Internationalt

Rumænske børnehjem kæmper mod hårde vilkår

Rumænske børnehjem kæmper mod manglende økonomiske midler til drift og uddannelse af det socialpædagogiske personale. Den dybe økonomiske recession i landet har ikke gjort kampen nemmere

Tekstog foto: Ota Tiefenböck, redaktionen@sl.dk

Da Ceaucescus diktatur faldt fra hinanden i 1989, og pressen fik adgang til den reelle rumænske virkelighed, gik billederne af de udmagrede, understimulerede og ubehandlede børn på de rumænske børnehjem lige i hjertet. Omsorgssvigt var et helt utilstrækkeligt begreb for den hverdag, børnene havde.

Mere end 20 år er gået, men de rumænske børnehjem har det fortsat svært.

Rumænien er kørt økonomisk og politisk i sænk, og det kan mærkes på det socialpædagogiske område.

Staten råder ikke over tilstrækkeligt mange pladser i de statslige børnehjem, og derfor bliver en del af landets børnehjem drevet af forskellige private og kirkelige institutioner. Statsstøtten til de private børnehjem er minimal, og børnehjemmene er derfor afhængige af private midler. Midler som først og fremmest skal sikre børnehjemmenes drift, men som også helst skal række til uddannelse af det pædagogiske personale.

Børnehjemmene har ikke altid økonomiske midler til formålet, og den seneste tids økonomiske krise i landet, har ikke ligefrem gjort situationen nemmere.

– Vi mener, det er vigtigt, at vores personale har en pædagogisk viden og uddannelse, men det er  dyrt for os at sende folk på kurser, og ofte har vi ikke midler nok til formålet. Udbuddet af socialpædagogiske kurser i Rumænien er ellers i løbet af de sidste år blevet større og bedre, så det er ikke fordi, der er mangel på muligheder, fortæller Bakó Béla Pál.

Ikke meget støtte

Bakó Béla Pál er romersk-katolsk præst, og driver seks børnehjem for forældreløse børn i området omkring byen Tirgu Mures. I løbet af 2009 lykkedes det ham at sende fire medarbejdere på et pædagogisk kursus af tre måneders varighed. Det er langtfra det antal, han ville have ønsket, men med de økonomiske midler, han har til rådighed taget i betragtning, er det trods alt bedre end ingenting.

– Vi får ikke meget støtte fra staten og kæmper konstant for overlevelse og for at skaffe penge til løn til vores personale. Heldigvis har vi en del folk, som tandlæger og psykologer, der arbejder gratis for os, siger Bakó Béla Pál.

Børnehjemmene får et statstilskud, som udgør to euro per barn per dag, men det er langtfra

nok til at kunne dække de omkostninger, der er forbundet med driften af børnehjemmene. Derfor kommer hovedparten af de økonomiske midler til børnehjemmenes drift fra udlandet. De seks børnehjem i Tirgu Mures området, som Bakó Béla Pál driver, får deres økonomiske hjælp fra England og Schweiz, men også her er det på det sidste blevet en større udfordring at skaffe pengene. Bakó Béla Pál er overbevist om, at det skyldes den økonomiske afmatning, som har ramt Europa.

Store udfordringer

De seks børnehjem, som er drevet af fonden Sct. Elisabeth Fund Association, der blev oprettet i forbindelse med driften af børnehjemmene, er alle  placeret i almindelige landhuse, som er blevet opkøbt eller doneret til fonden. 

Hvert af husene er døgnbemandet med to pædagoger, og rummer otte til ti børn i alderen tre til 18 år. Den store aldersspredning og børnenes forskelligartede problemer, for eksempel fysiske og psykiske handicap, er ifølge Bakó Béla Pál en stor udfordring for pædagogerne og stiller store krav til deres faglige viden.

– Det er vigtigt, at vores personale har en tilstrækkelig pædagogisk viden til at kunne tackle de situationer, der kan opstå. Derfor har alle vores pædagoger en eller anden form for en kortere socialpædagogisk uddannelse bag sig, og det er også derfor, at vi vægter deltagelse i kurser meget højt, siger Bakó Béla Pál.

Gode resultater

Børnene går i en almindelig skole om dagen og samles til forskellige aktiviteter i deres respektive børnehjem efter skole. De landlige omgivelser giver blandt andet mulighed for at dyrke egne  grøntsager, som på samme tid kan være en nyttig aktivitet for børnene og en vigtig råvare i hjemmenes køkkener, som leverer mad til dagens måltider.

Hele projektet startede i 1994, som et folkekøkken, hvor ubemidlede kunne få et gratis måltid mad, men udviklede sig hurtigt til at hjælpe de mange forladte børn og børn med diverse problemer, som ingen tager sig af. Siden dengang, har Bakó Béla Páls liv ikke handlet om andet end at hjælpe børnene på vej mod et bedre liv.

Børnehjemmene er blevet Bakó Béla Páls livsprojekt, og til trods for de daglige kampe for overlevelse bevarer Bakó Béla Pál optimismen for en bedre fremtid for både børnene og børnehjemmene.

Han kan se, at pædagogernes og hans arbejde nytter, og det holder ham fortrøstningsfuld.

– Vi lever som en stor familie her. Vores børn kan mærke, at vi elsker dem og vil dem noget godt. Det er en følelse, de færreste af dem har oplevet tidligere, siger Bakó Béla Pál.