Døgninstitutioner

Børnenes egne billeder af verden

På Himmelbjerggården har man suppleret den almindelige brugerundersøgelse blandt de børn og unge, der bor på stedet, med børnenes egne fotografier af hverdagen. Det har givet nye vinkler på tingene – både for børn og voksne

Af Iben Baadsgaard Al-Khalil, redaktionen@sl.dk
Foto: Himmelbjerggården

Det sete afhænger af øjet, der ser, siger man. Så hvordan kommer man til at se, hvordan hverdagen og verden – sådan helt fysisk – ser ud, som den bliver set af børn og unge, der bor på en døgninstitution? Ja, man kan for eksempel stikke dem et kamera og lade dem tage billeder af den virkelighed, de ser.

Og det var da også ønsket om et mere reelt og sandfærdigt billede, der gjorde, at Himmelbjerggårdens forstander Henrik Hougaard Bøtkjær sidste efterår søgte et supplement til det ordinære spørgeskema, som normalt udgjorde stedets brugerundersøgelse.

I stedet skulle et fotoprojekt motivere og gøre det sjovt for børn og unge at fortælle, hvad de synes om at bo på der. Nu hvor projektet er til ende, har medarbejderne flere ideer til, hvad metoden kan bruges til fremover.

15-årige Cecilie synes, det har været spændende at deltage i projektet, hvor hun tog billeder og fortalte om sin hverdag. Hun fik nye perspektiver på sit liv og udvikling, da hun så billederne og fortalte sin historie. Hun er overbevist om, at fotografierne har givet børn og unge en bedre mulighed for at komme til orde.

– Med billederne kan vi vise, hvordan det er at bo her. Pædagogerne ved ikke, hvordan vi selv  synes, det er. Billederne viste min hverdag, og de gjorde det lettere at fortælle om mit liv. Normalt er det ikke så let bare at snakke løs om det, siger hun.

Nye vinkler

– Jeg fik nye vinkler på mit liv, fordi jeg skulle fortælle om billederne til en anden. Jeg tænkte over, hvad andre ville tænke. Da jeg sad og snakkede om billederne kunne jeg se, hvor meget jeg har ændret mig, siden jeg flyttede herned.

Himmelbjerggårdens børn og unge har langvarige behandlingsbehov, og bor derfor på institutionen i en årrække – ofte omkring fire til seks år. Generelt er børnenes udvikling ikke alderssvarende, og de har haft vanskeligheder med folkeskolen og sociale sammenhænge. Mange af problemerne stammer fra omsorgssvigt og tilknytningsbesvær, organiske udviklingsforstyrrelser og psykiatriske problemstillinger.

– Vores børn har også brug for at blive set uden en faglig vurdering – bare blive set som de børn, de er, siger Hanna Thomsen, der er lærer på den interne skole og interviewede børnene i projektet om deres liv

De tumler ofte alene med deres tanker og lever frustrationerne ud på forskellig vis. De har ikke så let ved at omsætte tanke og refleksion til ord. Fotoprojektet har gjort beskrivelsen af hverdagen lettere.

Himmelbjerggården Himmelbjerggården er en døgninstitution med intern skole under Region Midtjylland. Her bor 38 normalt begavede børn og unge fra hele landet med behov for langvarige behandlingstilbud. Himmelbjerggården giver et helhedsorienteret miljøterapeutisk tilbud til det enkelte barn/unge, hvor behandling, skolegang  og fritid er organiseret og hænger sammen, så den enkelte får muligheder for at udvikle sig. Himmelbjerggården består af en række enkeltstående huse spredt ud over cirka 10 tønder land, og benytter naturen ved Himmelbjerget og Silkeborg Sø til aktiviteter. Læs mere på www.rm.dk – søg på himmelbjerggarden.

 

Sjovt og meningsfyldt

– Børnene svarer på det, de bliver spurgt om. Og derfor får vi ikke fortællingerne om alt det andet, når vi kun bruger de ordinære brugerundersøgelser, siger forstander Henrik Hougaard Bøtkjær.

Fotoprojektet blev skabt i forstanderens tanker i en weekend forrige sommer, som et supplement til den obligatoriske brugerundersøgelse. Det skulle både give et mere reelt billede af virkeligheden og samtidig være en sjov og motiverende proces for de børn og unge, der var med. Det  ordinære spørgeskema har en del af børnene svært ved at udfylde, og de ting, medarbejderne kan uddrage, er mangelfulde for at beskrive dagligdagen. Siden begyndelsen har projektet udviklet sig og er nu blevet til meget mere end en brugerundersøgelse.

– Vi har haft fokus på børnene og ikke på metoden. Vi ville gerne øge vores forståelse af børnenes måde at opleve deres problemer og hverdag på.

Vi kan sige så meget, og ville en masse på deres vegne. Men hvis de ikke accepterer det, hvis de ikke tager andel i deres egen udvikling, og hvis de kæmper mod at være anbragt – ja så kommer vi igen vegne, siger han.

Der blev indkøbt kameraer til hver af Himmelbjerggårdens seks afdelinger og de børn, som deltog, blev instrueret i at tage billeder af deres hverdag. Børnene skulle udvælge et antal billeder, som de snakkede med deres kontaktpædagog om,  og som derefter blev samlet i en folder og gjorde det ud for årets brugerundersøgelse. Men det viste sig undervejs mere rationelt, at det var den samme person, som talte med alle børn. Derfor gennemførte Hanna Thomsen, en af de interne lærere, de 11 samtaler i projektet.

Jeanne H. Sørensen, pædagog, har glædet sig til at se resultatet af børnenes fotoprojekt. Hun var kontaktperson for projektet på sin afdeling, hvor tre ud af seks børn fuldførte projektet. Hun endte også med at været fotograf for dem, for det var for svært for dem selv at tage billederne.

– Opgaven var for ukonkret. Så var det lettere at sige ja, når jeg spurgte om, jeg ikke lige skulle tage et billede af dem i en eller anden situation, siger Jeanne H. Sørensen.

– Det var svært at vælge billederne, for jeg havde taget 128, siger Charlie på 13 år, som primært har valgt fotos, hvor han dyrker sport.

– Det er fordi jeg er god til det, og jeg har valgt de spændende ting i livet. Ellers tænkte jeg ikke over det.

– Det har været sjovt, fordi andre skal se det. Så kan de se, hvordan vi har det. Det er lettere at fortælle med billeder. Og det kan hjælpe dig. For når de voksne ser billederne, så ved de, hvordan man har det og kan hjælpe med de ting, jeg har det svært med, siger Kasper på 14 år.

Utroligt åbenhjertige samtaler

Hanna Thomsens 11 interview med de børn, som gennemførte projektet, har udformet sig meget forskelligt alt afhængig af, hvad det enkelte barn havde på hjerte, og hvor let det var at få dem til at fortælle. Det har været fra 20 minutter til godt en times samtale med børnene. Nogle samtaler måtte brydes op i flere gange, fordi børnene ikke kunne koncentrere sig.

– Det var en stor aha-oplevelse for mig at læse deres ord op for dem bagefter. Det var tydeligt, hvor meget det betød for dem. De glemte alt omkring dem, da vi læste deres egen historie. Det havde jeg slet ikke regnet med, siger Hanna Thomsen.

– Jeg tror, at det har givet dem en mulighed for at reflektere over deres liv på en anden måde, end de ellers gør. Her er deres tanker blevet sat i struktur for dem, og deres historie bliver anerkendt, bevidnet og gjort synlig. Det tror jeg ikke, at den er for ret mange af børnene.

Efter samtalerne skrev hun historierne ud fra de optagne bånd, så ordret som muligt. Det var op til børnene selv, hvor mange og hvilke fotos, de valgte ud til at beskrive deres hverdag.

– Det skulle være deres historie og deres vendinger. Ord kan have forskellig betydning for forskellige mennesker. Så for at den skulle være så  objektiv som muligt, skulle det være deres egne ord. Det virkede næsten som om, de havde besluttet at sige: I skal bare vide, hvordan det er at være her, siger hun.

– Samtidig beskriver de fremtiden overraskende positivt. Jeg blev så glad for, at de tror på fremtiden og tror på, at de kan klare det. De ved godt, hvad de har brug for hjælp til.

Børnene blottede sig og fortalte om meget personlige ting. Da de bagefter læste historierne igennem med hende, fik de at vide, at de skulle kunne læses af alle, og der var næsten ikke noget, som de ville slette. Kun hvor andre børn eller medarbejdere bliver omtalt i nedgørende tone er der blevet anonymiseret og omskrevet en smule.

Projekt ‘Set med mine øjne’ Projekt ‘Set med mine øjne’ er støttet af BUBL og Socialpædagogernes Udviklings- og Forskningsfond. Oprindeligt var projektet opdelt i tre faser: Kursus for pædagogerne i billedbehandling samt indkøb af kameraer til afdelingerne. Pædagogerne på afdelingerne interviewer de 20 deltagende børn – det endte med at blive 11 børn. Udgive folder – med børnenes fotos og historier som en alternativ brugerundersøgelse. Undervejs opgav de billedbehandlingen, da det blev for irrelevant for børnene. Man fandt også ud af, at det var bedre at lade en gennemgående person lave alle interviews. Det gjorde en metodeudvikling og ensartethed mulig, ligesom det var lettere for børnene at tale med en neutral person, som ikke var den samme, der tog konflikterne i hverdagen op med dem. Inden et barn indgår i projektet, er der skrevet kontrakt med både børn og forældre og givet samtykke til at billeder og ord kan offentliggøres. Læs mere om Udviklings- og Forskningsfonden og om, hvordan man søger støtte på fondens hjemmeside: www.slbupl-fond.dk

 

Fotoet har uanede perspektiver

– Jeg tror også, at fotoprojektet kan bruges til at give andre mennesker nye synsvinkler på det at bo på et opholdssted. De kan se, hvordan det er og ikke have så mange fordomme, siger Cecilie.

På Himmelbjerggården bruger man allerede fotos til at give børnene mulighed for at mindes begivenheder i deres liv, som de har oplevet med forskellige mennesker. Men Jeanne Olsen ser endnu flere muligheder efter projektet.

– Jeg ser en faglig udviklingsmulighed. Hvis et af børnene for eksempel ønsker at holde op med at mobbe andre, så kan vi bruge fotografiet til at tale ud fra, når hun gør det alligevel. Det kan være vanskeligt at snakke om hverdagen, men med fotos bliver det så konkret, at det bliver lettere, siger hun.

Himmelbjerggården har besluttet, at alle skal lave en præsentationsmappe i skolen, hvor de blandt andet fortæller deres livshistorie. Mappen skal fastholde barnets liv, familieforhold og hvad de har været igennem under deres ophold, for  eksempel med billeder fra ture eller hverdagslivet. Mappen skal også indeholde de mål, der var sat, årsagen til anbringelsen – sådan som barnet oplever det – og hvilke fremtidsdrømme de har.

– Vi forestiller os at lave et fotoalbum fra første dag barnet kommer til os. Det skal være hans eller hendes livshistorie og det udfordrer personalet på Himmelbjerggården til at se livet gennem børnenes øjne, siger Henrik Hougaard Bøtkjær.

Mappen skal blandt andet gøre det lettere for børnene at komme til orde på egne præmisser ved møder. Meningen er også, at mappen erstatter de familiebilleder, barnet aldrig får, og gør barndomsminder på linje med alle andre mennesker mulige.

– Vi bevidner deres livsforløb. De lever i så mange etaper og har mennesker, der går ud og ind af deres liv. Så det er vigtigt at fastholde minderne – ikke mindst de gode, siger Hanna Thomsen.