Identitet og faglighed

Når relationsarbejdet fylder for meget

Socialpædagogers fokus på relationsarbejde og rummelighed kan have en bagside. Det vurderer Janne Hedegaard Hansen, der har forsket i socialpædagogers egen opfattelse af socialpædagogisk faglighed og identitet

Af Maria Rørbæk, mrk@sl.dk
Foto: Nils Lund Pedersen

I en nedrivningsmoden og direkte sundhedsskadelig lejlighed bor alkoholikeren og hashmisbrugeren Jens, der har forskanset sig fra omverdenen. Han vil hverken se eller tale med nogen – bortset fra socialpædagogen Tom, der arbejder på dét forsorgshjem, hvor Jens on and off er kommet de seneste år.

– Tom er den eneste, der kan komme ind i hans hjem, så al kommunikation mellem Jens og omverdenen går via Tom. Eksempelvis ønsker han ikke at modtage post, det går også gennem Tom. Lige nu er det nemlig Jens’ plan at drikke sig ihjel, men Tom håber, han når at tænke sig om, inden det kommer så vidt.

Sådan lyder en del af praksisfortællingen ‘En livline’, der er gengivet i bogen ‘Socialpædagogen – identitet og faglighed’ af Janne Hedegaard Hansen.

I Toms øjne er historien en succeshistorie.

Han har selv valgt den som eksempel på, hvornår han føler, han lykkes i sit job – hvornår det giver mening at stå op om morgenen og gå på arbejde.

– For Tom er succesen, at det er lykkedes at skabe en stærk relation, fortæller Janne Hedegaard Hansen.

Hvad kan en socialpædagog

Janne Hedegaard Hansen forsker i social- og specialpædagogik, er cand.scient.pol og ph.d., og har i mange år arbejdet inden for den pædagogiske verden. Først som seminarielærer, og nu som lektor på Danmarks Pædagogiske Universitetsskole, DPU.

Bogen ‘Socialpædagogen – identitet og faglighed’ bygger på forskningsprojektet bag hendes ph.d-afhandling, hvor hun har undersøgt, hvad socialpædagoger selv forstår ved socialpædagogisk faglighed. Ikke ved hjælp af en spørgeskemaundersøgelse, hvor man for eksempel direkte spørger: ‘Hvad er socialpædagogik for dig?’, men ved hjælp af en diskursanalyse, der forenklet sagt går ud på at analysere, hvordan der skabes mening og sammenhæng i kraft af sproget – i dette tilfælde i det socialpædagogiske arbejde.

Først bad Janne Hedegaard Hansen otte socialpædagoger fra forskellige forsorgshjem om at fortælle en succeshistorie fra arbejdslivet. Dernæst analyserede hun historierne for blandt andet at finde svar på spørgsmålet: Hvad kan en socialpædagog – ifølge en socialpædagog?

– Rammen for min undersøgelse er, at jeg lige præcis kan sige noget om de otte socialpædagoger, der medvirker – jeg kan ikke bruge undersøgelsen til at generalisere og sige, at det gælder for alle. Ikke desto mindre er jeg sikker på, at konklusionerne med stor sandsynlighed kan overføres til andre socialpædagoger og socialpædagogiske praksisser, siger Janne Hedegaard Hansen.

Hvor en læge nok vil sige, at hendes spidskompetence er at gøre syge mennesker raske, og en advokat vil mene, at hans spidskompetence er at  kende og bruge loven, mener Janne Hedegaard Hansen, at en socialpædagog vil give et helt andet og anderledes svar:

– En socialpædagog vil sige, at ‘min spidskompetence er, at jeg kan skabe en relation’, siger hun.

Tilsigtede og utilsigtede konsekvenser I sit ph.d-projekt har Janne Hedegaard Hansen analyseret, hvordan socialpædagogerne finder mening i deres arbejde – og hvilke tilsigtede og utilsigtede konsekvenser det kan have for brugerne. Her følger i forenklet form nogle eksempler på tanker, socialpædagoger på forsorgshjem kan have om deres arbejde – og de konsekvenser det kan have. 1)  Jeg kan rumme mennesker, som ingen andre kan rumme Tilsigtede konsekvenser for brugerne: De får en omsorg, de måske ikke kunne få af andre. utilsigtede konsekvenser for brugerne: Socialpædagogen kan komme til at fastholde brugeren i en afhængighedssituation. 2)  Mit arbejde giver mening for mig, når jeg kan hjælpe mennesker, der har det svært Tilsigtede konsekvenser for brugerne: Socialpædagogen giver hjælp og støtte til de brugere, der har det sværest. utilsigtede konsekvenser for brugerne: Man skal være svag for at få hjælp – og kan derfor indirekte blive tilskyndet til at virke svag – eller til at forlade forsorgshjemmet. 3)  Brugerne på forsorgshjemmene er ressourcesvage og sårbare, så jeg skal bare være der for dem uden at stille krav Tilsigtede konsekvenser: Brugerne får en omsorg, de ellers ikke kunne få. utilsigtede konsekvenser: Brugerens retssikkerhed tilsidesættes, idet de ikke lærer at klare sig selv. 4)  Brugerne på forsorgshjemmene har ressourcer – de skal bare motiveres til at bruge dem Tilsigtede konsekvenser: Brugerne kan få hjælp til selvhjælp. utilsigtede konsekvenser: Hvis brugeren selv opfatter sig som meget svag, kan det være provokerende, at der bliver stillet krav – og det kan få brugeren til at forlade forsorgshjemmet.

 

Ingen bedrevidenhed

Fællestrækket i de otte succeshistorier, som Janne Hedegaard Hansen har analyseret, er, at socialpædagogerne hver gang fremhæver, at det lykkedes at skabe kontakt og knytte et bånd mellem dem selv og en bruger.

De otte socialpædagoger pointerer også på hver deres måde, at de har været i stand til at rumme brugeren.

Tom lægger for eksempel vægt på, at han vil fortsætte med at besøge Jens, når han vil se ham, og blive ved med at være vedholdende, troværdig og møde Jens som ligeværdig.

– Han prøver hverken at være moraliserende, fordømmende eller nedladende over for Jens på trods af hans opførsel og adfærd. I stedet udviser han tolerance og forståelse for Jens’ problemer og accepterer den måde, han lever på, samt  hans misbrug, skriver Janne Hedegaard Hansen i bogen.

Hun er ikke overrasket over, at socialpædagogerne lægger vægt på relationsarbejdet og rummeligheden.

– Men det er tankevækkende, at de tillægger det så enorm stor en betydning. At det gennemsyrer hele deres faglighed. Der er en forestilling om, at man slet ikke kan arbejde pædagogisk med et andet menneske, hvis man ikke har en relation, konstaterer hun.

Janne Hedegaard Hansen hæfter sig også ved, at de otte socialpædagoger tilsyneladende deler en opfattelse af, at det kun er muligt at danne en relation, hvis man møder brugeren som et medmenneske. I øjenhøjde.

– I den socialpædagogiske forståelse kan man ikke møde den anden som medmenneske, hvis man repræsenterer en autoritet. Man må ikke sige: Jeg er professionel. Jeg har en faglig viden, jeg ved, hvad der er bedst for dig. Nej, man er nødt til at møde den anden som ligeværdig. Menneske til menneske, siger Janne Hedegaard Hansen.

Bagsiden af medaljen

Janne Hedegaard Hansen er med på, at der kan være mange og store fordele ved, at socialpædagoger fokuserer på at skabe relationer og være rummelige. Det er meget muligt, at det rent faktisk er de vigtigste nøgler til at lykkes i arbejdet med brugerne. Men hun mener også, at der er en række ulemper. Ulemper, som socialpædagoger bør være bevidste om og reflektere over.

– Socialpædagogers fokus på relationen, kan komme til at skygge for noget, der i andres øjne er mere vigtigt end relationen, påpeger hun.

For eksempel mener hun godt, man kan sætte spørgsmålstegn ved Toms beslutning om at udvise tolerance og forståelse overfor Jens’ misbrug.

– Det tankevækkende ved den historie er, at i og med at Tom er så optaget af at se Jens som et medmenneske, gør han også Jens ansvarlig for  sit eget liv – og ansvarlig for sin egen selvdestruktion. Det er en voldsom konsekvens, at Tom ikke mener, han kan blande sig i Jens’ beslutning om at drikke sig ihjel. Tom ville opfatte det som et voldsomt overgreb, hvis han for eksempel slog døren ind og førte Jens et sted hen, hvor han ikke kunne drikke, men andre ville slet ikke se det som et overgreb. De ville se det som et nødvendigt indgreb, der byggede på en viden om, hvad der er sundt og usundt, og hvad der er konstruktivt og destruktivt, siger Janne Hedegaard Hansen.

Sådan kan du selv gøre Vil du gerne blive mere bevidst om din egen faglighed? Så foreslår Janne Hedegaard Hansen, at du og dine kollegaer bruger den samme metode, som hun har brugt i sit ph.d-projekt – bare i mindre målestok: 1) Tænk på en succeshistorie fra dit arbejde – noget, du selv synes lykkedes. 2)  Fortæl historien i kronologisk rækkefølge: Først skete der det, så skete der det, og så skete der det. Lad være  med at komme med forklaringer og begrundelser. Det er bedst at skrive historien ned, men du kan også nøjes med at fortælle den mundtligt. 3)  Få dine kollegaer – eller en ven – til at stille spørgsmål til historien. Formålet er at finde ud af, hvad der giver mening for dig i dit arbejde, og spørgsmålene kan for eksempel være: Hvorfor valgte du at gøre sådan? Hvorfor giver det mening for dig? Hvorfor synes du, at det et eksempel på succes i dit arbejde? 4)  Prøv at samle ovenstående til en konklusion, for eksempel: ‘Mit arbejde giver mening for mig, når det lykkes at hjælpe mennesker, der har det svært.’ Eller: ‘Mit arbejde giver mening for mig, når jeg kan gøre en forskel og motivere.’ 5) overvej konsekvenserne af den måde, du tænker om dit arbejde. Hvad er de tilsigtede konsekvenser for brugerne? Og hvad er de utilsigtede?

 

Grænser for rummelighed

I bogen gengiver Janne Hedegaard Hansen også socialpædagogen Dans succeshistorie, der bærer overskriften ‘Endnu en chance’.

Historien handler om Peter, der bor på forsorgshjemmet efter at have afsonet en straf for usømmelig omgang med lig. Flere gange bryder Peter forsorgshjemmets regler – og får alligevel en chance til. Som den dag, hvor han stærkt påvirket smadrer en rude og truer en studerende i praktik.

I Dans øjne er rummeligheden medvirkende til at Peter får lidt mere styr på sit liv og for eksempel indvilger i at gå i behandling for sit hashmisbrug, men Janne Hedegaard Hansen mener godt, man kan sætte spørgsmålstegn ved rummeligheden.

– Er det etisk og moralsk forsvarligt, at man rummer, at en bruger går til angreb på en praktikant? At hensynet til brugeren vejer så meget tungere end hensynet til praktikanten, spørger hun.

Janne Hedegaard Hansen ønsker ikke selv at komme med svarene.

Hendes ærinde er derimod, at få socialpædagoger til i endnu højere grad at forholde sig til deres eget arbejde og egen faglighed – og for eksempel diskutere dilemmaerne på personalemøder. 

Janne Hedegaard Hansen har anonymiseret socialpædagoger og brugere i sin undersøgelse – navnene er derfor opdigtede.

Diskuter dilemmaet på facebook Hvad mener du, socialpædagogen Tom bør gøre? Har Jens ret til at drikke sig ihjel? Eller bør Tom gribe ind? Hvordan?  Deltag i debatten på facebook – se hvordan på www.sl.dk/facebook

 

 

Deltag i debatten Er du enig i, at evnen til at skabe relationer og være rummelig er den vigtigste kvalifikation for en social­pædagog? Hvor går grænsen for rummeligheden? Er det for eksempel okay, at en beboer på et forsorgshjem får lov til at blive, selv om han har truet en praktikant?