Stofmisbrug

Den dygtige behandler gør en forskel

Et bankende hjerte er ikke nok i stofmisbrugsbehandlingen. Der skal uddannelse og efteruddannelse til for at skabe gode resultater, siger social-overlæge, der har været med gennem 40 års stofmisbrugsbehandling

Af Lone Marie Pedersen, lmp@sl.dk
Foto: Jakob Carlsen

Der var engang, hvor man skulle være ung for at kunne gøre sig håb at blive ansat som behandler for stofmisbrugere. Eller stor, så man fysisk kunne holde fast på en stofmisbruger.

Socialoverlæge i Københavns Kommune, Peter Ege, er i gang med et mindre billedshow på konferencen i Socialpædagogernes faglige netværk for socialpædagoger, der arbejder med stofmisbrugere.

Selv har han været med hele vejen i de omkring 40 år, der har været stofmisbrugsbehandling.

Københavns Kommune oprettede i 1969 landets første behandlingstilbud til stofmisbrugere – Kontaktcentret. Her var den i brede kredse meget respekterede psykolog Karen Berntsen leder. Tilbuddet er beskrevet i hendes bog fra 1971 ‘Tilbud til stofmisbrugere’.

– Den bog er stadig interessant læsning og kan varm anbefales, skyder Peter Ege ind som en forbrugeroplysning til tilhørerne.

På en overhead viser han bogens forside, som er et gruppebillede fra en nedtrapningstur, hvor medarbejdere og stofmisbrugere tog væk i længere tid, nogle gange en hel måned. De boede sammen i en slags kollektiv, og det skulle helst foregå i meget landlige omgivelser.

Medarbejdergruppen talte blandt andre militærnægtere, keramikere, ingeniører, tegnere, sølvsmede, studerende, lærere og kunstmalere. Men ingen socialpædagoger eller andre med en relevant faglig udannelse.

På billedet kan man ikke kende forskel på behandlere og misbrugere. Næsten alle, både mænd og kvinder, har langt hår og er klædt i afghanerpelse.

– Ingen af medarbejderne havde terapeutiske eller socialfaglige kvalifikationer. Det vigtigste  var, at de var unge. Filosofien var, at hvis stofmisbrugerne kunne identificere sig med nogen, der lignede dem selv og som klarede sig godt, så ville de have større chancer for at komme ud af misbruget.

– Eftersom den eneste kvalifikation var, at man skulle være ung, blev den officielle titel på medarbejderne da også ungmedarbejder, siger Peter Ege.

I 1970’erne var han læge på Kontaktcentret.

– Medarbejderne var ikke alene unge, de var også svært venstresnoede. En uskøn blanding af VS’ere, KAP’ere, KFML’er og DKP’ere, og jeg vil ikke afsløre, hvor jeg selv befandt mig i denne forsamling. Der blev ikke snakket så meget behandlingsmetoder, mere om klasseteori. Stofmisbrugere tilhørte pjalteproletariatet, og hvis man bare kunne løfte dem op i den rigtige arbejderklasse, ville deres misbrug forsvinde som dug for solen, fortæller Peter Ege.

Man kan selvfølgelig godt trække på smilebåndet over fortidens vildfarelser, siger social-overlægen.

– Men det bemærkelsesværdige er, at faglige kvalifikationer ikke nævnes med et eneste ord som supplement til de gode hjerter, siger han.

Risiko for dårlig sagsbehandlingsresultater Socialoverlæge i Københavns Kommune, Peter Ege, har samlet en liste over de forhold, som øger risikoen for dårlige behandlingsresultater: Mangelfuld relation Konfrontation og kritik Manglende plan og monitorering Utilstrækkelige/fejlagtige forventninger og mangel på udfordring  til brugeren. For eksempel krav om total stoffrihed eller doktrinær understregning af begrænsede harm-reduction målsætninger Negative og moraliserende holdninger til brugeren Fokuseren på symptomer og dysfunktion Stigmatisering af brugeren.

 

Behandleren gør forskellen

Siden dengang afghanerpelsen var det foretrukne overtøj, er der sket meget på behandlerfronten, og i dag ved man en masse om, hvad der virker og giver en god behandling, og hvad der ikke gør (se  faktaboksene, red.), fortæller Peter Ege. Og han fastslår, at det gode hjerte ikke er nok.

– Man kan roligt sige, at behandlerens kompetence og faglighed har en helt afgørende betydning for, hvad der kommer ud af behandlingen. Der er en tilbøjelighed til, at det bliver glemt i diskussionen om metoder. Men når den samme metode giver varierede resultater, hænger det i høj grad sammen med, at der er forskellige behandlere med forskellige kompetencer, der udøver metoden.

Og så runder Peter Ege det af med at sige:

– Det er en banalitet, men en vigtig sådan.

Krav til indsatsen Servicestyrelsen har i hæftet ‘God sagsbehandling på stofmisbrugsområdet’ oplistet de krav, der kan stilles til den behandlingsindsats, som tilbydes stofmisbrugere, når de er i behandling. Kravene er: Det skal sikres, at indsatsen er helhedsorienteret Valg af behandling skal begrundes skriftligt Handleplanen skal revurderes løbende, det vil sige, at ændringer i behandlingsplanen skal følges af en ændring i handleplanen Personlig og administrativ ekspertise domineret af faglighed, empati og engagement Det skal sikres, at der er sammenhæng og kontinuitet, og at helhedsperspektivet fastholdes. Hæftet kan downloades på: www.servicestyrelsen.dk

 

Kravene til den gode behandler

Der er lavet mange undersøgelser af, hvad der er en god behandling, og derfor kan man i dag med rimelig sikkerhed sige, hvad en behandler skal kunne. Det har Servicestyrelsen beskrevet i metodehæftet God Sagsbehandling(se faktaboks Krav til behandleren).

– Kravene til behandlerne er i princippet lige så simple og selvfølgelige, som de er svære at opfylde, siger Peter Ege.

– Den første betingelse for at nå nogen vegne er at etablere en bæredygtig relation til brugeren, en terapeutisk alliance eller arbejdsalliance, som det også kaldes. Det forudsætter en anerkendende og accepterende tilgang til brugeren, reflekterende lytten og evne til empati.

– Nogle vil sige, at det er egenskaber, man er født med. Men det er også noget, der kan læres og trænes op. Supervision er et nøgleord, specielt videoovervåget supervision.

Med til listen over krav til behandleren hører også evnen til at kunne lave en ordentlig udredning, der kommer hele vejen rundt om brugerens stofproblemer, sociale problemer og helbredsmæssige problemer.

Krav til behandleren Servicestyrelsen har i bogen ‘Stofmisbrug i socialfagligt perspektiv’ oplistet, hvilke faglige, organisatoriske og personlige kompetencer, der kan stilles til behandlerne inden for stofmisbrugsområdet. Kravene er: Vurdering/udredning af brugeren – ved brug af objektive kriterier Udarbejdelse af behandlings- og handleplan Monitorering og dokumentation af behandlingen – skriftlighed Case-management Knytte kontakter til andre foranstaltninger Individuel rådgivning (evidensbaseret) og ad hoc-kontakter Gruppeterapi Familie- og parterapi Vurdering af psykiske og somatiske problemer Erhvervs- og uddannelsesrådgivning Hæftet kan downloades på: www.servicestyrelsen.dk

 

Og så er der det med fagligheden

Peter Ege påpeger, at de faglige kvalifikationer skal være til stede. En behandler kan være nok så empatisk og god til at etablere alliancer med brugeren, men det nytter alt sammen ikke noget, hvis behandleren ikke er i besiddelse af de faglige redskaber, der kan bruges til at flytte brugeren.

– Behandleren skal have kendskab til nogle evidensbaserede rådgivningsmetoder; have socialfaglig viden og kendskab til relevante sociale love;  kunne diagnosticere misbrug og afhængighed og spotte somatiske og psykiske komorbide (dobbeltdiagnoser, red.) tilstande. Og endelig, som noget helt overordnet vigtigt, skal behandleren være i stand til at dokumentere behandlingsforløbet, som forudsætter en rimelig grad af skriftlighed. Det vil sige god journalføring, siger Peter Ege.