Portræt
20 år og 40 forstandere senere
Socialpædagogernes tillidsrepræsentant på Kofoedsminde, Vivi Henningsen, trives godt i brydningstider, og dem har der været mange af i de 40 år, hun har været ansat
Af Lone Marie Pedersen, lmp@sl.dk
Foto: Kurt Johansen
Dine papirer er blevet væk. Men du kan blive omsorgselev på den store centralinstitution Rødbygård i Rødbyhavn.’
Sådan lød beskeden i 1970 fra den daværende Socialstyrelse til den 18-årige Vivi Henningsen, der ringede for at høre, hvornår hun skulle begynde i Brejning, hvor hun var blevet optaget.
Hun er født og opvokset i Kolding, og havde aldrig været på Lolland. Men hun sagde ja til Rødbygård. Socialstyrelsen kunne til gengæld love hende, at hun ville blive overflyttet, så snart der blev en ledig elevplads i Brejning.
Det blev der efter kun 14 dage, man da var det allerede for sent.
Vivi Henningsen havde tabt sit hjerte til Rødbygård. Det er 40 år siden.
Rødbygård er blevet delt op i Bo- og Naboskab Sydlolland og Kofoedsminde, som er landets eneste sikrede institution for kriminelle udviklingshæmmede, og her arbejder Vivi Henningsen.
Hun er i gang med forstander nummer 20. Han hedder Hans Christian Hansen.
De er jævnaldrende, og er begge uddannet som omsorgsassistenter fra en stor centralinstitution, kun afbrudt af den obligatoriske skolegang på Personalehøjskolen i København. Hun gik en klasse over ham.
Det var dog først, da Hans Christian Hansen tiltrådte forstanderstillingen den 1. januar 2009, at de mødte hinanden.
– Alligevel er det som om, vi har kendt hinanden altid. Måske fordi vi har fælles uddannelsesmæssig baggrund, siger han.
I dag mødes de ofte.
På hver sin side af skrivebordet.
Vivi Henningsen er tillidsrepræsentant for mere end 100 socialpædagoger og værkstedsassistenter, og hun tager gerne den direkte vej til forstanderens kontor, siger Hans Christian Hansen.
– Vivi er et dejligt menneske. En person, man har respekt for, og én man kan regne med. Hun er både stærk og følsom, og det er vigtige kvaliteter i hendes job. Der er ingen tvivl om, at både hendes faglige og personlige egenskaber har haft uvurderlig betydning både for beboerne og for medarbejderne, siger Hans Christian Hansen og tilføjer:
– Hun har været en del af den meget positive udvikling, der er sket i arbejdet for udviklingshæmmede.
Ikke mænd på værelset
Rigtig meget er sket både for beboerne og medarbejderne, siden Vivi Henningsen satte sin kuffert på elevgangen og trak i elevuniformen, der bestod af en blå kjole, et blåt og hvidt forklæde, en meget hvid, stiv krave, som skulle hæftes på kjolen.
– Og så var der et blåt bånd, som vi ikke kunne finde ud af, hvor skulle være, men det skulle bindes rundt om kraven og i en sløjfe, siger hun.
Vivi Henningsen havde søgt elevplads, fordi hun gerne ville have et arbejde, hvor hun havde med mennesker at gøre. Hun kendte kun åndssvage fra sine besøg på fasterens gård i Jylland, hvor der boede to.
– Jeg kom til en hel anden verden, end jeg var vant til, siger hun.
På Rødbygård sov beboerne på store sovesale, og der var slet ikke nok medarbejdere til at passe dem.
– Personalet knoklede og gjorde deres bedste. Vivi Henningsen boede sammen med de andre elever på elevgangene. Herrerne på øverste etage og damerne nedenunder. Og man måtte ikke have overnattende gæster af det modsatte køn.
– Det blev dog ikke håndhævet, siger hun. De blev løbende undervist, og det var det samme undervisningsforløb over hele landet.
– Vi havde meget gode elevforhold, husker hun. For eksempel kunne de beholde deres værelser, mens de var på højskolen.
Dengang var behandlingen meget læge- og sygeplejeorienteret. Ud over forstanderinden, der var sygeplejerske, var der en overlæge plus tre-fire læger.
Hver dag kom forstanderinden rundt i alle afdelinger for at tjekke, om sengene var redt og gardinerne rettet til. Alle presfolderne skulle være skarpe, når gardinerne var trukket til side.
– Var der for meget personale, når hun kom, blev nogle af os gemt på depoterne, fordi de ikke skulle synes, at vi var for mange, siger Vivi Henningsen.
Hun tilbragte en del af sin elevtid på Rødbygårds sygehus, hvor der både var operationsstue, røntgen og tandlæge.
– Det var et flot sygehus, og jeg har altid godt kunnet lide det sygeplejefaglige arbejde. Jeg lærte rigtig meget, for eksempel om sårbehandling.
I dag er der hverken sygehus eller ansat læger på Kofoedsminde.
En brydningstid
Vivi Henningsen har altid befundet sig godt med store og svære udfordringer, og dem fandt hun på Rødbygård.
Derfor valgte hun også at udskyde sin plan om at rejse ud, i første omgang til Norge, da hun blev udlært i 1973.
– Jeg ville vente et par år, siger hun.
Hun venter stadig med at realisere planen. Hun lod sig dengang friste af, at Rødbygård stod midt i en brydningstid. Hun ville gerne være en del af den udvikling.
Beboerne kom i skole og fik den såkaldte ADL-træning (almindelig daglig levevis).
Det var en kolossal omvæltning. Før den tid gik medarbejdernes tid med at give beboerne mad, vaske dem og deres tøj, blandt andet bleerne, i store badekar.
– Vi havde stort set ikke tid til at gøre andet over for beboerne end at holde dem rene og give dem mad, siger Vivi Henningsen.
Nu fik beboerne deres eget tøj. Før havde de ingen personlige ejendele og gik i ens tøj.
– Vi havde 20 ens af alting på vores afdeling. Der var ikke noget, der hed dit og mit.
Midt i 1970’erne begynder staten at bygge institutionen om, så de store sovesale blev afløst af mindre rum til 2-3 beboere, og senere kom der også enkeltværelser.
De første kvinder
Ved siden af de almindelige boafsnit på Rødbygård lå den såkaldte Sikringen, et lukket afsnit, hvor kriminelle udviklingshæmmede boede ( i dag Kofoedsminde).
Her arbejdede kun mænd med behandlingsopgaver over for beboerne. Man mente, at det var for farligt for kvinderne at være der.
I slutningen af 1970’erne ændrede den holdning sig lidt. Der blev ansat to kvinder i udslus ningsafdelingen. Og da en af dem rejste, blev Vivi Henningsen spurgt, om hun havde lyst til at prøve noget nyt.
Og det havde hun. Hun havde faktisk allerede som elev søgt om at komme i praktik på Sikringen. Fik ganske vist også lov, men kun på betingelse af, at en mandlig medarbejder hele tiden passede på hende. Så var hun ikke interesseret.
Men nu var chancen der, og Vivi Henningsen begyndte på Sikringen i 1982 og har været der siden.
– Jeg er glad for den organisation, jeg arbejder i. Vi får lov til at arbejde med mange forskellige ting, og vores klientel er spændende og udfordrende at arbejde med, siger hun.
Beboerne er anbragt, fordi de har fået en dom ved domstolene, og kriminaliteten er ofte meget voldsom, eksempelvis mord, voldtægt og ildspåsættelse.
– Der er stor faglighed i at arbejde med så komplekse mennesker og finde frem til, hvad der skal til for at få dem tilbage i samfundet, uden at de begår ny kriminalitet, siger Vivi Henningsen.
– Når jeg ser beboerne her, ser jeg mennesket og ikke handlingen, voldtægten for eksempel. Det er domstolene, der skal dømme dem, og os. der skal behandle dem.
En god hverdag
Det er kendetegnende for Vivi Henningsen, at hun går efter de store faglige udfordringer, og at hun trives godt, når der sker noget nyt. Man kan måske sige, at hun trives allerbedst i brydningstider. Det mener i hvert fald hendes kollega gennem 12 år, pædagogisk værkstedsassistent Peter Pedersen.
– Vivi er meget fagligt engageret i Kofoedsminde, både i forhold til beboerne, medarbejderne og ledelsen. Hun fastholder gamle opgaver, indtil de er færdige, og melder sig til nye udfordringer, som kan forbedre behandlingen for beboerne eller forholdene for medarbejderne.
Han fremhæver Vivis evne til at skabe en god hverdag for beboerne og inspirere til at forbedre deres levevilkår. Hun er med til at rykke dem over mod den almindelige verden.
– Hun er en meget stor inspirator og foregangsperson for os andre, og det er utroligt, at hun kan blive ved efter så mange år, siger Peter Pedersen.
En ny brydningstid
For godt et år siden stod Kofoedsminde endnu engang i en brydningstid. Denne gang var det ikke de udviklingshæmmedes levevilkår, der var den direkte årsag. Men derimod problemer på ledelsesniveauet. Som så mange gange før stod organisationen over for at skulle finde en ny forstander. Alle jagtede alle, stemningen var elendig.
Desuden skulle der rettes op på økonomien, og det betød i første omgang fyringer af personale.
Vivi Henningsen blev opfordret til igen at stille op som tillidsrepræsentant for socialpædagogerne og sagde ja.
Hun var trådt tilbage i 1986 efter mange år på posten. Både hun og ikke mindst familien trængte dengang til at se mere til hinanden. Det var dog ikke et krav, der kom fra ægtefællen eller børnene. Men en aften, da hun som sædvanlig kom sent hjem fra et møde og gik ind for at sige godnat til sine to børn, havde hendes mand sat et billede af hende ved deres senge, så de kunne huske hvordan hun så ud…
Men nu var børnene flyttet hjemmefra. Så hun sagde ja til at blive tillidsrepræsentant, fordi hun vidste, at hun havde de erfaringer, der skulle til for at klare opgaven.
– Vivi gjorde det på det mest udfordrende tidspunkt, siger Peter Pedersen.
– Det viser, at hun påtager sig de mest besværlige og udfordrende opgaver for beboere og medarbejdere. Når det er allermest kritisk og krævende, er hun den, der stiller sig i forreste række for igen at få tingene på rette vej.
TR hele vejen rundt
Vivi Henningsen var allerede faglig aktiv i elevrådet i folkeskolen og fortsatte på Personalehøjsko len, hvor de diskuterede hvorvidt undervisningen var tilfredsstillende. Og hun var med i elevrådet på Rødbygård.
Og allerede et par år efter, at hun var uddannet, blev hun valgt som tillidsrepræsentant på Rødbygård. Opgaven var dengang noget nemmere end i dag, husker hun.
– Det handlede det mest om, hvorvidt man var tilfreds med sit arbejde og blev ordentligt behandlet, siger Vivi Henningsen.
– Der var for eksempel slet ikke noget, der hed arbejdsmiljø og arbejdsskader. Jeg havde ikke noget med løn og ansættelse at gøre, og jeg passede mit fuldtidsarbejde samtidig med, at jeg var tillidsrepræsentant.
I dag er hun frikøbt 16 timer ugentlig til at varetage tillidsmandsarbejdet og tager sig af både faglige, personalemæssige og personlige forhold hos medlemmerne.
– Der er meget socialt i at være tillidsrepræsentant. Vi hjælper hele vejen rundt. Går for eksempel med på kommunekontoret, til læge og psykolog og bruger meget tid på at tale med kollegerne.
Hun sidder med i MED-udvalg og MED-social (som er et overordnet organ for alle sociale tilbud i regionen), og hun er desuden repræsenteret i andre regionale udvalg.
Aldrig længere væk end min telefon
Men hvordan kan man være så perfekt og holde skruen i vandet på de rigtige tidspunkter – og så i så mange år?
Svaret falder prompte fra Vivi Henningsen:
– Opbakning fra hjemmefronten og fra mine kolleger. Og så henter jeg rigtig meget støtte på Socialpædagogernes kredskontor (Storstrøm, red.), der aldrig er længere væk end min telefon. Her henter jeg hjælp, hvis jeg for eksempel har en svær medarbejdersamtale.
På kredskontoret er faglig sekretær og næstformand Tina Hansen klar med sparring og opbakning.
– Vivi er meget omsorgsfuld over for medarbejderne, men hun har også forståelse for mellemledernes situation, og så nyder hun stor respekt, også uden for Kofoedsminde, for eksem pel i regionen. Hun ved, hvad hun taler om, og vil dialogen. Og så er hun god til at argumentere for sin sag, siger Tina Hansen.
– De har haft en masse alvorlige arbejdsskader, og den måde, Vivi støtter medarbejderne på, er overvældende. På kredskontoret er vi trygge ved, at når Vivi har sagt, at hun tager hånd om et medlem, så gør hun det også.
– Det var derfor også mange gode grunde til, at Vivi Henningsen fik tildelt Socialpædagogerne Storstrøms pris ‘Fonden til støtte for den gode arbejdsplads’ i 2009, siger Tina Hansen.
– Hun får nogle ting igennem, som mange andre må give op overfor. Lykkes det ikke på den ene måde, så forsøger hun på en anden. Hun er videbegærlig og melder sig til mange kurser for at være rustet til at løse opgaverne bedst muligt, siger Tina Hansen.
SL-klub i svøb
Vivi Henningsen forbereder sig sammen med sine kolleger til de kommende overenskomstforhandlinger og har foreløbig indkaldt til det første overenskomstmøde. Mange mødte op for at drøfte, hvilke krav der bør stilles ved de kommende overenskomstforhandlinger.
– Det er vigtigt, at vi, der er helt nede på gulvet, er med til at bestemme, for det er os, der ved, hvor skoene trykker, siger hun.
Vivi Henningsen arbejder for, at der bliver oprettet en klub for socialpædagoger på Kofoedsminde, så de har et sted at mødes og drøfte faglige og fagpolitiske emner. Og OK-mødet var hendes første skridt i den retning.
Den kommende tid vil vise, om der er interesse for sådan en klub.
Men Vivi Henningsen giver nok ikke op, før det er en realitet.
For som Peter Pedersen udtrykker det:
– Det kræver stort engagement og udholdenhed at kunne blive ved med at trække i den rigtige retning. Og det har hun.
– Jeg synes, det er imponerende, at hun efter 40 år stadig melder sig på de besværlige og tunge poster og desuden yder en kæmpestor indsats.