Kommentar

Nye tal på bordet ændrer – intet

På det specialiserede sociale område har vi altså valgt, at det er ok at tale om grådighed og urimelige krav fra borgere, der ret beset bare holder sig til lovens bogstav

Af Kaj Skov Frederiksen, forbundskasserer, redaktionen@sl.dk
Illustration: Peter Hermann

For at få et ordentligt overblik over, hvordan det egentlig ligger med udgiftsudviklingen på det specialiserede sociale område, satte Kommunernes Landsforening (KL) og Finansministeriet for et års tid siden det eksterne konsulentfirma Deloitte til at analysere tendenserne i udgiftsstigningerne på området. For nylig kom så resultatet. Lige midt i økonomiforhandlingerne mellem regeringen og KL.

Men som så ofte før, når regeringen prøver til at kvalificere deres beslutninger med ekstern ekspertbidrag, valgte de at se bort fra de nye tal. Det er ikke bare sært. Det er også dybt problematisk.

Deloitte har nemlig med deres analyse dokumenteret, at der ikke er nogen sammenhæng mellem de faktiske forhold på institutionerne og takstudviklingen. Den tendens bekræfter en undersøgelse, som vi for nylig gennemførte blandt lederne på landets specialiserede sociale tilbud, hvor vi blandt andet spurgte dem om takstudviklingen. Og tendensen er klar: 70 procent af lederne svarede, at de slet ikke har indflydelse på taksterne størrelse. Og at de bliver pålagt centrale administrative udgifter, som indgår i deres stigende takster.

Deloitte-rapporten dokumenterer også, at den største årsag til stigningen i taksterne er, at der blevet flere brugere. Resten af stigningen skyldes flere vanskelige – og dermed dyrere – brugere, flere administrative udgifter og et stort administrativt overhead – altså den del af taksten, der bidrager til at finansiere kommunens centrale fællesudgifter.

Der er altså blevet flere brugere. Det rimer ikke helt med den retorik, vi har gennem noget tid måttet lægge øre til fra KL og kommunerne, nemlig, at de stigende udgifter skyldes, at området er præget af ændrede behov og urimelige krav fra borgerne og deres pårørende.

Og det rimer slet ikke med, at regeringen fastholder, at kommunerne skal overholde nulvækst i budgetterne i de kommende år. Det giver jo ikke mening! Det kræver ikke megen fantasi at forestille sig, hvem der kommer til at bøde for, at regeringen på den måde vælger at tage skyklapper på og ignorere data, som den tilmed selv har tilvejebragt. Jeg kunne godt have ønsket mig, at den havde brugt de nye tal til en mere frugtbar strategi for det specialiserede sociale område.

På hvilke andre områder vil man acceptere at slække på kravene, fordi målgruppen bliver større, eller vi bliver bedre til at behandle?

Ville man kunne forestille sig det samme scenarie på sundhedsområdet? Jeg tror det ikke. Men på det specialiserede sociale område har vi altså valgt, at det er ok at tale om grådighed og urimelige krav fra borgere, der ret beset bare holder sig til lovens bogstav.