Kommentar

Nedbrydende genopretningsplan

Det er blevet legitimt at omtale det som et område, der ved enhver tænkelig lejlighed stikker snabelen i kommunekassen for at få del i pengene

Af Marie Sonne, forbundsnæstformand, redaktionen@sl.dk
Illustration: Peter Hermann

For kort tid siden fremlagde regeringen sammen med sit støtteparti en plan for, hvordan de vil få landets økonomi tilbage på sporet. Forslaget, som de kalder en genopretningsplan, er et skoleeksempel på kortsigtet og usympatisk spareiver. Blandt mange sære forslag har regeringen således fundet plads til også at skyde med skarpt mod forældre med børn med handicap.

Hvor en forælder indtil nu har kunnet få fuld kompensation for den manglende løn i et fuldtidsjob – en kompensation på for eksempel

33.000 kroner – så vil der med regeringens genopretningsplan være en øvre grænse på 19.000 kroner om måneden. Og det vil betyde, at mange forældre ikke længere økonomisk kan få det til at løbe rundt, hvis den ene skal gå hjemme og passe barnet. Det er da kortsigtet! For det betyder reelt, at forældre med handicappede børn mod eget ønske bliver nødt til at lade deres barn vokse op på en døgninstitution. Og det er jo, ved vi alle, meget dyrere end at yde kompensation for lønnen. Man sparer ét sted for så at øge udgifterne et andet.

Og frem for alt er det dybt usympatisk. At bruge krudtet på at gøre livet besværligt for en gruppe mennesker, der i forvejen har det svært, det synes jeg er under lavmålet!

Det er helt tydeligt for mig, at det er et skridt videre i den optrappede retorik, jeg synes det specialiserede område har oplevet i løbet af det seneste år. Det er blevet legitimt at omtale det som et område, der ved enhver tænkelig lejlighed stikker snabelen i kommunekassen for at få del i pengene. Lige som det er blevet legitimt at forslå, at man skruer op for knapper som tvangsmedicinering, fastholdelse og andre tiltag, der først og fremmest har til formål at gøre handicappede og udsatte borgere til ‘mindre problematiske’ at håndtere. Men forslag som i yderste konsekvens er med til at umyndiggøre de selv samme borgere. Det er ikke bare et forkasteligt menneskesyn. Det er også pivulovligt og imod FN’s handicapkonvention.

Samme retorik oplevede jeg også på det nyligt afholdte KL-temamøde, hvor den udtrykte holdning var, at borgere, der efter serviceloven har ret til støtte, koster for meget, og at de er skyld i, at kommunerne må spare på deres andre kerneområder – som for eksempel skole og ældrepleje. Det er en bekymrende udvikling, for inden vi får set os om, holder regeringen og kommunerne ophørsudsalg på intentionerne i kompensationsloven. Før vi ved af det, er vi i gang med at afvikle vores velfærdssamfund, og med det de menneskelige værdier og holdninger der må være grundlaget. Så hvis I spørger mig, så er der ikke tale om en genopretningsplan – men en afviklingsplan!