Kommunal økonomi

Ingen penge, masser af politik

Økonomiaftalen mellem regeringen og kommunerne endte som regeringen havde ønsket det med økonomisk nulvækst. Til gengæld er der masser af politik både på og mellem linjerne. En fordækt måde at ændre grundlæggende socialpolitiske principper på, kritiserer Socialpædagogernes næstformand

Af Jens Nielsen, jni@sl.dk
Illustration: Peter Hermann

Normalt handler økonomiforhandlinger om, ja, penge. Og det handlede det selvfølgelig også om ved dette års økonomiforhandlinger mellem regeringen og Kommunernes Landsforening (KL). Men det handlede i høj grad også om politik.

Og det politiske handlede i den grad om det specialiserede sociale område – altså arbejdsfeltet for medlemmerne af Socialpædagogerne.

Aftalen rummer ikke flere penge til det socialpædagogiske område. Trods kommunernes meldinger om udgifter til området, der ‘eksploderer’, har KL ikke forhandlet en krone hjem til området.

Bloktilskuddene forhøjes ikke, som de ellers er blevet det de seneste tre år med et beløb målrettet det specialiserede sociale område. Kommunerne får heller ikke lov til at udvide servicen på området for ‘egne penge’, hvis de måtte ønske det. Den eneste måde, det specialiserede område kan få flere penge på, er gennem effektiviseringer og ved at få midler, der måtte komme ind fra de afbureaukratiseringsinitiativer, regeringen har igangsat.

Desuden er der ikke megen udsigt til nybyggeri af for eksempel nye handicapboliger: Anlægsområdet har fået skåret 25 procent af, og af de midler, der er til rådighed i 2011, er der kun øremærket penge til folkeskolen, mens der i øvrigt er lagt vægt på områder, der ikke inkluderer det specialiserede sociale område.

Og KL har tilsyneladende heller ikke ønsket at diskutere en ændret finansiering af det specialiserede sociale område, konstaterer Socialpædagogernes næstformand, Benny Andersen:

– Vi har længe peget på, at det er bydende nødvendigt, at vi ser på finansieringen af området.

Det er et stort problem, at man med denne aftale fastholder kommunernes eneansvar for økonomien, og igen bilder hinanden ind, at der bliver styr på økonomien, uden at staten påtager sig et medansvar, siger Benny Andersen.

Fordækt og lusket

Men mindst lige så meget bekymrer det ham, at forhandlingerne om økonomiaftalen igen i år blev et forum for politiske aftaler om noget, der dybest set ligger langt ud over kommunernes aktuelle økonomi.

– Vi så det sidste år, hvor regeringen som en del af aftalen forpligtede sig til at fremlægge det nu vedtagne lovforslag om handle- og betalingskommuner. Da det blev fremlagt, blev det kritiseret sønder og sammen – ikke bare af os, men af både brugere, pårørende, sociale organisationer og de andre fagforbund. Men vi talte for døve øren – det hele var afhandlet, og alle faglige og saglige argumenter blev afvist på det skammeligste, konstaterer Benny Andersen.

Når han mener, at den er gal igen, skyldes det, at KL og regeringen som en del af aftalen er blevet enige om at sikre kommuner, der køber pladser i en anden kommunes tilbud, indflydelse på taksterne, hvis mere end halvdelen af pladserne sælges til andre en beliggenhedskommunen. Altså en socialpolitisk ændring à la den, der blev givet sidste år, og som førte til det forkætrede forslag om handle- og betalingskommuner.

– Det betyder i praksis, at disse institutioners skæbne vil være helt overladt til købernes velvilje, og konsekvensen må blive, at ingen kommuner ønsker at drive de specialiserede tilbud. Tendensen til, at alle kommunerne forsøger at blive selvforsynende øges yderligere med aftalen, og kvaliteten følger selvfølgelig med ned af bakken, siger Benny Andersen og peger på et overordnet problem:

– Det er et stort demokratisk problem, når KL og regeringen på den måde begynder at tinge om de udsatte gruppers livsvilkår under økonomiforhandlingerne. Det er en fordækt måde at føre socialpolitik på, siger Benny Andersen.

– Hvis kommunerne fremover selv skal vurdere, hvilke borgere de har råd til at hjælpe, så kan jeg godt frygte, at de sætter overliggeren, så den i højere grad flugter med pengebeholdningen i kommunekassen end med den enkelte  borgers behov. Det er et alvorligt skridt væk fra den velfærdspolitik, vi har som særkende, og det er et lusket opgør med Serviceloven, som er en kompensationslovgivning, kritiserer han.

Angreb på ankesystemet

Hvordan løftet om øget råderum til den enkelte kommune i forhold til den enkelte handicappede eller udsatte borger skal indfries er uvist. Men KL gik i den afgørende del af forhandlingerne i offensiven med en række udfald mod de klageinstanser, den enkelte borger og dennes pårørende har, når kommunen har truffet en afgørelse: Ankestyrelsen, Det Sociale Nævn og Klagenævnet for Vidtgående Specialundervisning.

‘Udgiftsdrivende ankeafgørelser’ lød en overskrift på en analyse fra to KL-ansatte i KL’s blad, Danske Kommuner, lige op til de afgørende forhandlinger. Og i et notat fra 27. maj, kaldet ‘Ankekatalog’, opremser KL knapt 30 sager, hvor de tre ankeinstanser har truffet afgørelser, der har påført kommunerne ekstra udgifter i forhold til dem, kommunens egen afgørelser ville have betydet.

Sagerne omfatter en – mildest talt – bred palet af sager fra tvist om reparation af en knallert, hvor borgeren ikke havde holdt øje med olie-indikationslampen, over en familie med tre børn, der alle led af infantil autisme, som kommunen ikke ville  hjælpe til en større lejlighed, og til nogle sager om tvangsfjernelse af børn, hvor kommunerne ikke har skønnet, at der var grundlag for at fjerne børnene, mens Ankestyrelsen mener der er.

‘Mange kommunalpolitikere har imidlertid på møder i KL-regi givet udtryk for, at ankesystemet virker udgiftsdrivende og vanskeliggør de økonomiske styringsmuligheder’, som det hedder i en indledende konstatering i de 15 sider lange notat.

– Man kan spørge sig selv: Hvad havde kommunerne regnet med? Ankestyrelsen og de andre ankeinstanser er jo sat i verden for at lovene bliver taget bogstaveligt. Og så er det i øvrigt sådan, at ankeinstanserne langt fra giver medhold til brugere eller pårørende i alle sager, men det glemmer KL tilsyneladende i sin iver efter at skaffe sig yderligere råderum, siger Benny Andersen og giver sit bud på konsekvenserne af aftalen mellem regeringen og KL:

– Med aftalen bliver de allersvageste grupper på det specialiserede sociale område udsat for et endnu større pres, og der er en stor risiko for, at vi fortsat vil se sager, hvor de tilbud, der reelt kan hjælpe udsatte børn og unge, voksne handicappede, udviklingshæmmede og sindslidende, ikke bliver givet på grund af kommunernes trængte økonomi. Det er kortsigtet og skammeligt, siger Socialpædagogernes næstformand.

Analyse: Ikke enkeltmandssager Tidligere i forhandlingsforløbet spillede KL ud med en række eksempler på enkeltsager, der kostede dyrt – i nogle tilfælde, fordi en ankeinstans havde omgjort en kommunal afgørelse. Men en analyse fra revisionsfirmaet Deloitte, bestilt af Finansministeriet og KL selv, peger på, at det ikke er noget, der har nogen særlig betydning. Analysen, der har set nærmere på 27 udvalgte tilbud, viser, at det ikke er hverken dyrere hjælpemidler, tomme pladser, højere tillægstakster, overskud i de enkelte tilbud eller dyre enkeltmandsprojekter, der har fået udgifterne til det specialiserede sociale område til beløbsmæssigt at stige med seks procent fra 2007 til 2009. Stigningen i udgifterne skyldes til vis grad, at der ganske enkelt er flere brugere – flere børn og flere handicappede i botilbuddene. Det kan forklare tre af de seks procents stigning. Men især skyldes de højere basistakster udgifter til: Løn til flere – og måske højere løn til nogle ansatte. Løn til uddannede vikarer. Dyrere drift, vedligeholdelse og administration, herunder markedsføring af tilbuddene. Flere udadreagerende beboere, der kræver mere personale. Stigende krav til dokumentation og journalisering. Stigende takster på tilbud til udviklingshæmmede børn og unge. Krav fra arbejdsmiljømyndigheder til personalets sikkerhed betyder behov for mere personale. Udgifterne til anbragte børn og unge ligger ifølge analysen – men i modsætning til meldingerne fra kommunerne – stabilt, mens taksterne på tilbud til handicappede ikke viser en klar tendens. Tilbuddene til voksne handicappede i midlertidige tilbud er faldet med hele 17 procent, taksterne på tilbuddene til voksne handicappede på varige botilbud er steget 3 procent og taksterne på tilbud til funktionshæmmede børn er steget med 7 procent.