Kommentar

Lad os få solidariteten tilbage

Vi skal bruge 1. maj til at minde os selv og vores omverden om, at solidaritet ikke er en antikvitet, der tages ud og støves af en gang om året

Af Benny Andersen, forbundsnæstformand, redaktionen@sl.dk
Illustration: Peter Hermann

Jeg har altid elsket dagen 1. maj. Det er en stærk dag fuld af fælles forhåbninger for en bedre verden, af sammenhold og af traditioner. Og det er en dag, hvor vi synger de gamle sange, som betyder noget og som vi er mange, der elsker at synge. ‘Når jeg ser et rødt flag smælde’ er en af dem. Den har en fantastisk tekst, synes jeg, og der er især et vers, jeg altid har været særlig glad for, nemlig det andet vers. Det lyder sådan her:

Jeg har set min fader ranke
ryggen op i flagets brus.
Jeg har lyttet og hørt hjertet banke
i dets stolte, befriende sus.
Jeg har elsket dets farve fra lille,
da min mor tog mig op på sit skød
og fortalte mig manende og stille
om en fane så knitrende rød.

Det vers får mig altid til at tænke på første gang, jeg var til 1. maj. Min far tog mig med til 1. maj-arrangementet i Skansen i Hals, da jeg vel var en otte-ni år gammel dreng. Det var en stor oplevelse for mig at være med, og at være en del af det stærke fællesskab, der udspillede sig der i Hals den dag.

Og det er jo netop det fællesskab, den solidaritet, der er vores styrke. Det er den fællesnævner, der står øverst, når vi holder 1. maj: Dagen er et symbol på og en anledning til at fejre og hylde solidariteten.

Indimellem kunne man ønske, at solidaritet var noget, vi ikke kun hyldede den ene dag om året, men at det var en stærkere dimension i vores samfund. Vi ser jo dagligt i vores arbejde, at solidaritet med de svageste i samfundet ikke rimer helt godt på skattestop og nulvækst og hård retorik om gøgeunger i kommunekasserne. Til gengæld rimer det på socialpædagogerne, synes jeg. Det rimer på det store arbejde, socialpædagoger hver dag udfører i Danmark. Socialpædagoger, som arbejder på at sikre, at de socialt udsatte grupper i vores samfund får ordentlige og anstændige levevilkår. Kampen er hård lige nu, og der er ikke noget, der tyder på, at det bliver nemmere i tiden fremover med den økonomiske krise på skulderen.

Vi skal derfor bruge 1. maj til at minde os selv og vores omverden om, at solidaritet ikke er en antikvitet, der tages ud og støves af en gang om året. Det er en grundfølelse af anstændighed og ordentlighed. Det handler om respekt for det enkelte menneske og respekt for fællesskabet.

Jeg håber, I alle får en rigtig god 1. maj, og jeg håber for os alle, at det kommende år bringer glæde og solidaritet med sig.