Brugerinddragelse

Rundvisning med bedømmelse

På botilbudet Tornehøjgård er de hjemløse brugere med til at bestemme, hvem der skal ansættes. Socialpædagogens udsendte blev vist rundt – og vurderet

Af Maria Rørbæk, mrk@sl.dk
Foto: Jakob Carlsen

Hvis du søgte job, og jeg skulle vise dig rundt, ville jeg i hvert fald vise dig, hvor gode forhold vi har. Så kom. Lad os tage et look. Du skal se mit værelse.

Sådan begynder Jesper Lund rundturen på botilbudet Tornehøjgård i Herlev – et midlertidigt hjem for 20 aktive misbrugere, der ellers ville være hjemløse.

Men det er ikke kun mig, der skal se nærmere på botilbudet – Jesper Lund skal også se nærmere på mig. Ville han ansætte mig som pædagog?

Godt nok mangler jeg uddannelsen, men det behøver ikke blokere, vurderer lederen af Tornehøjgård, Birgit Buhl:

– Beboerne har nogle helt andre kriterier end personalet, når de skal vurdere hvem, det er bedst at ansætte. Og der er i hvert fald ét spørgsmål, jeg aldrig tror, de ville stille, og det er: Hvornår er du uddannet? Og fra hvilket seminarium? Men beboernes kriterier er lige så relevante som personalets – de er bare nogle andre, siger hun.

Det sidste år har Tornehøjgård eksperimenteret med at inddrage beboerne i ansættelsesproceduren – simpelt hen fordi det er en vision, at beboerne skal inddrages så meget som muligt.

– Vores beboere kan ikke magte at sidde til ansættelsessamtaler i seks timer, så derfor har vi besluttet, at en af beboerne viser rundt og efterfølgende deltager i ansættelsesudvalgets vurdering af, hvem der skal ansættes, fortæller afdelingsleder Anette Richs-Jensen.

Da der ikke er så megen udskiftning i personalet, har der indtil videre kun været to ansættelsesrunder med beboernes deltagelse – én med rundvisning af den tidligere beboerrådsformand, og én der foregik i en lidt anden form, fordi alle ansøgerne i forvejen var vikarer og både kendte huset og personalet. I stedet for en rundvisning, kom de derfor til en samtale på den nuværende beboerrådsformand, Jesper Lunds værelse.

– Og da overraskede jeg dem godt nok, fordi jeg havde ryddet op og gjort rent og købt colaer, fortæller han.

Ét spørgsmål

På vej op af trapperne til værelset på første sal, kaster Jesper Lund om sig med stikord fra sit 49-årige liv.

Slagsmål. Hjemløshed. Narkomani.

– Ja, her er så min celle, som jeg kalder det, men det er bare fordi, jeg har siddet så mange år i fængsel, siger Jesper og viser ind på det lille værelse med skrå vægge. Her er lige nøjagtig plads til en seng, et bord og en stol.

Jesper Lund dukker hovedet og smiler:

– Grunden til, at jeg har ladet mig blive her så længe, er, at jeg kun er 1,70 høj, siger han.

Flere gange spørger jeg, hvad Jesper vil spørge mig om, men der er ikke rigtig noget, der presser sig på. På bundlinien har Jesper kun ét spørgsmål, ét kardinalspørgsmål, som han vil bruge til at skille de gode pædagoger fra de dårlige. Det vender vi tilbage til.

I stedet fortæller han. Om sig selv og om stedet. Ude i gården sniger der sig alligevel et spørgsmål ind. Da Jesper er stoppet op ved rygepavillonen og med et grin har fortalt, at her bliver røget igennem.

– Jeg har jo værelse lige herovenover, og en morgen blev jeg vækket af et helt personalemøde herude. Hvad gør Jesper så, når han ikke må bruge vold?

Det kan jeg ikke lige gætte, og Jesper fortsætter fortællingen:

– Jeg fyldte vand i en affaldspose og kastede den ned på en af pædagogerne. Jeg kan godt sige dig, at det var et smukt syn, men det var også lidt æh… Hun havde jo ikke skiftetøj med og sådan…

En af de rygende medarbejdere smiler til Jesper.

– Det er godt, vi ikke bærer nag, Jesper, for så kan man ikke arbejde her, siger hun.

Del dine erfaringer Tornehøjgård vil gerne arbejde videre med brugerinddragelse i forbindelse med ansættelser af personale. For eksempel overvejer de, om et panel af brugere kan være med til at læse ansøgningerne igennem og udpege dem, der skal til samtale. – Men det kræver nogle etiske overvejelser, fordi der for eksempel kan være meget personlige oplysninger i en ansøgning i stil med: ‘Mine to brødre var misbrugere’ eller: ‘Jeg har lidt af en meget alvorlig sygdom’. Oplysninger, som beboerne måske senere kan bruge imod medarbejderen. Derfor skal vi finde ud af, hvilken form vi kan gøre det i, så vi både udviser respekt for beboerne og ansøgerne, siger Anette Richs-Jensen. Tornehøjgård er derfor meget interesserede i at høre andre erfaringer med brugerinddragelse i ansættelsesproceduren. Fagbladet Socialpædagogen samler op, så skriv og fortæl på mrk@sl.dk

 

Freesbeegolf og fiskeri

Vi fortsætter til bostedets værksted.

– Hvad kan man lave herinde, spørger jeg.

– Alt muligt, svarer Jesper, og fortæller om en drøm, han har. Om at lave en bane til freesbeegolf sammen med en medarbejder, han klikker  rigtig godt sammen med. De har også en fælles passion for fiskeri.

– Og det er rigtig godt, for ved du hvad? Jeg skal finde noget andet at fylde mit liv med, når jeg ikke længere sidder på en S-togsstation og drikker, fortæller Jesper, der er dømt til at tage  antabus.

Så er rundturen ved at være slut, og Jesper skænker kaffe op til os i personalerummet. En gang i mellem passerer en medarbejder forbi, og de fleste får en positiv kommentar med på vejen.

– Hun er bare sådan en sød tøs. Hun er så god til at ordne vores akvarium. Og hende der, hun er datter af en elektriker, og hun har ordnet mit fjernsyn, fortæller han.

Jeg prøver at spørge ind til, hvad Jesper mener, er de vigtigste kvalifikationer hos en pædagog. Det er lidt svært at få et klart svar, og samtalen kører ud af mange snørklede omveje.

– En pædagog skal være lidt tjekket, selv om jeg ikke selv er det, får han slået fast, men ellers har han svært ved at sætte ord på.

– Hvad er en god pædagog og en dårlig pædagog? Siger det ikke lidt sig selv, spørger han. Han er nødt til at forklare sig med et eksempel, der ligger lidt udenfor den pædagogfaglige verden:

– Hvis en ung pige har været sammen med sin kæreste, og kommer hjem og har fået hugget halvdelen af tommelfingeren af, ikk’, og forældrene så ikke lægger mærke til noget… Så er dét en dårlig pædagog, fastslår han.

Hvad ville du gøre?

Og så kommer vi til nøglespørgsmålet:

– Hvis du læste i papirerne, at en beboer tidligere havde været voldelig, hvad ville du så gøre, spørger Jesper.

Et kort øjeblik har jeg det lidt som om, jeg var til eksamen.

Gad vide, hvad Jesper vil opfatte som et godt svar?

– Jeg vil prøve at danne mig mit eget indtryk af personen, og så vil jeg nok være lidt mere opmærksom. Det må jeg være ærlig at sige, svarer jeg.

Det var et godt svar, fortæller Jesper mig bagefter.

– Der bongede du godt ud. Og ikke mindst fordi du er en kvinde. Kvinder er lidt mere sådan ‘lad os få en kop kaffe og en kage, så klarer vi det nok’. Det er mere hannerne, der puster sig op, siger han.

Guld på gaden

Den dag Jespers vurdering virkelig skulle tælle, ønskede han ikke, at den skulle tælle med.

– Jeg ville ikke sætte et navn på og sige, hvem jeg synes, der skulle ansættes, for tænk nu, hvis det fik betydning. Hvis de stod og skulle vælge mellem to, og de så valgte den, jeg havde peget på. Nej, det ville jeg ikke. De var alle sammen gode. Vi stod med guld, og vi smed guld på gaden, siger han.

Afdelingsleder Anette Richs-Jensen blev lidt overrasket over, at det var så svært at få beboerne til at tage stilling til, hvilken vikar, der skulle ansættes.

– Faktisk ville jeg gerne have oprettet et parallelt ansættelsesudvalg, der kun skulle bestå af beboere, men der var ingen, der ville være med. Jeg tror, de var lidt omsorgsfulde, fordi de jo kender vikarerne. Hvis man vælger en, fravælger man også de andre. Og så tror jeg også, at det var lidt skræmmende at få indflydelse. Hvad tænker de andre beboere så, næste gang vi bliver sure på personalet, og jeg har været med til at ansætte?

Heller ikke i dag vil Jesper vende tommelfingeren nedad.

– Jeg synes faktisk ikke, at du på nogen måde har gjort et dårligt indtryk, siger han, da regnskabet skal gøres op.

– Det var godt, at du stillede spørgsmål. Det virkede ikke om, du bare tænkte, at, ‘nå, her er nogle hvide bygninger’. Du tænkte: ‘Nå, men de mennesker må da foretage sig noget i de hvide bygninger’.

Diskuter dilemmaet på facebook: Hvor meget skal brugerne bestemme? Er det rimeligt at beboerrådsformanden på et forsorgshjem nedlægger veto imod ansættelsen af den pædagog, der ifølge lederen og souschefen er fagligt mest kvalificeret?  Deltag i debatten på facebook / se hvordan på www.sl.dk/facebook

 

Deltag i debatten Er brugerindflydelse altid godt – eller kan det blive for meget af det gode? Hvor mener du, at grænsen går for brugerindflydelsen, når det gælder personalesager? Skal brugerne være med til at ansætte? Skal de have indflydelse på løntillægene? Skal de have indflydelse på eventuelle afskedigelsessager? Kender du til konkrete eksempler, hvor pædagogiske tiltag har givet brugeren større selvbestemmelse? Fortæl meget gerne om dem?