og han har netop fået tildelt Bank-Mikkelsenprisen for sit arbejde for udviklingshæmmede.

– Et af problemerne er, at botilbuddene i dag er skruet sådan sammen, at de bliver nødt til at ‘forlange’, at beboerne om dagen er i arbejde eller på anden måde væk fra deres hjem, siger Henning Jahn. 

– Der vil altid være en konflikt mellem bodelen og beskæftigelsesdelen, fordi det hvert sted drejer sig om at udnytte ressourcerne bedst muligt.

For eksempel at der ikke er personale til stede til beboerne i bodelen, når de er på arbejde.

– Når der så pludselig er en beboer hjemme, er det min erfaring, at det er svært at håndtere, fordi det kræver en ekstra ressource. Systemerne burde være så fleksibelt indrettet, at sådan en som Heino kan få støtten i botilbuddet, når han nu ikke bruger ressourcerne i for eksempel beskyttet beskæftigelse, siger Henning Jahn.

Hjemmedag går forud for alt

Henning Jahn peger på, at der er en tendens til, at beboerne skal indrette sig på botilbuddets kultur – hermed mener han systemets kultur – og ikke omvendt. At der er opbygget institutionslignende forhold, som alle skal indrette sig efter. Og han beskriver det ved at drage en parallel mellem Heinos situation og de udviklingshæmmede, som er i arbejde på det almindelige arbejdsmarked.

Både dem, der bor i botilbud, og dem i egen selvstændig lejlighed.

Det drejer sig om de såkaldte hjemmedage, der betyder, at den udviklingshæmmede er hjemme fra arbejde en hverdag, fordi det er den dag, han kan få hjælp til at klare alle sine personlige forhold som for eksempel tøjvask, indkøb, budgetlægning og posthuset. 

De udviklingshæmmede har brug for den støtte for at få tilværelsen til at hænge sammen, og hjælpen er som regel en forudsætning for, at de kan klare et arbejde.

Problemet er ifølge Henning Jahn, at hjælpen gives på en hverdag. Det betyder, at beboerens arbejdsplads skal rette sig ind efter botilbuddets kultur.

– En almindelig arbejdsgiver har svært ved at forstå, at en af hans medarbejdere skal have en ‘hjemmedag’ midt i ugen for at klare de ting, som vi andre må klare efter fyraften eller i weekenden.

Henning Jahn mener, det er en ulempe for de udviklingshæmmede, at de på den måde bliver skilt ud fra resten af arbejdspladsen.

– Hvordan skal beboerne blive integreret på arbejdspladsen og få skabt en almindelig arbejdshverdag, når de også skal have en hjemmedag, spørger Henning Jahn.

Han mener, at hjemmedagene er opfundet af hensyn til medarbejderne.

– Hvis man skal undgå for meget aften- og weekend-arbejde i botilbuddene er man nødt til at legalisere, at pædagogerne arbejder om dagen, og derfor har man opfundet hjemmedage, siger Henning Jahn.

Skal botilbuddet indrette sig efter beboerens arbejdsplads eller efter de behov, som en Heino har, kræver det et opgør med institutionskulturen og en holdningsændring hos medarbejderne, mener Henning Jahn.

– Men en holdningsændring gør det ikke alene. Der skal også være de nødvendige økonomiske ressourcer til for eksempel mere aften- og weekend-arbejde.