Mindeord over kredsformand Kirsten Hornbæk

Af Peter Sandkvist, redaktionen@sl.dk

Kredsformand for Socialpædagogerne i Midt og Vestjylland, Kirsten Hornbæk, er død. Kirsten døde i en alt for tidlig alder, pinsedag den 23. maj 2010. Kirsten blev 56 år. Kirsten blev uddannet som pædagog fra seminariet i Holstebro i 1978. Hun fik et pædagogisk arbejdsliv, hvor hun prøvede forskellige sider af det socialpædagogiske område. Hun arbejdede både med handicappede og med integration af flygtninge i mange år, inden hun kom ind i Socialpædagogernes Landsforbund.

Kirstens tillidshverv i Social-pædagogerne startede i 1988 med, at hun blev valgt til bestyrelsen i Ringkøbing Amtskreds, hvorefter hun blev valgt til faglig sekretær i 1991, og formand for kredsen i 2000. Kirsten blev formand for den nye kreds Midt og Vestjylland ved den stiftende generalforsamling i 2006. 

Vi vil huske Kirsten som et menneske, hvor hjertet altid bankede for de svageste i vores samfund: De handicappede, de udsatte børn og unge og dem, der var på samfundets skyggeside – helt enkelt de udsatte, der ikke har så mange, der taler deres sag. Kirsten var med sin store sociale indignation ikke sen til at bruge sin stemme til at fortælle, at vi har et ansvar overfor disse borgere og at vi ikke kan være bekendt, ikke at behandle dem ordentligt.

Kirstens arbejde i fagbevægelsen var i alle årene præget af et stort engagement. Hun var fast overbevist om, at vi i det faglige fællesskab kunne gøre en forskel. Ved at være mange og stå sammen, var der muligheder  for forandringer og forbedringer for medlemmerne og for de mennesker medlemmerne arbejdede for. Og til det sidste viste Kirsten sit store engagement i Socialpædagogerne ved at følge med fra sidelinjen, og ved jævnligt at sende mails videre, som hun havde modtaget sammen med en kommentar fra hendes side.

Kirsten arbejdede i sit virke som formand altid for, at vi skulle strække os langt i forhold til samarbejde på tværs af organisationerne, der hvor det gav mening. Samtidigt arbejdede hun for, at vi socialpædagoger både som enkeltpersoner og som samlet organisation skulle gå foran i forhold til at dialog er vejen frem. En del af Kirstens succes i denne sammenhæng kan tilskrives, at hun evnede at etablere og vedligeholde personlige relationer til vores forskellige samarbejdspartnere. Når dette er sagt, vidste Kirsten dog altid også, når dialogen var brugt op, og der skulle mere håndfaste tilkendegivelser til for at skabe en forandring. 

Indadtil i Socialpædagogerne som arbejdsplads var Kirsten en formand, der stillede store krav til sig selv. Hun var meget engageret i sine opgaver og ville altid udføre dem bedst muligt. En del af hendes engagement på kontoret blev lagt i, at der var et godt samarbejde med rene linjer. For Kirsten var det i denne forbindelse vigtigt, at alle blev behandlet ordentligt og samtidigt at de, der deltog i det faglige arbejde, havde øje for, hvad der tjente medlemmerne bedst. På kredskontoret var Kirsten som menneske meget opmærksom  på, hvordan de ansatte havde det og var altid klar til at yde den enkelte omsorg i forskellige situationer.

Kirsten vil blive stærkt savnet i Socialpædagogernes Landsforbund og vores tanker går i denne tid til hendes mand Frank og deres 2 sønner Mikkel og Mads.