Prik

Hjælper vi politikerne?

Har politikere og embedsmænd fat i noget, når de siger, at vores konsekvensbeskrivelser er skudt over mål – og at vi aldrig kommer med forslag til, hvordan vi kan være med til at løse den økonomiske udfordring?

Af Jan Vestergaard, tillidsrepræsentant, redaktionen@sl.dk
Illustration: Peter Hermann

Nu er det igen ved at være den tid på året, hvor husholdningsbudgetterne i kommunerne skal handles af. Jeg vil ikke bruge mange anslag på at redegøre for situationen – men skidt ser det ud!

Jeg begiver mig nu ud i dilemmafyldt farvand, jeg har flere spørgsmål end svar – og jeg kan skyde alle mine argumenter og overvejelser ned, både fra den ene og anden side. Men debatten er værd at tage – uanset hvor man står.

Har politikere og embedsmænd fat i noget, når de siger, at vores konsekvensbeskrivelser er skudt over mål – og at vi aldrig kommer med forslag til, hvordan vi kan være med til at løse den økonomiske udfordring? Svaret må være både ja og nej.

Mange af mine kolleger vil helst have alt, der minder om besparelser, ’trukket ned over hovedet’ – da de under ingen omstændigheder vil være med til at pege på forringelser af deres arbejdsvilkår.

Andre peger på, at vi ikke skal nikke ja til ret meget, før nogen vil skyde os i skoene, at vi selv har været med til at vedtage en besparelse.

Vi kan som personale have en interesse i at være med til at beskrive konsekvenserne af de forslag, politikerne arbejder med. Det er dog ret vigtigt, at det, man skriver, faktisk også er, sådan det bliver.

Jeg ser desværre tit, at når vi året efter i MED-systemet forsøger at samle op på, hvad det har betydet noget for borgerne (for det er den vinkel, vi tager – os er det jo ikke synd for), så oplever jeg, at det kniber med at finde eksemplerne. De skrækkelige konsekvenser, vi beskrev året før, er udeblevet.

Misforstå mig ikke, jeg ved godt, at der er konsekvenser, men sjældent i et omfang, der er ’slemt’ nok til, at man kan få politikere eller medier i tale.

Lad mig komme med nogle få, men ganske banale og åbenlyse bud på hvorfor:

• Vi løber endnu hurtigere.
• Vi accepterer at bøje lidt i arbejdstidsreglerne (for eksempel ved at tage på koloniture uden helt at kunne overholde arbejdstidsreglerne).
• Vi vil ikke være det bekendt over for de mennesker, vi arbejder med.

Det meste kan vel tilskrives vores faglige stolthed – og et forsøg på at ’skjule’, at vi ikke altid kan gøre det så godt, som vi tidligere kunne. Ikke bevidst, men vel nærmest som en omvendt forsvarsmekanisme – så vi selv kan holde det ud.

Det er jo både godt og skidt, at vi alt for sjældent tør kaste håndklædet i ringen.

Godt for beboerne og kommunens økonomi. Skidt fordi vi – sat lidt på spidsen – er med til, at det kan lade sig gøre at udvande kvaliteten i arbejdet på vores område. Når vi løber hurtigere og bøjer regler, så er vi vel med til, at det kan lade sig gøre?

Det er ikke vores opgave som socialpædagoger at fastlægge serviceniveauet.

Det må til enhver tid være politikernes opgave!

Det er til gengæld vores opgave at holde politikerne fast på deres ansvar. Og – igen og igen -  at minde politikerne og omverdenen om, at det er det, man vælger politikere til. 

Jan Vestergaard er TR på Døgncentret for Børn & Unge (DCBU) i Esbjerg, FTR for Socialpædagogerne i Esbjerg Kommune, Bestyrelsesmedlem i Socialpædagogerne Sydjylland og medlem af Hovedbestyrelsen.

Deltag i debatten Vil I på jeres arbejdsplads komme med forslag til, hvor der kan spares? Har vi selv et ansvar, når vi ’skjuler’ besparelserne ved at løbe hurtigere og bøje regler? Hvad kan man gøre, så konsekvenserne bliver mere synlige?