Idræt

Motion har social slagside

Den sociale ulighed slår igennem, når det gælder motion. Socialt udsatte er mindre fysisk aktive end socialt velstillede, men flere forskningsprojekter viser, at det er muligt at ændre

Af Maria Rørbæk, mrk@sl.dk
Foto: Ulrik Jantzen / Das Büro

Der er betydelige sociale forskelle i befolkningens sundhedsadfærd. De dårligst stillede samfundsgrupper har generelt de dårligste sundhedsvaner og er oftere syge.

Så håndfast slog Statens Institut for Folkesundhed det fast i ‘Folkesundhedsrapporten Danmark 2007’.

Og meldingen går igen, når man taler med forskere og andre fagpersoner med speciale i idræt og motion.

– Uanset hvilke undersøgelser man kigger i, finder man stort set altid en sammenhæng mellem økonomi, uddannelse og fysisk aktivitet, siger Henrik Brandt, der er direktør i Idrættens Analyseinstitut – en selvejende institution under Kulturministeriet.

Rent statistisk dyrker højtuddannede og rige mere motion end lavtuddannede og fattige. Det er dog ikke sikkert, at det er pengene eller uddan-nelsen i sig selv, der gør forskellen.

– Lav indtægt kan for eksempel også hænge sammen med hverdagsforhold som arbejdsløshed eller hårdt fysisk og nedslidende arbejde, som gør, at idræt ikke står øverst på dagsordenen. Et mindre socialt netværk, så man ikke har nogen at følges med til idræt, eller nogen, der kan motivere  én til at komme af sted, kan også være en faktor, siger Henrik Brandt.

Social ulighed i sygdomme og dødelighed

På Statens Institut for Folkesundhed er Christina Bjørk Petersen for øjeblikket ved at skrive en ph.dafhandling om livsstil og helbred.

I den forbindelse har hun blandt andet analyseret spørgeskemaundersøgelser, der viser sammenhængen mellem motionsvaner og uddannelse – og tendensen er tydelig:

Dem, der har mere end 13 års uddannelse – som for eksempel en pædagog med studentereksamen – er markant mere aktive end ufaglærte, der har mindre end ti års uddannelse. Eksempelvis er 23 procent af de kvinder, der har mere end 13 års uddannelse, meget fysisk aktive i fritiden – mens det kun gælder for 13 procent af de kvinder, der har mindre end ti års uddannelse.

– Der er helt klart en social ulighed i motion, ligesom der for eksempel også er, når det gælder rygning og kost. Og den sociale ulighed i sundhedsvaner medfører også en social ulighed i livsstilssygdomme og dødelighed, siger Christina Bjørk Petersen.

Og den sociale ulighed i fysisk aktivitet ser også ud til at trænge stærkt igennem, når man ser på nogle af de mest udsatte grupper i samfundet. Eksempelvis har Statens Institut for Folkesundhed lavet en anden undersøgelse, der viser, at markant flere socialt udsatte børn er forholdsvis fysisk inaktive i fritiden end deres jævnaldrende kammerater (se grafik).

Muligt at ændre

Andre forskningsprojekter viser, at det er muligt at mindske den sociale ulighed i motion. På institut for idræt på Københavns Universitet lavede Bir gitte Krustrup for nogle år siden en masterafhandling, der belyste effekten af hjemløse-fodbold.

– Det var en flok tynde, blege mænd med lille muskelmasse og et dårligt kondital, vi mødte til den indledende test. Men hjemløselandsholdets spillere rykkede sig virkelig. De havde en 12 procent forøgelse af muskelmassen og forbedrede deres evne til at lave intervalarbejde med 54 procent, sagde hun dengang.

På samme institut er Annette Michelsen la Cour for øjeblikket ved at skrive en ph-d-afhandling om udsatte børn og overvægt. I den forbindelse har hun evalueret en række projekter støttet af satspuljemidler fra Kultur- og Socialministeriet, der på forskellig vis skal få socialt udsatte børn til at bevæge sig mere.

– For de socialt udsatte børn er det katastrofalt at foreningskulturen bygger på forældrene. Hvis forældre ikke magter at støtte deres børn til at komme i gang med idrætsaktiviteter, skal der noget andet til, siger hun.

Undersøg målgruppen

Det kan for eksempel være projekter, hvor anbragte børn får en ‘buddy’, der skal støtte dem  i idrætsaktiviteterne, daginstitutioner, der tager ansvar for at børnene dyrker idræt eller projekter, hvor der støttes ekstra meget op om børnene, så de eksempelvis får en sms om, at nu er det altså tid til at komme ned på fodboldbanen.

Henrik Brandt fra Idrættens Analyseinstitut påpeger, at forskellige samfundsgrupper ofte har forskellige motiver til at dyrke motion – og forskellige barrierer imod det. En spørgeskemaundersøgelse viser, at for de højtuddannede er tidsmangel den største barriere, mens manglende interesse er den største hindring for lavtuddannede. Omvendt er der en større andel af de højtuddannede end de lavtuddannede, der pisker sig selv af sted for at være eller komme i form – mens en større andel af lavtuddannede end højtuddannede lægger vægt på, at motion er en måde at være sammen med andre.

- Men mit hovedbudskab er, at barriererne mod motion er meget forskellige for forskellige målgrupper. Hvis man ønsker at motivere en bestemt målgruppe til mere motion, skal man derfor først og fremmest finde ud af, hvilke barrierer, der gør sig gældende for den konkrete målgruppe, siger han. 

Læs mere Hent 'Folkesundhedsrapporten Danmark 2007' på www.kortlink.dk/7v6m Hent Annette Michelsen La Cours rapport 'Virker det – og I givet flad hvorfor. Evaluering af idrætsprojektor for overvægtige børn' på www.kortlink.dk/7v8w

 

Deltag i debatten Er du enig i, at pædagoger bør stille krav til hinandens kropskultur? Hvilke erfaringer har du med at bruge idræt som pædagogisk redskab? Hvad mener du, der skal til for at mindske den sociale ulighed i motion?