Forskning

Om hvordan et nej blev til

Udviklingshæmmede vil selv være aktive og ikke kun modtage service, viser en ny forskning

Af Lone Marie Pedersen og Maria Rørbæk, redaktionen@sl.dk
Illustration: Allan Stochholm

Senere på året skal cand.pæd.pæd. Frank Bylov forsvare sin doktordisputats ‘Den store løsladelse – en kulturhistorisk beretning om empowermentbevægelserne blandt unge udviklingshæmmede 1980-95’.

Titlen skal lede tankerne hen på den i Bylovs optik ‘store mester’, den fransk filosof Michel Foucault (1926-84) og hans ideer om ‘den store indespærring’.

– Det interessante ved løsladelsen er skridtet ud af fængslets port, og hvad du herefter finder på, siger Frank Bylov.

I sin doktordisputats beskæftiger han sig med, hvad der skete, da de udviklingshæmmede blev ‘løsladt’ fra de store centralinstitutioner i forbindelse med, at Statens Åndssvageforsorg i 1980 blev udlagt til amterne, og de udviklingshæmmede fik deres egen bolig. 

– Det viste sig at gå helt anderledes end alle de planer, som løsladerne havde lagt. Alle var enige om, at det nye beskyttede liv med tilrettelagt fritid, beskyttet beskæftigelse og beskyttede boliger i bofællesskaber var det rigtige, siger han.

– Årene efter oplever man, at udviklingshæmmede, både individuelt og i grupper, tager mere og mere afstand fra den tildelte rolle som servicemodtager. I stedet arbejder de sig over tid hen mod langt mere aktive og myndige roller, siger Frank Bylov.

– Jeg kalder det for empowermentbevægelser. Empowerment er her forstået som afmagtens omslag til modmagt, hvor udviklingshæmmede sætter sig til modværge og finder et modspil.

Tre generationer

Disputatsen er skrevet som en kulturhistorisk beretning om, hvordan bevægelserne er opstået og har udviklet sig.

– Den kan ses som et bidrag til pædagogisk teori, fordi den belyser, hvordan bevægelserne paradoksalt opstår og udvikler sig både på grund af pædagogikken og på trods af den, siger Frank Bylov.

Han deler sin forskningsperiode op i tre generationsbevægelser, hvor den første er karakteriseret ved, at aktiviteterne bliver tilrettelagt for de udviklingshæmmede.

I anden generationsbevægelse bliver aktiviteterne udviklet sammen med de udviklingshæmmede.

Den tredje generation er karakteriseret som aktiviteter, der er besluttet af udviklingshæmmede, som for eksempel i ULF (Udviklingshæmmedes Landsforbund).

Bylovs forskning bygger blandt andet på indsamlet data fra skriftlige kilder, for eksempel organisations- og fagtidsskrifter. Han har således gennempløjet 20 årgange af fagbladet Socialpædagogen. Materialet er suppleret med interviews med blandt andre udviklingshæmmede og socialpædagoger.