Bofællesskab

Tag vores selvbestemmelse alvorligt

Hvor er Heinos selvbestemmelse henne? spørger Udviklingshæmmedes Landsforbund. Det burde være individuelt, om man vil dovne

Af Lone Marie Pedersen, lmp@sl.dk
Foto: Joachim Ladefoged

Hos ULF (Udviklingshæmmedes Landsforbund) undrer man sig ikke over, at Heino Østergaard Nielsen skal flytte fra bofællesskabet, fordi han ikke vil arbejde. Det sker engang imellem, fortæller landsformand Lisbeth Jensen.

– Vi har fået at vide, at det er vores egen bolig, og den må ingen andre blande sig i. Og når man har en lejekontrakt, kan man ikke sættes ud, heller  ikke selv om man ikke vil gå på arbejde eller være sammen med de andre beboere. Men sådan er det ikke i praksis, siger Lisbeth Jensen.

I mange bofællesskaber bliver der lavet forskellige særaftaler. For eksempel om at man skal gå på arbejde eller være i anden beskæftigelse. Det kan også være en fælles beslutning om, at man skal have bestemte hjemmeweekender, hvor alle beboerne skal være sammen, fortæller hun.

– Men tænk, hvis man bor i et bofællesskab, hvor man ikke kan enes med de andre, og man så er tvunget til at være sammen med dem hele weekenden. Eller hvad hvis man hellere vil lave noget andet end det, de andre har lyst til? spørger Lisbeth Jensen.

– Det er svært at sige nej til de forskellige aftaler. Man er autoritetstro over for personalet og vil ikke gøre vrøvl. Man er måske også bange for at  sige nej til personalet, fordi det er dem, man skal omgås i al den tid, man bor i bofællesskabet. Hvis man for eksempel får et brev, som man ikke kan forstå, så er det rart at have en hjemmevejleder, man kan gå til, siger Lisbeth Jensen

Hun mener, at Heino skal støttes i at gøre de ting, han har lyst til.

– Heino har ret til at vælge fra, og hvis han har lyst til at være sig selv, skal han have lov til det uden at blive smidt ud. Han er glad for at bo i bofællesskab. Han har prøvet at bo alene, og da blev han ked af det. Han skal have sit eget liv i et bofællesskab.

– Hvor er Heinos selvbestemmelse henne? Og hvem kan bestemme over ham? spørger hun.

Aktiveres dagen lang

Lisbeth Jensen peger på, at der er en tendens til, at udviklingshæmmede i bofællesskaber hele tiden skal aktiveres.

– Om dagen er vi på arbejde, og mange af os når lige hjem og spise, inden vi skal af sted til for eksempel folkedans, madlavning eller edb, siger hun.

Hvis man for eksempel hellere vil slænge sig foran fjernsynet en tirsdag aften i stedet for at deltage i folkedans, så hjælper ingen kære mor. Det er op af sofaen og af sted, for det er en kollektiv aftale, der er indgået i bofællesskabet, fortæller Lisbeth Jensen.

– Det burde være individuelt, om man vil dovne. Vi har jo også brug for at sige: I aften gider jeg altså ikke at gå til folkedans.

– Men hvis man har lavet en aftale, skal man følge den. Ellers kan de andre måske heller ikke komme af sted, for man må ikke være alene i bofællesskabet. Og personalet kan jo ikke være to steder på en gang. Jeg tror, det har noget med normeringer at gøre, siger Lisbeth Jensen.

Men aldrig om søndagen

Lisbeth Jensen rejser endnu et problem for de udviklingshæmmede i bofællesskaber: Alle aktiviteter skal helst ligge i hverdagen og aldrig om søndagen, medmindre der er aftalt en fællesweekend, hvor alle er hjemme, og dermed er der også afsat personale til at hjælpe.

– Tit er der ikke så meget personale i weekenden, og i nogle bofællesskaber er der slet ikke nogen, her skal beboerne selv finde ud af at lave noget og selv finde ud af, hvornår bussen kører, hvis man for eksempel vil til bowling, siger hun.

Også hjemmedagene skal ligge i hverdagene, og det er et problem for dem, der går på arbejde. Nogle fravælger da også hjemmedagen, fordi de ikke vil miste en arbejdsdag, fortæller Lisbeth Jensen.

– Personalet skal være der, når vi har behov for det og ikke omvendt. Det er vigtigt, for at vi kan få selvbestemmelse over vores eget liv, siger hun.