Bofællesskab

Jeg håber en dag, at jeg ser fiskehejren fange noget

Heino Østergaard Nielsen bor i bofællesskab, og socialpædagogerne forsøger forgæves at få ham til at lave noget. Og nu må han flytte. Heino kan ikke forstå, hvorfor han skal arbejde, når andre pensionister ikke skal. Kan der mon også være plads til en doven-lars, spørger hans forældre

Af Lone Marie Pedersen, lmp@sl.dk
Foto: Joachim Ladefoged

Hvorfor kan vores snart 40-årige udviklingshæmmede, førtidspensionerede, stædige, livsnydende, dovne, arbejdssky, søde og rare hyggefætter af en søn ikke få lov til at få en lille, selvstændig lejlighed i et bofællesskab for udviklingshæmmede?

Sådan spurgte Susan Hornemann Nielsen og Torben Østergård i et debatindlæg i Socialpædagogen (13. november 2009).

Nu er den nemlig gal igen med deres søn Heino Østergaard Nielsen.

Han er på vej væk fra sit tredje bofællesskab, fordi han ikke vil arbejde eller beskæftige sig med fritidstilbud, skriver forældrene. Stedet er et kombineret bo- og arbejdstilbud. Og Heinos indsats kunne begrænse sig til at hjælpe med at køre brænde ind, men heller ikke det har han lyst til. 

Heino vil have sin frihed til selv at bestemme, hvad han skal bruge sin tid til, og sådan har han altid haft det. Og så kan han i øvrigt ikke forstå, hvorfor han skal arbejde, når andre førtidspensionister ikke skal.

I årevis har forældrene bakket socialpædagogerne op i, at deres søn skal bruge dagen på en eller anden form for aktivitet.

– Jeg har deltaget i både handleplansmøder og andre møder, hvor Heino har fået at vide, at når man bor i et bofællesskab, så skal man enten arbejde eller tage imod et fritidstilbud, siger Susan Horneman Nielsen.

Heino har været i flere praktikker og fritidstilbud, og hver gang er han droppet ud, og nu er han blevet så gammel, at han bør få lov til at være i fred, mener hans forældre..

– Heino kan sagtens få sin dag til at gå og har det bedst med at sidde og kigge på en fiskehejre, mens de andre arbejder. Hvorfor kan han ikke få lov til det, spørger Susan.

– I den normale verden giver man masser af dispensationer, hvorfor kan man så ikke også give det i den unormale verden?

Brug for støtte i friheden

Heino er ikke som nogle af de pensionister, han sammenligner sig med. Han er udviklingshæmmet og har brug for den socialpædagogiske støtte, som han får i et bofællesskab. Og ikke mindst den tryghed, han føler ved at bo side om side med andre udviklingshæmmede, der er på samme niveau, som han selv, forklarer Susan Hornemann Nielsen.

Han har nemlig prøvet at bo alene, og det gik slet ikke.

En af de gange, hvor han flyttede fra et bofællesskab, fandt han selv et værelse gennem avisen. Forældrene hjalp ham med at flytte.

– Men Heino følte sig aldrig hjemme. Han sov der kun to nætter. Han græd og var fortvivlet. Han var ved at gå i spåner, siger Susan.

Heino flyttede hjem til forældrene.

Og det nød han. Og stod det til ham var han blevet boende. Men forældrene så anderledes på det. De mente ikke, at det var godt for ham, der var blevet en voksen mand på 24 år, at bo hjemme. Han skulle lære at klare sig selv.

Snak i krogene

Heino fik via sit medlemskab af et boligselskab mulighed for at leje et lille rækkehus, og den her gang var det ikke kun forældrene, der hjalp ham. Han fik støtte af skiftende hjemmevejledere, nogle gange et ugentligt besøg, andre gange hver 14. dag, fortæller Susan Hornemann Nielsen. Både med de praktiske opgaver som at klippe hæk og slå græs til de mere personlige forhold med at få en hverdag til at fungere.

Men som tiden gik, blev det mere og mere tydeligt, at Heino ikke egner sig til at bo alene. Han følte sig ensom og utryg i rækkehuset og havde overhovedet ingen social kontakt med naboerne.

– Han passer ikke ind i et almindeligt naboskab, og har ikke det fællesskab, som han har med sine kammerater, siger Susan.

Heino Nielsen siger: – Naboerne er på et andet niveau, for de er ikke handicappede. Vi kan godt snakke sammen, men jeg har det bedst ved at være sammen med nogen, der er ligesom mig selv. Jeg har på fornemmelsen, at de ser ned på os og taler om os i krogene. Det synes jeg er ubehageligt.

Efter nogen tid flyttede Heino sammen med sin kæreste i en fælles lejlighed. Men det gik heller ikke. Han blev mere og mere indesluttet, græd og havde det skidt.

– Jeg fik ikke lov til at besøge mine kammerater og have mit eget liv, siger Heino Nielsen.

Det var en rigtig hård periode for Heino og uden en enestående opbakning fra hans nuværende hjemmevejleder, var det ikke gået, fortæller både Heino og Susan.

– Hjemmevejlederen var der dag og nat for Heino. Og også for os, siger Susan Hornemann Nielsen.

Så flyttede Heino fra kæresten og ind i det bofællesskab, hvor han bor nu.

De andre vil jo gerne

Heino Nielsen har en stor vennekreds, som han ofte besøger på knallert eller med bussen. Hans venner er udviklingshæmmede, og alle arbejder de, enten på beskyttet værksted eller i andre beskæftigelsestilbud. Men Heino selv laver ingenting. Udover at han engang imellem passer en af sine kammeraters hund og handler ind, mens vennen er på arbejde.

Hjemme i bofællesskabet nyder Heino eksempelvis om sommeren at sidde på en stol på græsset og kigge på naturen, og han har ikke ‘dårlig samvittighed’ over at se de andre beboere arbejde, mens han følger en fiskehejres vandring omkring søen. Sådan kan han sidde i timevis, mens de andre for eksempel kører brænde ind.

– De ønsker jo at arbejde, siger Heino.

Selv har han et andet ønske:

– Jeg håber en dag, at jeg ser fiskehejren fange noget.

Susan beskriver sin søn som en grundlæggende tilfreds mand, der aldrig keder sig. Han kan læse og skrive og klarer selv alle sine indkøb, tøjvask og rengøring. Det bedste, han ved, er at være i naturen, sammen med vennerne og at rejse. Eksempelvis arrangerede han og en af vennerne på egen hånd en tur til Sankt Petersborg.

Og så har han sin familie. Deltager altid gerne i familiesammenkomster og sørger for eksempel selv for fødselsdagsgaver til sine nevøer og niecer. Tilbyder sin hjælp med at dække bord og andre fælles, praktiske gøremål, når familien er samlet. Han bor fem minutter fra forældrene og passer deres hus og have, når de er på ferie. Han drikker ikke, har ikke rod i økonomien, er renlig, holder selv sin lejlighed, og har gode venner. Så på den led er der ingen grund til bekymring.

Forstår mig altid

Heino Nielsen er glad for sin kontaktperson, som støtter ham hele tiden, og som altid forstår ham, fortæller han.

– Peter (navnet er anonymiseret) hjælper mig med de ting, jeg har brug for. Hvis jeg for eksempel ikke har det godt en dag, snakker jeg med ham. Det kan være om mange forskellige ting. Som for eksempel kærestesorger. Eller hvis jeg er uvenner med en af de andre beboere i bofællesskabet. Han tager med mig til læge. Jeg kan godt selv tage derhen, men så er vi to om at høre, hvad der bliver sagt. Og bagefter kan Peter fortælle mig, hvad lægen mente. Nogle gange går vi lange ture langs med vandet og snakker. Og ser marsvin og sæler.

Forældrene deler også Heinos tilfredshed.

– Vi har altid haft en rigtig godt samarbejde med pædagogerne, siger Susan Hornemann Nielsen.

Den frie fugl

Men selv om Heino er glad for Peter og ved, at han måske mister kontaktet med ham, når han skal flytte, så får det ham alligevel ikke til at gå på arbejde.

– Jo, jeg vil gerne på et tidspunkt tilbage til det kreative værksted, hvor jeg har været. Jeg kunne godt tænke mig at prøve dramaholdet. Men ikke lige nu. Det skal ikke være under pres, for så bliver det ikke sjovt.

Og sådan er det med Heino, mener forældrene. Det nytter ikke at presse ham, han vil kun det, han selv vil.

I sin tid var han for eksempel rigtig glad for det kreative værksted. Holdt alligevel op, fordi han trængte til at være en fri fugl, som han sagde.

Heino var meget værdsat af de andre brugere på værkstedet, fordi han var social og omsorgsfuld, og blandt andet derfor forsøgte værkstedet ved utallige opringninger at lokke ham tilbage. Forældrene pressede for deres del også på for at få ham tilbage.

Men intet hjalp. Han ville ikke.

– Hvis man presser ham meget og siger ‘Heino, du skal have et arbejde,’ bliver han tvær, utilpas og lukker sig inde i sig selv. Og han bliver et rigtig brokkehoved, siger Susan.

Heino deltager i de almindelige opgaver i forbindelse med bofællesskabet og holder på eget initiativ de fælles toiletter og badefaciliteter, og det gør han til punkt og prikke.

– Heino kan godt lide den traditionelt feminine omsorg som for eksempel at bage og koge. Tidligere var der ansat en medarbejder, som bagte sammen med Heino, og det elskede han, siger Susan.

Retten til dovenskab

Efter alle årene med pres og utallige møder, der handler om at få Heino i gang, er forældrene nu nået til den konklusion, at det ikke nytter at presse Heino. Det kommer der bare trods og konflikter ud af.

Heino ved godt, hvorfor pædagogerne bliver ved med at spørge ham:

– De synes, man skal have noget at stå op til hver dag, så man ikke keder sig. Men jeg keder mig ikke, jeg kan sagtens få tiden til at gå, siger han.

Susan kan godt forstå, at man spørger Heino.

– Det ville jeg også selv gøre, siger hun, der er uddannet pædagog.

– Jeg tror, der er en gængs opfattelse af, at vi som system ved, hvad der er bedst for sådan en som Heino. For de fleste af os er det bedst at have et arbejde, men vi må som pædagoger vel også  kunne give dispensation til en, der ikke passer ind i den generelle ramme i fællesskabet?

– I teorien har Heino mulighed for at flytte hen alene og være den frie fugl. Men i praksis kan han ikke klare at bo alene. Han har brug for trygheden og den hånd, som holder om ham, og han har brug for at være sammen med ligesindede, siger Susan.

Spørgsmålet er, hvor Heino skal flytte hen, når han forlader sit nuværende bofællesskab. Forældrene er bange for, at han skal bo alene i en almen bolig. Det vil han nemlig ikke kunne klare. Og Susan Hornemann spørger derfor:

– Hvor findes det bofællesskab, hvor Heino kan bo og samtidig beholde sin frihed. Hvor han selv kan få lov til at vælge til i stedet for hele tiden at skulle vælge fra?

– Hvorfor har man lavet det normalt i en unormal verden, at det er bedst for de udviklingshæmmede at have et job og være i aktivitet? Tesen om, at ‘lediggang er roden til alt ondt’, gælder åbenbart også for folk, der ikke er normale. Derfor har man måske også svært ved at forstå, at sådan en som Heino kan have det godt på sine egne præmisser, siger Susan.

– Jeg håber, at Heino nu må få lov til at være den han er og få tryghed med det. Men måske bliver det først, når han som rigtig gammel kommer på plejehjem, at han kan slippe for det konstante pres om, at han skal lave noget. Så kan han sidde og sige, at han endelig har fået den frihed, som han hele livet har kæmpet for.

– Det synes jeg er synd.

 

Hvad synes du om Århus kommunes afgørelse i heino Østergaard Nielsens sag? Er den retfærdig? Er den pædagogisk rigtig? Hvordan ville i selv have håndteret en lignende sag på din arbejdsplads – ikke kun teoretisk, men i praksis? Hvordan ville normeringen hænge sammen? Heino Østergaard Nielsen skal flytte – men i den nye egenbolig skal han aktiveres og i beskæftigelse. at have et arbejde er det bedste for alle – eller hvad synes du?