Læserbrev

Respekt!

Af Katho, redaktionen@sl.dk
Illustration: Knud Andersen

Ud fra en overfladisk betragtning, er respekt en af de forestillinger, som ingen er imod. Det er lige som en god varm vinterfrakke, ligesom bifald, ligesom ketchup på pølserne, noget, som de fleste gerne vil have. Men det har ikke noget med den nye ideologiske brug af ordet at gøre.

Nu om dage kræver religiøse ekstremister stadig mere skingert respekt for deres synspunkter. Der er ikke mange, der vil have noget at indvende imod, at man må respektere folks ret til en religiøs overbevisning – det er trods alt en ret, de fleste forfatningstilføjelser forsvarer lige så entydigt, som den forsvarer ytringsfriheden – men nu kræver man af os, at vi samtykker i, at det at tage afstand fra deres tro, at anse den for mistænkelig eller antikveret eller forkert, simpelthen at anse den for diskutabel, er uforeneligt med tanken om respekt.

Når kritik udgrænses som mangel på respekt og derfor krænkende, sker der noget mærkeligt med begrebet respekt. Men ikke desto mindre har medierne på det seneste meddelt, at de vil anvende denne nye, perverterede form for respekt som prøvesten i deres beslutningstagning vedrørende programlægning.

Andre racemæssige, seksuelle og sociale minoriteter har også krævet at blive omfattet af denne nye form for respekt. At respektere, lyder budskabet nu, er ensbetydende  med at være enige med dem. Ikke at respektere dem, vil lige så enkelt sige at være uenig med dem. Men hvis også afstandstagen skal opfattes som en form for manglende respekt, så er vi virkelig bukket under for tankepolitiet.

Jeg mener ikke, at borgere i et frit samfund bevarer deres frihed ved at liste på kattepoter rundt om deres medborgeres synspunkter. Ikke engang når det gælder deres allerdyreste trosartikler. I frie samfund må tankerne have frit spil. Der må diskuteres, og det må ske både lidenskabeligt og uhæmmet.

Et frit samfund er ikke et roligt og begivenhedsløst sted – det er diktatorer, der forsøger at skabe den slags statiske og døde samfund.

Frie samfund er dynamiske, støjende, turbulente og fulde af radikal uenighed. Skepsis og frihed er uløseligt sammenknyttede og det er blandt andet journalisternes skepsis, deres ‘vis os det, eller bevis det’ og deres uvilje til at lade sig imponere, som måske er vores væsentligste bidrag til den frie verdens frihed.

Det er journalisternes mangel på respekt for magt, for ortodoksi, for officielle standpunkter, ideologier, forfængelighed, hovmod, vanvid, prætentioner, korruption, dumhed og endda for magtliderlige redaktører, ja det er faktisk alle borgeres mangel på respekt, som jeg ønsker at hylde, og som jeg opfordrer alle til, i frihedens navn, at bevare og forsvare.