Prik

Et forsvar for generalisten

Af Peter Bruun Christensen, faglig sekretær i PLS, redaktionen@sl.dk
Illustration: Peter Hermann

Kongressen for Socialpædagogerne nærmer sig med hastige skridt. Mangt og meget skal diskuteres, og heriblandt forbundets holdning til uddannelsespolitik.

Det har længe været en kæphest for Socialpædagogerne, at der skulle indføres en ny socialpædagogisk grunduddannelse, hvilket vi i PLS har opponeret kraftigt imod. Da jeg næsten med sikkerhed  ved, at debatten vil blive rejst igen, vil jeg tage hul på den allerede her.

Der er flere årsager til, at PLS er imod forslaget. Det er praktiske, teoriske og etiske overvejelser. Men i stedet for at være negativ, og tordne løs mod forslaget, vil jeg forklare, hvad der er godt ved en generalistuddannelse.

For at forberede mig tog jeg en snak med min far, som har taget den gamle socialpædagogiske uddannelse. Han synes som jeg, at generalistuddannelsen er vejen frem. Her er noget af det, vi kom frem til (selv om det meste nok står for egen regning):

Omdrejningspunktet for det pædagogiske er i høj grad empati. Det at være i stand til at forstå et andet menneskes følelser, handlinger og virkelighed. At man ud fra den forståelse er i stand til at udøve omsorg og fremme udviklingen.

For at man kan gøre dette, kræver det, at man er i stand til at danne en relation ud fra den enkelte borgers præmisser. At skabe relationer kan alle, så spørgsmålet er ikke, hvordan man skaber en relation, men hvorledes vi sikrer kvalitet i denne relation ud fra pædagogiske standarder.

Det er altså for mig at se vigtigere at erhverve sig kvalifikationer eller ‘redskaber’ til at kunne  skabe en kvalitativ god relation frem for at kende til borgerens ellers barnets udvikling.

Det, mener jeg, gøres bedst gennem generalistuddannelsen, hvor formålet er at diskutere de brede linjer for pædagogik og pædagogiske relationer, frem for en specialistuddannelse, hvor formålet for mig at se, må være at give et indblik i borgerens fysiologiske og psykologiske udvikling.

Denne udvikling kan man efter min mening ikke undervise grundigt nok i, da mennesker altid vil udvikle sig forskelligt. Generalisten uddanner sig altså til pædagogiske relationer og forskellighed.

Det næste afgørende er evnen til omskiftlighed. På uddannelsesstederne får vi fortalt, at der har været tre-fire større paradigmeskifter inden for det pædagogiske område igennem de sidste 100 år. Sludder og vrøvl… Det pædagogiske arbejde har altid været – og vil altid være – i rivende udvikling, da vores forudsætninger er dybt afhængige af samfundsmæssige forandringer. Så længe vi udvikler samfundet, udvikler vores fag sig.

Det vil være nærmest umuligt at give et dækkende samtidsbillede. Derfor er det for mig at se vigtigere at udruste kommende pædagoger til omskiftlighed ud fra kernebegreberne relation og empati.

Dette frygter jeg, at en specialist ikke vil kunne gøre. Lad os i stedet sikre mere uddannelse i arbejdslivet. Lad os ikke begrænse spørgsmålet om udvikling til at afhænge af tre et halvt år på seminariet.

Dette var blot nogle af argumenterne for generalistuddannelsen. Jeg glæder mig til at tage debatten på kongressen… 

Peter Bruun Christensen er faglig sekretær i Pædagogstuderendes LandsSammenslutning, PLS

Deltag i debatten  Hvilken pædagogisk uddannelse er der brug for i det 21. århundrede? Vil specialister bedre kunne  nen med en borger?