Anbringelser
Skandinaviske forskelle – og dog
Der er en række ligheder i anbringelsespolitikken i Danmark, Norge og Sverige, men også en række forskelle, viser ny undersøgelse fra Socialpædagogerne. Og der er meget viden at hente til de kommende års udvikling af den danske politik på området, mener næstformand Benny Andersen
Af Jens Nielsen, jni@sl.dk
Illustration: Peter Hermann
At de tre skandinaviske lande ligner hinanden på det sociale område, er der vel ingen, der er i tvivl om. Men samtidig med at der er en lang række ligheder, så er der markante forskelle på en række områder. Og det handler ikke kun om anbringelsesfrekvensen – altså tallet for hvor mange børn i en årgang, der bliver anbragt – men også om en række forskelle i tilgangen til og praksis omkring anbringelserne.
Det viser en undersøgelse, Socialpædagogerne har foretaget i Sverige, Norge og Danmark, og som ifølge den danske forbundsnæstformand Benny Andersen skal inspirere i det fortsatte arbejde på anbringelsesområdet:
– Vi vil gerne lære nyt og bruge andres gode erfaringer, og det er indlysende at kigge på Norge og Sverige, fordi der er et stort sammenfald i vores samfunds- og menneskesyn, men samtidig også nogle tydelige forskelle i den praksis, der er på især familieplejer-området. Med mere viden kan vi lettere vælge til og fra blandt de metoder og ordninger, vores naboer har, siger Benny Andersen.
Han peger på, at undersøgelsen sætter fingeren på en række markante forskelle:
- Tilsyn: Norge har fire årlige tilsyn i plejefamilierne, mens plejebarnet får fire årlige besøg af en uafhængig person. Sverige er på vej med lignende tiltag.
- I Norge tager staten et stort medansvar for rekruttering, uddannelse og ansættelse af familieplejere.
- Både Norge og Sverige anbringer langt flere børn i plejefamilier frem for på døgninstitution.
- Især i Norge, men også i Sverige findes der forskellige typer plejefamilier til forskellige typer anbringelser.
- Uddannelsen af plejefamilierne er vidt forskellige: I Norge skal alle plejefamilier igennem det samme forløb, i Sverige er området fuldstændig kommunalt styret, mens der i Danmark er både kommunale RUGO-kurser, regionale AMU-kurser og private kurser.
- Norge og Sverige har problemer med at rekruttere nok plejefamilier – og særligt i Sverige diskuteres det, om det er ansættelsesvilkårene, der er for dårlige.
- I Norge tilbyder staten en femårig kontrakt til 900 familieplejere (se artiklen på side 19), der uddannes til at tage sig af meget belastede unge.
Hvorfor gør vi som vi gør?
Disse sidstnævnte norske kontrakter står i modsætning til en af de ting, der er sammenfaldende på familiepleje-området: I alle tre lande har familiepleje altid været betragtet som en opgave – ikke som et arbejde, man er ansat til.
– Men ellers kan vi jo konstatere, at det er i Danmark, der tegner sig flest muligheder i forhold til at opnå en egentlig ansættelse af familieplejerne – og her tænker jeg både på Barnets Reform og på den nylige afgørelse fra Ankestyrelsen, der slog fast, at en familieplejer er at betragte som ansat, siger Benny Andersen (se Socialpædagogen nr. 07/2010).
En anden lighed er manglen på viden og forskning på anbringelsesområdet, konstaterer han. Det gælder blandt andet, når det det handler om den svenske og norske præference for anbringelse i familiepleje frem for på døgninstitution:
– Det er slående, hvor mange af de centrale aktører i Norge og Sverige, der siger, at de politiske og socialfaglige begrundelser for at prioritere familiepleje er, at det at vokse op i en familie er rigtigere end at blive anbragt på en døgninstitution. Det er klart, man kan sige meget negativt
om fortidens børnehjem og store, centraliserede institutioner, men der er tilsyneladende meget lidt forskning i, om dette også er rigtigt i dag, påpeger Benny Andersen.
– Det er helt afgørende at få afklaret, hvilket grundlag vi egentlig taler ud fra, og hos Socialpædagogerne er vi parate til at tage denne svære socialfaglige udfordring op: Vi skal gøre det helt klart, hvornår der er faglige, og hvornår der er økonomiske eller ideologiske årsager til valget
af bestemte anbringelsesformer, siger Benny Andersen.
– Den forskning, der skulle vise, at det rigtige for børnene altid er en familiepleje, har vi i hvert fald ikke kunnet finde i de øvrige nordiske lande. Tværtimod kalder for eksempel vores norske søsterorganisation FO det for ‘the black box’, fordi ingen reelt har forsket i selve indholdet i en familieplejeanbringelse. Derfor synes jeg, at de danske politikere skulle sørge for, at vi konkret får forskning, der afdækker, hvad der virker og ikke virker i en familieplejeanbringelse. Og særligt når nu så mange af ideologiske årsager fremhæver familieplejeanbringelserne som det eneste rigtige. Jeg vil gerne gentage, at for nogle børn er døgninstitutionsanbringelse det rigtige, for nogle er det en familieplejeanbringelse. Vores undersøgelse om de nordiske forhold har ikke ændret dette, understreger Benny Andersen.
Stor forskel?
I den danske politisk-økonomiske diskussion om anbringelser er der fokus på anbringelsesfrekvensen: Hvorfor anbringes der langt flere børn og unge i Danmark end i Sverige, lyder spørgsmålet.
I Danmark er det 1 procent af de 0-22-årige, der anbringes, mens de tilsvarende tal for Norge og Sverige er henholdsvis 0,78 og 0,66 procent.
Den forskellige måde at opgøre anbringelserne på gør, at det ikke er muligt at sammenligne fuldstændigt, og noget tyder på, at der måske er tale om en mindre forskel end det umiddelbart ser ud til. I de norske og svenske tal er der ikke medregnet børn med funktionsnedsættelser, ligesom anbringelser på kostskoler og i eget værelse, der i Danmark tæller med som anbringelse, i Sverige bliver regnet som en ‘forebyggende foranstaltning, mens en plads på en kostskole i Norge slet ikke regnes for en anbringelse.
Den anden markante forskel drejer sig om den langt hyppigere brug af familieplejere i Norge og Sverige – se grafikken til højre på dette opslag. En forskel, som der er ikke nogen enkel forklaring på.
Norge: Ingen småbørn på institution
Et andet aspekt af anbringelserne, som undersøgelsen ser nærmere på, er anbringelsestypen sammenholdt med børnene og de unges alder.
Her skiller Norge sig meget markant ud ved stort set ikke at have andet end familieplejeanbringelser af børn under 12 år. Kun 3 procent af de 0-2-årige, 1 procent af de 3-5-årige og 5 procent af de 6-12-årige kommer ikke i familiepleje. I alt var kun 1,4 procent af alle anbragte børn under 12 år i 2008 anbragt på institution. Institutionsanbringelse af de 0-12-årige må simpelthen kun ske i yderste nødstilfælde.
I Danmark og Sverige er 25 procent af de 0-2-årige anbragt på en døgninstitution eller lignende.
Særligt i Norge opererer man – blandt andet for
at kunne rumme alle de 0-12-årige i familiepleje – med en række specialiserede plejefamilie-typer: Slægts- og netværksplejefamilierne er langt mere udbredte i Norge og udgjorde i 2008 cirka 16 procent af samtlige plejefamilier. De ‘ordinære’ plejefamilier udgør godt 40 procent, mens den største gruppe derefter er den såkaldte forstærkede familiepleje. Her får plejefamilien ekstra godtgørelse, der er et krav om at være hjemmegående, og der er ekstra støtte til barnet. Derudover opererer man i Norge med akutfamilier/beredskabshjem, behandlings/træningsfamilier og ungdomsfamilier til unge med særlige problemer
Benny Andersen peger på, at der trods reglerne i Norge er debat om det rigtige i den konsekvente brug af familiepleje
– Jeg synes, det er værd at bemærke, at der i Norge i de faglige miljøer er stærkere og stærkere diskussion, om dette altid er det bedste for barnet. Vores norske kollegaer skeler faktisk til Danmark og vores erfaringer med småbørns- og spædbørnsinstitutioner – specielt når det gælder deres rolle i forhold til at skabe det bedste grundlag for den rigtige løsning på længere sigt, siger han.
Masser af plads til udvikling
Benny Andersen, peger på, at undersøgelsen især i forhold til de svenske og norske tilgange til plejefamilierne kan inspirere til den udvikling, der skal drives fremad, når Barnets Reform træder i kraft:
– Når Kommunernes Landsforening (KL) og vi efter vedtagelsen af Barnets Reform forhåbentlig skal til at forhandle om vilkårene for de nye kommunalt ansatte familieplejere, som reformen åbner for, er det helt centralt, at vi har de praktiske erfaringer fra Norge og Sverige. De udgør et idekatalog, som kun kan kvalificere diskussionen, siger han.
– Skal vi kvalitetsudvikle familieplejen – og det gør jeg ud fra, at KL er enige i, at vi skal – er det for eksempel værd at kigge nøjere på den række specialiserede familieplejetyper, man har udviklet i Norge. Ja, man kan undre sig over, hvorfor den udvikling ikke er sket i Danmark – vi har end ikke drøftet de fordele og ulemper, der kan være ved at organisere indsatsen på den måde, konstaterer Benny Andersen.
At der er masser af plads til – og behov for – forbedringer og udvikling på anbringelsesområdet, er han ikke i tvivl om.
– Det gælder både på familieplejeområdet, og når det handler om døgninstitutionerne. På den led er Barnets Reform jo ikke et punktum, men blot et komma, siger Benny Andersen.
Læs mere og find hele undersøgelsen på
www.sl.dk