Lederlandskonference

Børn og unge styres efter tommelfingerregler

Socialpædagogisk arbejde på døgninstitutioner for børn og unge er på mange områder ustyrligt. Det er præget af usikkerhed og brug af tommelfingerregler, og det giver socialpædagogerne og deres profession et legitimitetsproblem, mener forskeren Steen Juul Hansen

Af Kurt Ladefoged, kl@sl.dk
Foto: Nils Lund Pedersen

Man skulle jo tro, at døgninstitutioner for børn og unge med adfærdsmæssige problemer lige som andre offentlige serviceinstitutioner er underlagt demokratisk kontrol og styres efter de regler og retningslinjer, politikerne udstikker.

Men ifølge forskeren Steen Juul Hansen, der er ansat ved Videncenter for Socialpædagogik og Socialt Arbejde, VIA University College i Aarhus, er det langt fra tilfældet. Det har han afdækket i en afhandling, som han fortalte om på lederlandskonferencen.

Efter Steen Juul Hansens opfattelse er den socialpædagogiske opgave på døgninstitutioner for børn og unge præget af usikkerhed om opgavens karakter – det vil sige, hvordan man løser de brydsomme eller vilde problemer:

– Der er ikke nogen præcis viden om forholdet mellem input og output. Der er ingen klare tekniske effektivitetskriterier. Derfor er der heller ikke  nogen firkantede sandheder, og så må man styre ved at skabe mening.

Hvordan kan man så reducere den usikkerhed og skabe orden på døgninstitutionsområdet? Der er efter Steen Juul Hansens mening tre forskellige måder:

– Man kan enten opstille formelle regler og bureaukrati, som er opstillet af magtfulde eksterne aktører specielt fra staten eller kommunen. Så har man skabt demokratisk legitimitet.

– Eller man kan indføre faglige metoder, som stammer fra professionens fælles faglige normer og værdier for deres arbejde. Fagligheden skal ideelt set være operationel. Dermed skaber man faglig legitimitet.

– Endelig kan man på den tredje måde indføre tommelfingerregler, som vedrører procedurer for håndtering af usikkerhed i organisationen. Man praktiserer tavs viden. Tommelfingerreglerne opstår, når de organisatoriske mål, diagnoser og løsningsteknologier er uklare og usikre. Her er det vanens magt, der skaber legitimitet, sagde Steen Juul Hansen og fortsatte.

Ingen fælles faglige metoder

– På det socialpædagogiske område er de formelle regler få, og de er primært rettet mod rammerne for det socialpædagogiske arbejde. Det vil sige økonomi og overenskomster.

– De faglige metoder er ikke fælles, og de er ikke operationelle. Derfor er socialpædagogikken mere præget af ideologi om det socialpædagogiske arbejde end af fælles faglige metoder. Der er med andre ord institutionel uorden i feltet præget  af modsætninger mellem arbejdsgivernes krav og forventninger og så fagets selvforståelse.

Det fører efter Steen Juul Hansen opfattelse til tommelfingerreglerne og den tavse viden, som dominerer det socialpædagogiske område. Han gav her nogle eksempler:

-  Barnets indre kaos skal modsvares af en ydre struktur.

-  Socialpædagogerne møder barnet der, hvor det er.

-  Socialpædagogerne bruger ikke magt og straffer ikke.

-  Det, der sker på døgninstitutionen, er til barnets eget bedste.

-  Socialpædagogens personlighed er en væsentlig del af socialpædagogikkens virksomhed.

-  Socialpædagogikken skabes i mødet med barnet.

Styringsmæssig uorden

– Det vil sige, at de faglige metoder i stor grad er personliggjorte og dermed ikke særlig operationelle. Man arbejder efter personliggjort faglighed. Som dette citat fra en socialpædagog viser: ‘I mødet med ham, et splitsekund, når jeg ser ham i øjnene, kan jeg hurtigt se, hvordan jeg vil arbejde med ham’.

Resultatet er, at døgninstitutionerne er præget af styringsmæssig uorden – at styringen ‘stritter’, som Steen Juul Hansen beskrev det.

Den socialpædagogiske praksis er fanget i et krydspres mellem socialpædagogernes egne faglige ideer, stramme økonomiske og overenskomstmæssige rammer og en børnegruppe, som  er svær at styre. Det vil sige fagets selvforståelse er i kamp mod kravene fra eksterne aktører.

Ude på institutionerne fører det til, at mens lederne tilpasser sig de økonomiske rammer og styring, får socialpædagogerne lov til at orientere sig mod børnene og de unge. De formelle regler og de faglige metoder er få og inkonsistente og opleves ikke som en begrænsning af de ansattes beslutningskompetence.

Den enkelte døgninstitution er lukket om sig selv, og man orienterer sig kun i ringe omfang mod omverdenen. Derfor oplever ledere og medarbejdere ikke styringen på samme måde. Der sker en dekobling mellem ledelse og det socialpædagogiske arbejde med børnene. Man kan sige, at ledelsen afskærmer socialpædagogerne fra de formelle regler og økonomiske rammer, sagde Steen Juul Hansen.

Og hvordan kan man så rette op på denne styringsmæssige uorden? Det gav Steen Juul Hansen også nogle bud på?

Man kan lave flere formelle regler og mere bureaukrati. Nej, det dur ikke til styring af brydsomme problemer.

Man kan overlade området til sin egne tommelfingerregler. Nej, det er ikke demokratisk legitimt.

Derimod er der mere mening i det tredje styringshåndtag, som er mere og fælles socialpædagogisk faglighed. Mere uddannelse og mere forskning i socialpædagogisk arbejde.

Desuden kan man måske som et fjerde håndtag skabe styringsmæssig konsistens og orden. Det er en politisk, forvaltningsmæssig og faglig opgave, påpegede Steen Juul Hansen.