Identitet og faglighed

Bøj loven – eller sænk de faglige idealer

Medarbejderne på de danske forsorgshjem er nødt til at tolke loven kreativt – ellers kunne de ikke leve op til deres faglige idealer. Det vurderer Janne Hedegaard Hansen, der har forsket i sammenstødet mellem socialpolitik og socialpædagogik

Af Maria Rørbæk, mrk@sl.dk
Foto: Nils Lund Pedersen

Da Povl flytter ind på forsorgshjemmet, er han meget svær at komme i kontakt med. Han vasker sig ikke og bruger ligesom lugten til  at holde folk på afstand. Han siger ikke ret meget, og han virker lidt som et vildt dyr. Han går meget rundt, er rastløs, og hans øjne virker, som om han er på flugt. Som et jaget dyr.

Efter at han har boet en uge på forsorgshjemmet, skal han starte på værkstedet.

Sådan indledes en af de otte fortællinger fra arbejdslivet på danske forsorgshjem, som cand. scient.pol Janne Hedegaard Hansen, har indsamlet i forbindelse med sin ph-d-afhandling.

Historien illustrerer et af de dilemmaer, som forsorgsmedarbejderne møder.

Povl er nemlig på kontanthjælp og derfor underlagt aktiveringspligten. Det betyder, at forsorgsmedarbejderne har pligt til at sørge for, at han bliver aktiveret – ellers skal der trækkes i kontanthjælpen.

Og det selv om Povl slet ikke kan få sig selv til at gå ind over dørtrinet til værkstedet.

 – Det danske samfund anerkender, at der er nogle mennesker, som ikke kan arbejde og forsørge sig selv. For eksempel stærkt udviklingshæmmede. De får førtidspension. Men jeg mener også, at der er en gråzone med mennesker, der  antages at kunne arbejde, og derfor ikke kan få pension – men som i praksis ikke kan klare et arbejde. For eksempel mennesker, der er dybt alkoholiserede eller dybt traumatiserede. Dem er der ikke nogle relevante tilbud til, og socialpædagogerne på forsorgshjemmene samler dem op ved at bøje loven, siger Janne Hedegaard Hansen.

Samtale som aktivering

I Povls tilfælde foregår aktiveringen ved at socialpædagogen Lotte i fjorten dage taler med Povl hen over dørtrinet. Hun fortæller ham, hvad værkstedet er, og hvilke muligheder der er. Og hun hører på hans fortælling om, hvordan han har mistet sin lejlighed.

– Socialpædagogerne bryder ikke med loven, men de tolker den utrolig kreativt, når de for eksempel siger: Man skal ikke sige til mig ret mange gange, at man har det dårligt, så får man lov til at blive liggende. Eller siger at det at vande blomster eller føre en samtale er aktivering, konkluderer Janne Hedegaard Hansen.

Hun peger på, at der er en indbygget modsætning mellem socialpædagogernes opfattelse af deres egen faglighed, og kravene fra det politiske system.

På den ene side har de socialpædagoger, hun har interviewet i projektet, alle en klar opfattelse af, at det ikke nytter noget at stille krav og hæve pegefingeren. Vejen frem er at skabe tillid og opbygge en relation. Nogle mener, at brugerne på forsorgshjemmene er så svage, at de bare har brug for masser af omsorg. Andre mener, at brugerne har ressourcer, men at de kun kan vækkes ved at motivere – ikke ved at tvinge.

På den anden side bygger den danske socialpolitik på en arbejdsmarkedspolitisk logik, hvor man netop skal stille krav – for eksempel om aktivering.

– Socialpædagoger ser sig selv som nogen, der skal spænde et sikkerhedsnet ud under brugerne, men ideen om et socialt sikkerhedsnet stemmer  ikke overens med de politiske vinde, der blæser for øjeblikket. Den herskende politiske forestilling er, at det værste, man kan gøre mod en borger er at passivisere borgeren og undlade at stille krav og forventninger, siger Janne Hedegaard Hansen.

Arbejdsmarkedspolitik bliver socialpolitik

Hvis Janne Hedegaard Hansen tager de socialpolitiske briller på, gør socialpædagogerne brugerne en bjørnetjeneste, når de undlader at stille krav.

– Hvis jeg skal være systemets repræsentant, kunne jeg sige: Hvordan skal en person lære at klare sig selv og blive en del af arbejdsstyrken ved at vande blomster, spørger hun.

På den anden side mener hun også, at socialpædagogernes dilemma i mange tilfælde illustrerer, at systemet spiller fallit, når arbejdsmarkedspolitikken bliver brugt til at føre socialpolitik.

– Arbejdsmarkedspolitik handler om, at flest mulige skal klare sig selv. I den arbejdsmarkedspolitiske logik antages det, at det gode liv handler om at klare sig selv, være aktiv og deltagende.

Og da alle har ret til at leve det gode liv, bliver tildeling af pension en undtagelse. Spørgsmålet er, om det rent faktisk er det gode liv for alle, eller om nogle bliver klemt, fastslår hun.

Som forsker er Janne Hedegaard Hansen ikke meget for at komme med løsninger og instrukser. Hun vil helst nøjes med analyser og spørgsmål.

Men på et punkt er hun ikke bleg for at markere sin egen, klare holdning: Når det gælder socialpædagogers politiske ansvar.

Hun ærgrer sig over, at mange socialpædagoger nøjes med at forholde sig til de helt konkrete problemer og for eksempel bøjer loven i stedet for at råbe op om, at den ikke holder.

– Socialpædagogerne er så optagede af at opbygge gode relationer, at relationsarbejdet kommer til at skygge for det store, samfundsmæssige perspektiv. Fokus kommer på mødet mellem to mennesker – ikke på de samfundsmæssige årsager, siger hun.

Janne Hedegaard Hansen hæfter sig ved, at socialpædagogerne i hendes undersøgelse giver udtryk for, at udstødelse er et vilkår, de ikke kan gøre noget ved. At der altid vil være nogle mennesker, der bliver udstødt af samfundet.

– Men hvorfor vil der det? Og hvorfor er det ikke en del af den socialpædagogiske faglighed at kæmpe imod det? For eksempel ved at kæmpe for et mere rummeligt arbejdsmarked? Jeg synes, socialpædagoger har et ansvar for at være de sårbare menneskers stemme.

Janne Hedegaard Hansen har anonymiseret socialpædagoger og brugere i sin undersøgelse – navnene er derfor opdigtede.