Byvandring

Fra hjemløs til turguide

Per Ernstsen er tidligere hjemløs og netop startet som byguide i projekt ‘Poverty Walks’, der ønsker at give ordet til hjemløse. Per er desuden talsmand for de hjemløse, der konstant afbryder den guidede tur på Sundholm for lige at dunke Per kammeratligt i ryggen

Af Nana Toft, redaktionen@sl.dk
Foto: Ricky John Molloy

Første gang Per sover på gaden er i en trappeskakt. Et eller andet sted på Nørrebro. Han husker ikke hvor. Dagen før er han blevet sat på gaden på grund af et hav af ubetalte regninger. Farvel til andelsboligen. Farvel til tag over hovedet. Per er 38 år gammel.

De næste 14 år er Per ind og ud af hjemløsheden. Somme tider har han en lejlighed. Andre gange går han gaderne tynde for at finde et sted at overnatte. Han har været på Mændenes Hjem. På Istedgade 100. På Hillerødgade, Holmbladsgade, Stengade og Fedtekælderen. You name it. En overgang er han heldig; han køber en gammel Volvo 242 af en fyr på Istedgade 100 i sin brors navn. Så sover han i den.

Per sover sjældent på gaden. Hans nyre giver ham problemer, og han kan ikke tåle kulden. Det er også nyren, der gør, at han ofte bliver syg. Så det er svært at fastholde det samme job i længere tid ad gangen.

I dag er Per 51 år gammel. Han har boet i den samme lejlighed i to år og er mere end almindelig aktiv i foreningen SAND – Landsforeningen for Hjemløse, hvor han er bestyrelsesmedlem og fungerer som en slags tillidsmand for hjemløse  i Danmark. Det er også derfor, han har sagt ja til Projekt Udenfors nyeste initiativ, Projekt Powerty Walks: Byvandringer med hjemløse guider, der skal vise folk en ‘anden side’ af København. Give hjemløse den stemme, de måske ikke altid har i offentligheden.

Blå bog Per Ernstsen, 51 år. Tidligere hjemløs. Bor nu i egen lejlighed i Husum. Talsmand for og bestyrelsesmedlem i foreningen SAND Landsforeningen for hjemløse. En af de fem nye byguider i projekt ‘Poverty Walks’ – byvandringer med og om hjemløse i København.

 

Halleluja, how are you?

Per har hevet os ud på Sundholm på Amager. Danmarks første forsorgshjem, der for to år siden fejrede sin 100 års fødselsdag, og som i dag – som dengang – huser de mere skæve eksistenser i vores samfund. Som Per nøgternt fortæller det:

– Her er folk fra paragraf 107, 108, 109 og 110 i serviceloven. Alt fra de lettere belastede til de meget svært belastede. 

Vi står foran en gigantisk egetræsdør, der fungerer som port ind til Sundholm. I gamle dage var der portnere, der ‘skidefulde af brændevin’, som Per forklarer det, stod ‘i deres fineste puds med høj hat og fine emblemer på skuldrene’ og vogtede ved ind- og udgang.

 Per skubber til døren og beder os alle stimle sammen lige indenfor, så vi bedre kan høre, hvad han siger.

Han er en tæt fyr. I røde og sorte gummisko og cowboybukser. Skjorten hænger en anelse skødesløst over den tætte krop og er ikke kommet helt ned under buksekanten. På hovedet sidder en cap med bogstaverne ‘SAND’. I hænderne har Per en stak hvide kort med noter om Sundholm. På sin tur rundt på hele Sundholm virker det dog ikke som om, Per har brug for sine små kort. Et væld af historiske detaljer om bygningerne og dets personale og beboere vrimler ud af Pers mund og tager os med på en rejse gennem Sundholm i fortid og nutid.

Gruppen af tilhørere tæller små 15 mennesker denne solskinsbelagte onsdag i maj. En blandet flok – dog med en overvægt af socialpædagoger fra diverse væresteder i København. De kender  Per. Og Per kender dem. Ligesom de folk, vi møder på gader og bænke rundt omkring på Sundholm: Uanset hvor meget Per forsøger at holde sig til sit foredrag, bliver han ofte afbrudt af folk, der liiige vil hen og sige hej: Som den gruppe af somaliere, der står og danser på gaden til tonerne fra en gammel transistorradio.

– Halleluja. How are you, Per?, siger de – og danser videre.

En tynd, ranglet fyr vil bomme en smøg af folk i gruppen, men må forgæves gå videre. Han begynder at skælde ud:

– I kan rende mig. Der er lort den ene vej og lort den anden vej herude.

Så får han pludselig øje på Per og bliver mild i sin stemmeføring:

– I skal ikke høre på hans løgnehistorier, siger han drillende.

– Arj, du er sgu i orden, Per. Det er du altså.

Sundholm på Amager Sundholm er en tidligere arbejdsanstalt for fattige og husvilde. Siden blev det en tvangsarbejdsanstalt med tilknyttet hospital og værksteder og med plads til lidt over 1.000 beboere. I midten af forrige århundrede blev Sundholm efterhånden målrettet hjemløse, oftest med misbrugsproblemer. I dag består Sundholm af et bocenter, et herbergcenter med tilknyttet sygeplejeklinik og et aktivitetscenter. Kilde: Den Store Danske – Gyldendals Åbne Encyklopædi

 

Jeg kender dem og de kender mig

Ja, Per er sgu i orden. Man er overbevist. Vi hører det hele tiden. En flok brugere, som Per kalder dem, sidder på en afsides bænk ved slutningen af vandringen. Over for natherberget på Sundholm, der åbner klokken 21 og serverer varm mad til sultne hjemløse. En af dem, en bleg fyr med tynde, usikre ben og et plastikkrus med en uidentificerbar gul væske i, går stille hen mod Per og dunker ham kammeratligt i ryggen.

– Hej Max, hvordan går det, spørger Per. Max går tilbage til sin bænk.

– Jeg kender dem, og de kender mig. Jeg har deres tillid. Jeg har jo selv prøvet livet som hjemløs. Så i dag arbejder jeg som en slags talsmand.

Jeg kender måske ikke alle hjemløse i København – men næsten, forklarer Per og peger på natherberget.

– Det her sted åbner faktisk tidligere end andre steder, der typisk åbner 23.30. Lige nu er der jo helt dødt. Om dagen trækker hjemløse andre steder hen. Som for eksempel Fundamentet i Holmbladsgade på Amager eller til andre varmestuer. På Fundamentet får man franskbrødsmadder med leverpostej. Og pandekager med is. Og så har de en aftale med en bager. Gode kager, skulle jeg hilse at sige. Det varmer jo, smiler Per.

– Det er jo stressende at være hjemløs. Vi har 11 hjemløse, der er døde i København i år. Og fire i Århus. Det siger jo lidt om, hvor hårdt et liv, det er som hjemløs. Der er selvfølgelig mange ting, der slår dem ihjel. Stoffer for eksempel. Men jeg har selv prøvet at gå fra sted til sted uden at finde hvile. Så sidder man ret op og ned og sover på en stol om dagen. Det har jeg prøvet, hvis man 14 dage i træk er kommet forgæves, siger Per.

– I må tænke på, at man jo konstant er ‘på’ som gadesover. Når I går hjem herfra, kan I sige til jer selv: Nå, nu tager jeg mig lige en god kop kaffe og en lur på sofaen. Det kan en hjemløs ikke. Der er utrolig meget larm fra kaffestuerne, herbergerne er ofte overfyldte. Især på Stengade på Nørrebro. Livet er hårdt. Det koster, fortæller Per.

Poverty Walks Poverty Walks er et initiativ under Projekt Udenfor – en selvejende institution, der laver gadeplansarbejde blandt hjemløse, underviser og forsker i hjemløshed og udstødelse. Idéen er at undervise og træne en gruppe hjemløse til at fungere som byvandringsguider – for på den måde at invitere borgere og turister ind i de hjemløses univers. Projekt Udenfor ønsker med egne ord at ‘give ordet til byens socialt  udsatte’, som projektleder Susannah Larrabee Sønderlund siger. Poverty Walks for socialt udsatte er et initiativ, der skal fungere som et eksempel på empowerment. Hvor udsatte selv kommer på banen og forhåbentlig skaber bedre rammer for en ellers ‘udfordrende tilværelse’. Fem byguider har gennem to måneder fået undervisning af en professionel  byvandrer og i samarbejde med hinanden har alle fundet på deres egen guidede tur, der pt. går gennem Nørrebro, Nordvest, Vesterbro, Christianshavn og Sundholm Amager. Det er på længere sigt meningen, at hele København skal dækkes. Poverty Walks er inspireret af lignende initiativer fra andre europæiske storbyer som for eksempel Utrecht, Bruxelles og Hamburg.

 

Fru Clausen var bindegal

Det hårdeste sted, Per nogensinde har overnattet på, er Mændendes Hjem. Det var allersidste udvej, hvis Per var kommet forgæves de andre steder:

– Der er mange stoffer, og det er de hårde fyre, der bor der. Coke-vrag. Aggressive typer. Der brød  jeg mig ikke om at være, siger Per, der også husker ‘Fru Clausen’, der sammen med sin mand drev et sted på Islands Brygge i nogle lokaler ejet af KFUM.

– Hun var bindegal. Simpelthen. Det var lige efter, jeg var blevet hjemløs første gang. Så blev jeg henvist til de her barakker af kommunen. Fru Clausen var sindssyg. Hun drev stedet – og sin mand for den sags skyld – som befandt vi os i 1925, siger Per.

– Vi havde eneværelser. Over for mig boede en tidligere taxachauffør, der var gået ned med flaget. Han hed også Per. Hun kunne finde på at banke på døren for derefter at rive den op et millisekund senere. Og så stod Per dér. I underbukser og helt privat, fortæller Per og fortsætter:

– Hun forsøgte også at tvinge antabus i os alle sammen: ‘Her på stedet skal alle have antabus. Hver dag’, sagde hun. Så forsøgte jeg at fortælle hende, at dét skulle jeg ikke. At jeg ikke drak. ‘Alle skal have en pille’, fortsatte hun. Jeg var ligeglad. Hun fik ikke de piller i mig. Sindssyge kvinde. Jeg boede der i ni måneder, så røg jeg videre og fik en lejlighed. Det holdt et par år. Så blev jeg meget syg igen. Af sted til hospitalet med urinvejsinfektion, betændelse i nyren, drop og 41 i feber. Så blev jeg hjemløs igen.

Vi kan ikke være det bekendt

Per er lige nu på kontanthjælp, mens han venter på at få sin ‘situation afklaret med kommunen’, som han formulerer det.

– De ved ikke, hvad de skal stille op med mig. Jeg siger til dem, at jeg gerne vil have et arbejde. Men det er lidt svært. Det er tre år siden, jeg sidst havde  et job. Det var som gaffel-truckfører. Men jeg blev fyret. Det er igen det med min nyre, siger Per.

I mellemtiden bruger Per al sin tid i SAND. Det var også her, Projekt Udenfor gaflede ham til Powerty Walks. Per havde ikke brug for betænkningstid. Han sagde ja med det samme. I to måneder har han – og fire andre guider, der dækker andre områder af København – modtaget undervisning i at guide og sammenstykke en byvandring.

Hvor Pers fortælling er meget grundig og lægger vægt på historiske detaljer omkring Sundholm, er de andres – ifølge projektleder Susannah Larabee Søderlund fra Projekt Udenfor – ‘helt, helt anderledes’.

– Det er i det hele taget fem vidt forskellige vandringer, hvor Pers nok er den mest ‘historiske’ af dem, som projektlederen forklarer.

 – Jeg er vist god til at tale, siger Per som forklaring på, hvorfor han sagde ja til at være byguide.

– Det er sjovt at fortælle folk ting, de ikke ved i forvejen. Ting om Sundholm og så selvfølgelig ting om hjemløses livsbetingelser. Jeg håber på, at der er en masse almindelige borgere, der får et indblik i, hvordan det er at være hjemløs. At de indser, at vi altså ikke kan være så mange hjemløse i Danmark bekendt, siger Per.

Vi har sat os på en bænk i en idyllisk lille oase på Sundholm i nærheden af indgangen. Byvandringen er overstået, gruppen er opløst, og Per stiller beredvilligt op til fotos. Der er dog en betingelse: Han vil ikke smile med åben mund.  Årene på gaden har sat sine spor, og Per har ikke alle sine tænder i behold.

En yngre fyr sætter sig på bænken overfor, væbnet med en flaske vermouth. Kroppen er næsten dækket af tatoveringer. En af dem sidder på armen. ‘Player’, står der. Han ser, at det er Per, der sidder foran ham, lyser op og sætter sig ved siden af ham. Omfavner ham. Kigger på mig og siger:

– Du skriver ikke noget om mig. Det siger jeg dig. Men jeg vil gerne fortælle, at Per har hjulpet så mange mennesker. Jeg bliver simpelthen så rørt. Du har hjulpet mig så mange gange, Per.

– Tak skal du have min ven, siger Per og smiler til ham. 

Tre spørgsmål til projektleder Susannah Larrabee Sønderlund I vil give ordet til byens socialt udsatte. Hvorfor? – Det er en stemme, der er overhørt i den offentlige debat herhjemme. En stemme der ikke er plads til særlig mange steder. Med Poverty Walks får vi førstehåndsfortællingen fra dem, der selv har oplevet hjemløsheden. Vi hører, hvad man gør, når man lever på gaden, hvor man søger hen, og skaber forhåbentlig en debat om, hvordan vi kan komme videre. I vil ‘ligeværdigt inddrage marginaliserede borgere i byrummet’. Hvad mener I med det? – Afstanden mellem borgere i samfundet bliver stadigt større. Vi håber på at skabe dialog borgergrupperne imellem. Så der ikke kun er tale om socialt udsatte i én bås og velbjergede borgere i en  anden. Vi oplever det især på gaden hos for eksempel Hus Forbisælgere, hvor der bliver længere imellem smilene og øjenkontakten. Vi håber, at de guidede ture kan skabe større respekt om de folk, der bor på gaden og være et oplysende projekt: Uvidenheden om hjemløse og hjemløshed er enorm. Hvorfor byvandringer? I forhold til mange andre projekter bliver det her ikke trukket ned over hovedet på deltagerne. Guiderne har selv været med til at forme og udvikle ruterne og den røde tråd på deres egne præmisser. Det er dem, der har fundet på historierne. Det er dem, der er eksperterne. Læs mere på www.udenfor.dk/povertywalks