Prik

Når fagfolk underretter – eller undlader at gøre det…

Brønderslevsagen har sat gang i en debat om, hvordan fagfolk skal handle, når de får mistanke om overgreb på et barn. Alle er enige om, at man altid skal underrette jævnfør paragraf 153 i Serviceloven

Af Lisbeth Zornig Andersen, formand, Børnerådet, redaktionen@sl.dk
Illustration: Peter Hermann

Den siger kort fortalt, at alle offentligt ansatte har en skærpet underretningspligt, hvis de mener, at et barn har brug for særlig støtte. Alligevel ser vi, at mange ikke overholder loven.

Det optager mig utrolig meget at forstå, hvorfor fagfolk ikke altid reagerer på deres bekymring for et udsat barn. Så ofte jeg kan, forsøger jeg at få en dialog med de berørte faggrupper om det. Og jeg hører, at der er nogle ægte og meget vanskelige dilemmaer. To af dem kan jeg her aflive med fakta. Tilbage står et enkelt, som jeg håber at få sat til debat med dette indlæg.

Første dilemma: Når man underretter på en mistanke, risikerer man stor vrede fra både barn og forældre. Mange er bekymreede for, hvad underretningen kan have af konsekvenser. Måske betyder det, at pædagogen mister sin nære relation til barnet? Og måske er pædagogen den eneste voksne, barnet har tillid til? Det er et dilemma, der afspejler stor omsorgsfuldhed. Men hensynet til relationen kan ikke vejes op mod den skade, man kan forvolde barnet, hvis man ikke underretter. Derfor er paragraf 153 så tydelig: Er der en mistanke, skal der underrettes – uden undtagelser og gradbøjninger.

Andet dilemma: Jeg hører ofte, at man underretter og underretter men sidder tilbage med en fornemmelse af, at der ikke bliver taget hånd om det fra kommunens side. Det er med til at skabe stor frustration og metaltræthed hos de fagfolk, der ser barnet hver dag, og som måske ser, at det får det dårligere og dårligere. Dette dilemma bliver gudskelov til dels løst med Barnets reform, hvor man nu får ret til at få at vide (i store træk), hvad der bliver gjort for barnet.

Tilbage står et dilemma, som ingen rigtig tør stå ved. Det er følelsen af at sladre, at angive eller at blande sig. Vi har fået banket det mere eller mindre bogstaveligt ind i hovedet i skolegården, at man sladrer ikke om andre. Og vi tager det med os ind i voksenlivet. Hvem har ikke kendt til naboer, bekendte eller familie, som snyder i skat, laver sort arbejde eller socialt bedrageri? Men vi tier, fordi vi er bange for at blive hånet og udelukket fra fællesskabet. Det er en frygt, der sidder dybt i mange af os. Men når det gælder en undladelse af at underrette, så kan det betyde, at et barns liv og muligheder går tabt. Et ægte dilemma. Og svært.

Min egen holdning er, at man altid skal underrette. At tage tegnene alvorligt og at underrette er et stærkt signal til barnet om, at der er nogen, der holder af det, som stoler på det og bekymrer sig. Udover at loven kræver det. Også selv om min indre frygt for at være en sladrehank aktiveres.

Jeg har debatteret emnet på Facebook. Tag et kig på min profil og se de mange nuancerede betragtninger fra kloge fagfolk, der forstår dilemmaerne. Som tør stå ved dem. Men som også tør handle på børns vegne. 

Deltag i debatten Når vi nu ved, at man altid skal underrette – hvad er det så, der gør, at det alligevel ikke sker? Hvordan kan vi gøre det mere legitimt at lave underretninger. Groft sagt at sladre, når der skal sladres? Føler du, du har viden nok om mulighederne for og krav til underretning? Til inspiration kan jeg nævne, at Fåborg-Midtfyn Kommune lavede en videnskampagne over for pædagoger og lærere, der fik underretningerne til at stige til det firedobbelte. Og to ud af tre underretninger blev til egentlige børnesager.