Arbejdsmiljø
Bedre samarbejde om tilskadekomne
f:nyt - Et nyt inspirationskatalog skal give bedre samarbejde mellem kommunerne og Arbejdsskadestyrelsen til gavn for de borgere, der er kommet til skade på deres arbejde
Af Kurt Ladefoged, fnyt@sl.dk
Illustration: Peter Hermann
Folk, der er kommet til skade på arbejdet eller er blevet syge som følge af belastninger fra arbejdet, føler ofte, at de ikke selv har overblik over, hvor deres sag står. Den samme usikkerhed kan de ansatte i behandlingssystemet have.
Derfor er et tæt samarbejde mellem kommunerne og Arbejdsskadestyrelsen til stor gavn for den, som er kommet til skade på arbejdet og har brug for en afklaring af sin situation. For at løfte kvaliteten i denne sagsbehandling har Arbejdsskadestyrelsens Fastholdelsescenter udarbejdet et nyt inspirationskatalog specielt rettet til kommunerne. Inspirationskataloget giver eksempler på og konkrete forslag til, hvor samarbejdet mellem de to parter kan styrkes.
Inspirationskataloget tager udgangspunkt i tre ting: For det første de mange ideer og forslag, som mere end 70 kommuner er kommet med på en række temadage. Dernæst de erfaringer, som Fastholdelsescentret har gjort med udvikling af et bedre samarbejde mellem styrelsen og kommunerne. Og endelig indgår en analyse, som Fastholdelsescentret har lavet sammen med to kommuner.
– Det er vores mål, at den tilskadekomne skal opleve en bedre og mere sammenhængende offentlig sektor, som hjælper i fællesskab. De erfaringer, vi allerede har gjort, viser, at et øget samarbejde har en positiv effekt på den interne sagsbehandling i både kommunerne og i Arbejdsskadestyrelsen, hvilket er til gavn for den tilskadekomne, siger chefen for Fastholdelsescentret, Steen Østergaard Jensen.
Inspirationskataloget er målrettet kommunale sagsbehandlere og går især i dybden på tre områder, hvor et godt samarbejde kan gøre en stor forskel: Behandlingsmuligheder, sagsoplysning og arbejdsmarkedsfastholdelse. —
Find kataloget på styrelsens hjemmeside:
www.ask.dk