Synspunkt

I hvis hellige navn?

Mette Prahl, Dramaturg/pædagog, Ringkøbing, redaktionen@sl.dk
Illustration: Knud Andersen

Selvbestemmelse. Medbestemmelse. Ligestilling. Omsorg. Demokrati.

Vi kan næsten ikke holde ud at høre mere om det! Nu behøver vi vel ikke skrive mere om den selvbestemmelse? Kan vi ikke bare komme videre og lade værre med at diskutere det så meget?

Er det ikke bare optimalt, at der er selvbestemmelse, når der er tale om voksne udviklingshæmmede?

Og behøver vi så at diskutere det mere ?

Ja, vi er nødt til at forholde os til disse begreber, vedvarende og med stor opmærksomhed i arbejdet med de voksne psykisk udviklingshæmmede.

Det er hele grundlaget, flowet og etikken i vores arbejde, der her er på spil.

Ingen af de ovennævnte nøgleord kan bruges entydigt – der er mange tolkninger af hvert begreb, som igen hænger sammen med pædagogens habitus, kontekst og heraf afledte etik. Begreberne er ikke til at definere, medmindre du bruger andre af begreberne til at diskutere det oprindelige begreb med.

En meget illustrativ case er en, jeg stiftede bekendtskab med i en ny institution for to år siden.

En bruger kan slet ikke holde på vandet og tisser ustandselig i alle fællesstole og laver store søer på gulvet. Det er meget tydeligt, at Jens ikke får megen positiv respons af sine medbeboere – de synes, det er ulækkert, hvilket Jens jo tydeligt fornemmer. Derfor opsøger han en anden afdeling, hvor han  også tisser på stolene. Der er vel og mærke tale om læderstole i hele bofællesskabet.

Jeg holder mig i starten diskret tilbage, kun observerende, for dette scenarie er helt grotesk for mig som ny medarbejder.

Til et personalemøde tager jeg problemet op, for det kan vel ikke være rigtigt, at der skal foregå denne stille ydmygelse af Jens. Sådan set går det mig meget på rent personligt, jeg associerer til store, barske rumænske institutioner.

Jeg spørger, om vi ikke kan give ham ble på, så han ikke behøver at være våd hele tiden, da jeg ikke mener, at det er værdigt for ham. Omsorgssvigt. Kolleger minder mig om, at det er noget, han selv skal bestemme, og hvis han siger nej til at bruge ble, så skal han ikke bruge den – i selvbestemmelsens navn. Jeg tilbyder at stå for kontakten til Jens angående brug af ble. Jens bruger i forvejen ble om natten, så han er ikke uvant med at have den på. En morgen, da jeg har haft Jens i bad, hjælper jeg ham med at få en ble på, mens jeg fortæller ham, hvorfor det kunne være en god idé. Jeg har manipuleret eller ydet den ypperste form for omsorg. Ja, spørgsmålet er, hvad jeg har gjort.

Medbestemmelse og demokrati blev fejet af bordet for at yde den vigtige omsorg. Omsorgen for Jens, der ikke selv kan overskue konsekvenserne af  en manglende ble, er her større end hans selvbestemmelsesret.

Angsten for at tilsidesætte alle de selvbestemmende facetter, kan føre os ud i anarkistiske tilstande, når vi ikke tør handle på vores egen intuition i omsorgen for beboerne.

Angsten for ikke at lade beboere bruge deres selvbe stemmelsesret kan føre os ud i en form for repressiv tolerance, som vil være undertrykkende og slet ikke til gavn for vores brugere. 

Ofte bliver anvendelsen af begreberne slet ikke dækkende for, hvilke løsninger vi og brugeren finder frem til, men alligevel ynder vi at benytte begreberne. Måske for at gemme os bag ord og definitioner, når vi udfører handlinger, som vi ikke altid mener er pædagogiske korrekte.

Vi er bange for at blive angrebet i at være manipulerende, og det er virkelig et fy-ord inden for området. Er det manipulerende, når du træffer beslutninger på et andet menneskes vegne, fordi det er din intention at gøre noget godt for dette menneske, som ikke kan udtrykke sig, men som du kender så godt? Ja, det kan betegnes som manipulation, men måske kan ordet omsorg være et mere dækkende begreb.

Et af  mine postulater er, at mange af disse begreber, i første omgang, har været meget væsentlige for os som pædagoger at forholde os til, for ikke at ende i en situation som på Strandvænget. Eller et forsøg på at sætte nogle parametre og regler op for os selv, så vi ikke behøver tænke. Eller endnu bedre: så vi til dels kan holde os selv ansvarsfrie i selvbestemmelsens hellige navn. Vi vil for alt i verden give vores brugere selvbestemmelse – nogle steder så meget medbestemmelse, at det grænser til omsorgssvigt. En slags laissez faire-pædagogik eller repressiv tolerance.

Det er nok det eneste positive, der er kommet ud af den triste historie omkring Strandvænget. Nemlig denne tiltrængte debat.