Idræt

Bevægelse med bagtanke

Socialpædagog Bente Christensen har forskellige formål med aktiviteterne petangue, afspænding og uformel leg. Derfor skal aktiviteterne også tilrettelægges vidt forskelligt – og hun er for eksempel meget bevidst om, hvordan hun bruger konkurrenceelementet

Af Maria Rørbæk, mrk@sl.dk
Foto: Carsten Ingemann / Das Büro

Umiddelbart ligner det en helt almindelig petangue-turnering. Med DONK-BONK kugler i sand, jubelråb, skuffede miner og nøjagtige opmålinger.

Men der ligger meget mere bag aktiviteten end det, man lige ser, når man bare kigger på gruppen af mennesker, der på skift kaster kugler af sted under sommer skyerne.

Socialpædagog Bente Christensen har nemlig taget en efteruddannelse som idrætspædagog, og det har fået stor betydning for hendes arbejde på Den Grønne Elevator, der er værested og beskyttet beskæftigelse for mennesker med blandt andet misbrugsproblemer og psykisk sygdom.

– Noget af det, jeg virkelig har taget med mig fra efteruddannelsen, er det, der hedder de didaktiske overvejelser. Altså at man skal sætte sig ned, inden man går i gang, og gøre sig nogle overvejelser. Hvad vil jeg? Og hvorfor? Så er man meget bedre klædt på til også at gøre det, siger Bente Christensen (læs om efteruddannelsen i artiklen: ‘Efteruddannelse i pædagogisk idræt’).

For øjeblikket har hun gang i tre forskellige aktiviteter, der alle handler om en eller anden form for kropslig bevægelse: Petangue-turnering, afspænding og uformelle lege i fællesrummet. Formålene er vidt forskellige – og derfor er der også stor forskel på den måde, Bente tilrettelægger aktiviteterne.

Velvære eller fællesskab

– Når det gælder petangue er målet i høj grad at skabe fællesskab og glæde. I afspænding handler  det om velvære og kendskab til egen krop, og i de uformelle lege er formålet især at skabe lidt bevægelse og sjov i hverdagen, fortæller hun.

På petangue-banen puster Bente Christensen til konkurrence-ilden.

– Kom så, kom så, råber hun.

Kaster sin kugle og stamper ivrigt i jorden, som om det kan sætte ekstra skub i kuglen.

Klasker medspilleren i hånden, når det går godt.

Løfter tommelfingrene og klapper i hænderne.

Da modstanderen kommer til at ramme hendes kugle, så den triller lidt længere frem, griner hun drillende.

– Tak for det…

I afspændingslokalet er hun helt anderledes.

– Her prøver jeg at skabe et konkurrencefrit rum, hvor deltagerne ikke sammenligner sig med hinanden, forklarer hun.

Afspændingen starter med en form for gymnastik, og det er lidt af en udfordring for Hanne, der aldrig har været med før.

– Jeg kan ikke engang binde mine egne snørrebånd, hvordan vil du så have, at jeg skal komme helt derned, spørger hun, da hun ser madrasserne på gulvet.

– Du er bare med til det, du har lyst til at være med til, Hanne, svarer Bente.

Opgiver sidebøjningerne

Bente stiller sig med næsen mod de tre brugere, der deltager i afspændingen. Hun viser, hvordan de skal svinge med armene, løfte og sænke skuld-rene og skrive deres navn med næsen.

Hanne er også med, og det gør Bente varm inden i, fortæller hun bagefter.

– Jeg var glad og stolt. Hanne plejer at bruge det meste af dagen på at sidde i en stol, så bare det, at hun er lidt med, er et kæmpe stort skridt, fortæller hun.

Da der skal laves sidebøjninger, giver Hanne hurtigt op.

– Åh, for helvede, siger hun, og stiller sig hen til vinduet.

Bente fortsætter ufortrødent uden at kommentere på, at Hanne nu står og kigger.

– En, to, tre, fire og op, og seks, syv og pust ud… Bagefter fortæller Bente, at hun var meget bevidst om bare at lade Hanne være.

– Jeg undlader at presse hende. Det at hun er til stede er godt nok. Så er hun med, fortæller hun.

Først da de skal i gang med at strække fødder i liggende stilling på madrasserne, henvender Bente sig til Hanne.

– Hanne, det her kan du godt være med til, hvis du vil sidde på en stol. Har du lyst til det?

– Nej, det har jeg ikke luft til, svarer Hanne.

– Det er okay, siger Bente, mens hun viser de andre deltagere, hvordan de skal gøre.

– Og bøj… Og stræk… Og bøj…

Bliver i lokalet

Hanne tager skoene på, men bliver i lokalet.

Til sidst begynder Bente at finde tæpper frem.

– Har du lyst til det, Hanne, at være med til at slappe af, spørger hun.

– Nej.

– Jamen det er helt okay, siger Bente. Så putter hun tæpperne rundt om de to andre brugere, og sætter afspændingsmusikken på. Imens de andre koncentrerer sig om at slappe af i fingre, tæer, arme og ben, kigger Hanne på.

– Det var dejligt, at du var med i dag, siger Bente til Hanne, da seancen er forbi.

– Ja, havde jeg bare haft luft til det, svarer Hanne.

– Ja, nu ved du, hvad det er, kommenterer Bente.

I situationen er Bente ikke opmærksom på sit ordvalg. Men bagefter bliver hun glad, da hun hører, at hun lige præcis sagde: ‘Det var dejligt, at du var med i dag.’ I stedet for eksempelvis: ‘Det var godt du kom.’

I Bentes øjne er hele pointen med afspændingen nemlig, at brugerne kan være med på mange måder. Man behøver ikke gøre som de andre.

– Efteruddannelsen har givet mig en skærpet bevidsthed om, at man kan være med til de samme aktiviteter på forskellige niveauer. Før kunne jeg måske godt have fundet på at sige til Hanne, at hvis du ikke vil være med, så kan du gå. Nu giver jeg hende ikke dén mulighed. Og hvis Hanne har lyst til at være med igen, vil jeg tale med hende om, hvordan hun kan være det på sin egen måde. Så hun for eksempel sidder ned ved nogen af øvelserne, i stedet for at ligge ned, fortæller Bente Christensen.

En pædagogisk bagdør

Også til petangue er Bente Christensen opmærksom på, at der skal være en ‘pædagogisk bagdør’ – en udvej for dem, der gerne vil være med, selv om de ikke kan være det på samme betingelser som de andre.

I dag deltager alle ved at spille. Andre gange kan nogen være med i rollen som dommer – eller den der skriver points.

– Nogle gange udpeger jeg, hvor de skal skrive, og hvad der skal stå, fortæller Bente.

På banen er dommeren i gang med at måle afstanden mellem de store kugler og den lille røde, som det gælder om at komme nærmest.

Først bruger han skoene, så må han have fat i målebåndet for at være helt præcis. Alles øjne er rettet mod ham.

Bente og hendes makker vinder.

– Vi kan bare det gylle, siger han stolt.

– I petangue er konkurrencen helt klart en driver, der er med til at skabe engagement og fællesskab, fortæller Bente.

Selv er hun ikke det store konkurrencemenneske – hun bliver i højere grad drevet af ønsket om velvære.

– Men så kan jeg gennem samtaler med kollegaer blive opmærksom på, hvordan jeg kan bruge konkurrencen som en driver – for eksempel  ved at arrangere petangue-turneringer med andre væresteder. Det finder jeg ikke på af mig selv, fortæller hun.

Kontinuitet

På værestedet er der petangue hver tirsdag eftermiddag – det faste tidspunkt er vigtigt, fordi det er med til at skabe kontinuitet.

Bente Christensens tredje aktivitet, uformel leg, er derimod ikke programsat.

I dagligstuen med bløde sofaer står en rød kurv med forskellige bolde. Lige fra sorte rasleæg til jonglør-bolde og nuprede orange massagebolde.

Bente tager et par gule tennisbolde op, og kaster den ene til Eva, der sidder i sofaen.

– Eva, kan du huske, da vi spillede med dem udenfor? Først kastede vi dem bare til hinanden, men så kom vi i tanke om den der leg fra skolegården, hvor man skulle gøre alle mulige ting, siger Bente.

– Ja, svarer Eva, og gentager nogle af bevægelserne fra dengang. At klappe i hænderne, klappe med hænderne bag ryggen og så videre.

– Vi bruger bare boldene til nogle små aktiviteter. Fem-ti minutter, ikke mere. Det skal bare være et lille pust i hverdagen, fortæller Bente.

Gennem efteruddannelsen har hun fået fokus på, at bevægelse ikke behøver handle om armbøjninger, sved og kondital. Over spisebordet hænger en vægkalender med en lille vittighed for hver dag.

– Dem, der fortæller, at de nyder det kolde brusebad om morgenen, lyver også om andre ting, står der for i morgen.

– Det skaber smil, fortæller Bente og fortsætter:

– Og bevægelse er også de små bevægelser i hverdagen – som når ansigtet bevæger sig i et smil. 

Samtlige brugere er anonymiserede, da ikke alle ønskede at blive genkendt i artiklen.

Den Grønne Elevator Den Grønne Elevator fungerer både som værested og beskyttet beskæftigelse. 22 brugere er indskrevet i et paragraf 103 tilbud – det vil sige beskyttet beskæftigelse, hvor der skal være en aktivitetsplan. 24 brugere benytter stedet som værested og kommer, når de har lyst. Ud over bevægelses-aktiviteterne er der blandt andet café, hobbyværksted, EDB-værksted, pedelfunktion og opholdsrum med mulighed for spil, socialt samvær og avislæsning. Den Grønne Elevator er den del af Center Basen, der er Århus Kommunes tilbud til socialt udsatte. Læs mere på www.kortlink.dk/7tqe

 

 

Motion i aktivitetsplanen Som noget nyt er Den Grønne Elevator begyndt at opfatte motion og afspænding på linje med produktionsaktiviteter, som for eksempel at slå græs. – Nu er det fuldt ud lige så accepteret, at en bruger ønsker at deltage i afspænding som i produktion, og at det kommer med i aktivitetsplanen. Det gælder også for kontantshjælpsmodtagere i aktivering, og det er fordi, vi har fået en skærpet opmærksomhed på, at det at få kroppen  i gang kan være en vigtig forudsætning for at kunne komme i arbejde, fortæller socialpædagog Bente Christensen. Helt ligestillet er afspænding og produktion dog ikke. Den Grønne Elevator kører med en motivationsfaktor, der kaldes Base-dollar. En base-dollar svarer til 25 kroner og kan for eksempel bruges til at købe et måltid mad, og uddeles, når pædagogen synes,  en bruger har behov for en ekstra belønning. Typisk når de har deltaget i noget, der gavner fællesskabet – for eksempel madlavning eller pedelarbejde. – Og endnu giver det som udgangspunkt ingen Base-dollars at deltage i afspæn-ding og motion – men det kan være, det kommer. Dog har vi givet base-dollars til en bruger, der instruerede et hold i afspænding, fortæller Bente Christensen