Prik

Ytringspligt

Jeg vælger i denne PRIK at fokusere på en gammel traver, der tilsyneladende er evig aktuel: I Danmark har vi ytringsfrihed – eller har vi?

Af Allan Andersen, forstander, redaktionen@sl.dk
Illustration: Peter Hermann

Der er lavet endnu en undersøgelse om de offentligt ansattes lyst til at udtale sig. I forgangne uge kom det frem, at 51 procent af medlemmerne i FTF frygter negative konsekvenser, hvis de bruger deres grundlovssikrede ret til at udtale sig.

Tallet i sig selv – at hver anden funktionær i FTF har en grundlæggende angst for at udtale sig om forhold i det offentlige generelt eller på deres arbejdsplads – er stærkt bekymrende. Og der er ingen grund til at tro, det står bedre til inden for det socialpædagogiske område.

Tingene hænger sammen. Der er i dag lavkonjunktur med et stigende pres på de offentlige budgetter. De ansatte er pressede, ledelsen er presset og ikke mindst politikerne er pressede.

Det er ikke god tone at kritisere politikerne og ledelsen, der skal udmønte upopulære besparelser. De ansatte frygter for repressalier lige fra en kammeratlig samtale over advarsler til afskedigelser i den sidste ende. Det virker urimeligt, at der ikke er plads til offentlig kritik.

Temaet ytringsfrihed hænger sammen med etik og værdier. I enhver kommune har man udarbejdet et værdisæt. Der er mange fine ord om åbenhed, synlig kommunikation, kreativitet, troværdighed med videre. Er det blot fine ord pakket ind i farvestrålende foldere på glittet papir?

Jeg savner et opgør med værditænkningen. Der er ikke noget, der forhindrer at få ord som ordentlighed og ytringspligt ind i et værdigrundlag.

Jeg vil gå så vidt at foreslå en ændring af Grundloven. Det kræver en revision at få ytrings friheden erstattet af – eller suppleret med – ytringspligten og sat ind i Grundloven. 

Vi har alle sammen interesse i, at ytringsfriheden og ytringspligten er til stede.

I Socialpædagogerne har der gennem de seneste år været fokus på forskellige arbejdspladser, hvor forholdene for brugerne har været stærkt kritisable. Hvis ikke velmenende mennesker havde taget disse sager op, ville forholdene ikke have forandret sig. Vi skal ikke bruge disse sager til at dunke hinanden i hovederne, men vi skal bruge dem til at gøre det bedre for de udsatte, som vi får lov til at betjene.

Derfor skal de ansatte udtale sig om forhold på arbejdspladsen, de skal udtale sig om konsekvenserne af besparelser, de skal udtale sig om, hvad den og den handling vil medføre i tab af livskvalitet for brugerne. De øverste ledere og politikerne bør takke disse øjenåbnere i stedet  for at true med sanktioner.

Det er rigtig dårlig ledelse, når de primitive instinkter kommer frem i form af negative sanktioner. Og det er veldokumenteret, at dårlig ledelse har en negativ indflydelse på den enkelte arbejdsplads. Hertil kommer lavere produktivitet, et invaliderende og angstfyldt arbejdsmiljø og i den sidste ende en høj personaleomsætning.

I stedet for at forsøge at ramme dem, der bruger deres grundlovssikrede ret til ytringsfrihed, burde der være mere fokus på dem, der udmønter negative sanktioner. I mange tilfælde vil de være dyrere på bundlinjen end de første. 

Allan Andersen er forstander og formand for socialpædagogernes Landsdækkende Ledersektion.

 

Deltag i debatten Hvornår har du sidst afholdt dig selv fra at sige din mening om kritisable forhold enten for borgerne eller på arbejdspladsen – og hvorfor? Hvordan bliver vi som faggruppe bedre til at råbe vagt i gevær, når noget er for galt? Hvilke gode erfaringer har du med at sige fra og gå imod? Og hvordan kunne du få flere?