Kommentar

Ligeløn for samme arbejde og arbejde af samme værdi

Det er ikke acceptabelt, at løngabet mellem mænd og kvinder gennem de seneste 20 år nærmest har været konstant

Af Kirsten Nissen, forbundsformand, redaktionen@sl.dk
Illustration: Peter Hermann

I 1973 fik vi officielt kvindeløn og mandeløn ud af overenskomsterne her i landet. I 1976 fik vi vores første ligelønslov i Danmark. Det er altså snart 40 år siden, vi aktivt begyndte at indrette vores samfund på ligeløn. Men i 2010 har vi fortsat uligeløn – en forskel på 17,7 procent! Det er derfor stadig en af de store udfordringer for fagbevægelsen.

Det kønsopdelte arbejdsmarked betyder, at vi i det virkelige liv stadig har kvinde- og mandelønninger – hvor især kvindernes øgede uddannelsesniveau, inden for traditionelle kvindefag og arbejdet med mennesker, ikke afspejles i lønnen sammenlignet med tilsvarende mandlige grupper, indenfor de mere tekniske områder. En ingeniør med ansvar for teknik tjener mere end en socialpædagog med ansvar for mennesker.

Men selv med samme uddannelse er der lønforskelle. Også blandt vores medlemmer. En mandlig socialpædagog tjener gennemsnitligt næsten 1.000 kroner mere om måneden end sin kvindelige kollega. Og den ulighed betyder da noget i dagligdagen. Det betyder noget, når der skal købes ind til aftensmaden, når huslejen skal betales. Det betyder noget for pensionens størrelse, når vi bliver ældre. Og det betyder også noget for det frie valg og arbejdsdelingen i familien. Og frem for alt er det principielt bare forkert. Det er derfor ikke acceptabelt, at løngabet mellem mænd og kvinder gennem de seneste 20 år nærmest har været konstant.

Vi skal modarbejde uligheden på lønnen på flere forskellige måder. Først og fremmest skal vi arbejde bevidst med problemet på de enkelte arbejdspladser. Den lokale løndannelse skal fokuseres på ligeløn og køn. Vi skal have alle aktørerne i spil: medlemmer, tillidsrepræsentanter, ledere og arbejdsgivere. For det er kun os selv, der kan skabe ligeløn for mænd og kvinder på arbejdspladserne.

Jeg mener desuden, at det må være en opgave for fællesskabet at lukke det kønsbestemte løngab. Derfor har jeg også i flere forskellige sammenhænge talt for, at vi i et samlet KTO for alvor melder os ind

i kampen for ligeløn. Jeg har foreslået, at vi ved de kommende overenskomstforhandlinger skal gøre det kollektive aftalegrundlag bæredygtigt i forhold til ligeløn og lukning af løngabet, og at vi inddrager anbefalingerne fra regeringens lønkommission som fælles baggrundsmateriale for forhandlingerne på det offentlige område.

Vi skal desuden bruge alle tænkelige anledninger til at pege på det urimelige i løngabet. En oplagt lejlighed er den 8. marts, hvor vi i år fejrer hundredåret for kvindernes internationale kampdag. Her vil festtalerne sikkert fokusere på ligestilling og ligeløn. Mit håb er, at festtalerne også følges af konkret handling. Men det kan kun blive til konkret handling, hvis vi alle tager ansvar og handler!