Socialpolitik

Kommentar

Børn skal ikke sidde indespærret

Børn skal ikke sidde længere end højst nødvendigt i de sikrede institutioner. De risikerer at få nogle helt forkerte rollemodeller

Af Benny Andersen, forbundsnæstformand, redaktionen@sl.dk
Illustration: Peter Hermann

Først sætter regeringen den kriminelle lavalder ned, selvom alle – tilmed deres egen ungdomskommission – fraråder det. Og nu har de så besluttet at skrue op for den tid, børn under den kriminelle lavalder kan sidde på en af landets sikrede institutioner. Hvor de tidligere kunne sidde der undervejs i udredningsprocessen i seks måneder, kan de nu blive tilbageholdt på en sikret institution i op til ni måneder.

Og ligesom dengang den kriminelle lavalder blev nedsat er det hverken viden eller erfaring, der får regeringen til at ændre reglerne. Tværtimod. Det er ren symbolpolitik. De vil vise, at de slår hårdt ned på ungdomskriminaliteten.

Men både viden, erfaring og praksis viser jo med al ønskelig tydelighed, at indespærring ikke gør noget godt for børn og unge. Og at frihedsberøvelse i så lang tid er direkte skadelig.

Vi taler om børn helt ned til 12-års alderen, der så skal sidde sammen med 16-17-årige – nogle af dem dybt kriminelle. Og i den sammenhæng er det vigtigt at sige, at det, de sikrede institutioner kan, er at give et break, en timeout i et liv, en hverdag, der er ude af kontrol. En kort periode med mulighed for observation af, hvad der skal til for den unge. En mulighed for at få en struktureret hverdag, som den unge kan bygge videre på. Derefter skal de videre til andre tilbud og have en anden, mere specialiseret behandling, der kan give dem redskaber til at komme videre. Børn skal ikke sidde længere end højst nødvendigt i de sikrede institutioner. De risikerer at få nogle helt forkerte rollemodeller. Plus at den motivation, den gnist, den sikrede institution kan give dem i en kort periode, risikerer at forsvinde, hvis de skal sidde der for længe.

Eva Hallgren, der er leder af den sikrede institution Koglen i Vestjylland, og desuden talskvinde for forstanderne ved de sikrede afdelinger, udtrykker det ret rammende, synes jeg. Hun siger til dagbladet Politiken om de nye regler:

‘Det er et meget voldsomt indgreb for et barn at blive frihedsberøvet. De bliver afskåret fra deres nærmeste familie, fra almindelig skolegang, fra venner og fra at følge dagligdagen. Det her siger noget om menneskesynet i vores lovgivning.’

De nye regler er en del af finanslovsaftalen mellem regeringen og Dansk Folkeparti. Og på den måde endnu et eksempel på en regelændring eller lov, der sniges igennem uden at blive kvalificeret af faglige og virkelighedsnære input. Vi har ved flere lejligheder påpeget det demokratiske problem i den manøvre. Men når man er oppe imod den siddende regerings trang til at vise sig ‘tough on crime’ er der lang vej hjem. Desværre.

Se flere