Brugerinddragelse

Det handler om Mikkel

Det lå dybt i vores kultur, at autister har meget svært ved at vælge. Men det kan de sagtens, hvis der laves understøttende visuelt materiale, siger pædagoger på Tingagergården i Tilst, der laver handleplaner sammen med beboerne

Af Hanne Sørensen Smith, redaktionen@sl.dk
Foto: Rasmus Baaner

Forstår vores beboere og brugere overhovedet alt det her? Og hvad sker der lige, når de opdager, at de selv kan bestemme? Den slags  tanker havde vi da i starten, men de er for længst væk, siger de to socialpædagoger som med én stemme.

Med glæde afgiver de pædagogens ‘magt’ og vender den til selv- og medbestemmelse for dem, det egentlig handler om, nemlig voksne udviklingshæmmede med autisme.

– I dag sad Mikkel i fem kvarter til møde om handleplan med to pædagoger. I begyndelsen havde vi masser af ping-pong-snak ud fra de fotos fra året, som Mikkel selv var med til at vælge ud inden mødet. Og dernæst gik vi så videre med de visuelle skemaer, vi har lavet, så Mikkel kunne bestemme sig for nye mål og nye aktiviteter, fortæller Ken Jacobsen, der er kontaktpædagog for Mikkel Mølgaard Sørensen for øjeblikket.

Faktisk gik mødet om handleplanen så godt, at Mikkel glad og gerne stiller op dacapo til ære for fotografen. Mikkel er begejstret for fotoet fra årets udendørs vandkamp, der kastes op på lærredet fra den bærbare. Han snakker afsted hen over flere billeder af trommespil, grillaften, Bruce Spring­steen i ørebøfferne, sommerfest og ferietur.

Mikkel er også frisk på at forholde sig til forskellige udsagn med billeder og ord om frokost, klipning, sengetid, rengøring og den slags. Hvem bestemmer hvad, hvor og hvornår?

– Mig, siger Mikkel og sætter efterhånden udsagnene på arket med den grønne farve for selvbestemmelse.

Men det begynder at knibe med koncentrationen, for det er jo dacapo, og fotografens knipseri er vildt interessant. Mikkel vil gerne se et resultat og giver fotografen sin mail-adresse for så at følges med socialpædagog Anne Schou Clausen hjem over fliserne til afdeling efg på Tingagergården i Tilst.

Mere – og over det hele

Tilbage sidder kollegerne Ken Jacobsen og Christina Mulvad Axelsen med lys i øjnene og lyst til at inspirere. De er ved at være færdige med deres powerpoint-show til Sikon-autismekonferencen, hvor de skal holde oplæg om deres arbejde. De har haft besøg af en medarbejdergruppe fra Fynbohus i Viborg, der gerne ville høre om brugerinddragelse.

Og Finn Gregersen, deres centerchef for Århus Kommunes Bocenter Vest med ti forskellige institutioner, er helt klar til at give brugerinddragelse videre liv i hele organisationen – med de justeringer af materialer og metoder, der nu skal til for at passe til den specielle afdeling og den enkelte beboer eller bruger.

– Du har lige overværet lidt af, hvordan et møde om handleplan med Mikkel foregår nu. Tidligere holdt vi personalemøde en times tid og talte om, hvad Mikkel mon syntes, der skulle stå i planen, og hvad vi troede, han interesserede sig for. Så tænkte kontaktpædagogen det sammen og skrev ned. Med de bedste intentioner. Men uden Mikkel. Det er forskellen, siger Ken Jacobsen.

Han udgør sammen med Anne og Christina en af 15 projektgrupper rundt på forskellige kommunale og regionale institutioner i Midtjylland, der de sidste par år har arbejdet med ‘Indflydelse på eget liv – et skridt videre’. Projektet styres af Jysk Socialforsknings- og Evalueringssamarbejde og gennemføres efter gennembrudsmetoden, hvor der arbejdes med forandringer samt dokumentation og implementering af dem.

– Vores chef syntes, vi som overordnet mål skulle vælge arbejdet med handleplaner. Og vi havde det selv sådan, at de ofte var lidt tunge at arbejde med. Så hvordan kunne vi skabe indflydelse på eget liv for autister, der har svært ved at tænke abstrakt, at vælge og at sætte mål, siger Christina.

Farver og smileys

– Vi måtte træde tre skridt tilbage: Hvad skal man kunne for at få indflydelse? Hvad kan man egentlig bestemme? Hvad kan man vælge? Og hvordan kan vi gøre det muligt? Derved fandt vi ud af, at vi måtte tænke vores faglige metoder over i arbejdet med handleplaner – altså gøre tilgangen visuel til den kommunikation, vi gerne ville have frem, supplerer Ken og fortsætter:

– I over et år har vi så arbejdet dels med farver, dels med smileys. Den røde farve betyder ingen bestemmelse, den gule medbestemmelse og den  grønne selvbestemmelse. Og så har vi en glad, en ligeglad og en sur smiley. Farver og begreber præsenterede vi på husmøderne for de syv beboere på afdeling efg og senere i personlige runder. Og med smileys startede vi med at skabe en forståelse for, hvordan beboerne kunne udtrykke, hvad de syntes om forskellige aktiviteter, så de ud for et ord som for eksempel svømmehal kunne sætte den smiley, der passede til deres synspunkt.

– Efterhånden udviklede vi systemet, så vi også kunne bruge billeder i stedet for eller sammen med ord. Og der kunne komme farver på de der smileys – rød for sur, gul for ligeglad og grøn for glad, fortæller Christina, der arbejder dels på Tinggården, dels på Aktivitetstilbuddet Søndervangen i Viby, der også er med i projektet. Hjælperedskabet til at forbedre arbejdet undervejs er den amerikanske PDSA-metode – Plan, Do, Study, Act.

Ken og Christina er enige om, at individuelle tilgange er vigtige i forhold til diagnose, men også alder for eksempel. Et mennesker, der måske har boet på Tinggården i 25 år og aldrig har været med til at tage en beslutning, forstår ikke muligheden for indflydelse i  starten, mens de yngre måske er mere vant til det hjemmefra.

En fælles erfaring for farverne er dog, at den røde – ingen bestemmelse (for eksempel de overordnede love) og den grønne – selvbestemmelse (for eksempel sengetid) er nemmest for beboerne at forholde sig til som kontraster. Den gule – medbestemmelse (for eksempel ferietur med billede af både beboeren og en gruppe pædagoger) er sværest at håndtere, fordi den er mere nuanceret og ukonkret.

Tingagergården Tingagergården er et bo- og aktivitetstilbud i Tilst vest for Århus. Her er 10 boliger til voksne udviklingshæmmede og 14 boliger til voksne udviklingshæmmede med autisme fordelt på to afdelinger. Stedet omfatter også aktivitetstilbuddet Søndervangen i Viby til 21 voksne udviklingshæmmede med autisme. Tingagergården er en del af Bocenter Vest under Århus Kommune.

 

Kan sagtens vælge

– Da vi startede det her projekt lå det i vores kultur, at autister har brug for struktur, forudsigelighed og visualisering. Og det holder jo på mange planer. Men det lå også dybt i vores kultur, at autister kan have meget svært ved at vælge. Nu kan vi se, at det kan de sagtens, hvis der laves understøttende visuelt materiale, siger Christina og fortæller om Lars, der en dag inde på Aktivitetstilbuddet så piktogrammet for musik og sagde, han ville med. Og det har han været lige siden:

– Jeg ville ikke have sat ham på musik, hvis jeg skulle vælge for ham, fordi jeg som pædagog ville tænke, at det ville han ikke have det godt med.

– Før var det pædagogerne, som planlagde, hvem der deltog i hvilke aktiviteter på Søndervangen. Og der var mange brugere, der syntes det var kedeligt og træls. Nu holder vi møde hver fredag alle sammen, hvor det er muligt at komme med forslag ud fra vores idémappe. Lige nu er der 50  gamle og nye aktiviteter. Vi har også mindre mapper med for eksempel fem eller ti aktiviteter, så det bliver mere overskueligt for nogle af brugerne at vælge.

– Mapperne skal ses i sammenhæng med vores store tavle, hvor vi sætter de valgte aktiviteter for den følgende uge op som billeder. Det kan være en tur til Fiskerihavnen, at bage, at hente frugt og grønt, at gå på biblioteket. Og igen vælger den enkelte bruger så ved at sætte et lille foto af sig selv op ved siden af aktiviteten. Det har kørt sådan i snart et år nu, og vi har ikke de der konflikter mere – simpelthen på grund af selvbestemmelsen, siger Christina.

Idémapper i samme stil er udarbejdet på Tingagergården, hvor for eksempel Mikkel ud fra en mappe med ti valg kan sætte sig mål for handleplanen et år frem. Hans ønsker fra dagens møde er at lave mad, at deltage i hal-hockey og at komme på ledsagerture. En gang om måneden følger Ken og Mikkel så op for at se, om ønskerne er blevet til virkelighed uden for computeren.

Med Lars derimod foregår arbejdet ud fra en bog med fotos, for det har han det bedre med:

– Her kan du se nogle af Lars’ mål om familiebesøg og om at lave mad. I oktober var hans søster på besøg, og der blev lavet mad. I december var der julefrokost hos hans søster.

– På de her måder kan Mikkel og Lars genkalde sig oplevelser, der bliver dynamiske og levende for dem. Og vi kan som pædagoger dokumentere  arbejdet, siger Ken, og Christina tilføjer, at der er noget livshistorie i det.

Ikke slå drømme ihjel

På Tingagergården afføder arbejdet med brugerinddragelse i handleplaner selvfølgelig mere indflydelse på dagligdagen. Der er husmøde første mandag i hver måned på afdeling efg, hvor beboerne vælger aktiviteter eller huslige opgaver. Og der arbejdes mere langsigtet med ferieture, hvor der opstilles tre forskellige forslag, som diskuteres godt igennem. Baggrundsviden er nødvendig for at kunne træffe det rigtige valg. For eksempel er det vigtigt at vide, at der altid er mindst en halv times ventetid til hver eneste forlystelse i Disneyland Paris, hvis det nu er målet for drømmeferien.

Ken og Christina synes, de sammen med kollegerne er blevet mere lydhøre og anerkendende i deres pædagogik undervejs i forløbet. Beboernes ønsker kan oftest gøres konkrete og visuelle, men de kan ikke altid føres ud i livet:

– Forståelsen af det skal vi også arbejde med i fremtiden. Og så er der jo drømmene, der ligger længere ude i horisonten og måske er uopnåelige. Vi skal bare ikke slå drømmene ihjel, men øve færdigheder i at håndtere dem. For eksempel ved en af vores beboere godt, at han har et handicap. Men han vil da gerne have en kæreste alligevel. Så måske skal vi for hans vedkommende begynde at have mere følelsesbetonede mål med i arbejdet, siger Ken Jacobsen.